Vedligeholdelseskonto ved køb af udlejet andel

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #31248
    Flytterod.dk
    Deltager

    Hej derude

    Forord (post script, men smidt herop for læsernes skyld). Beklager hånddiareen. Nedenstående blev længere end tilsigtet.

    Jeg er fornyligt blevet tilbudt og har købt min underboes lejlighed. Lejligheden var beboet af en ældre kvinde som havde boet til leje i en årrække. Da hun flyttede på plejehjem tilbød min andelsforening altså mig lejligheden mhp. sammenlægning (de ville ikke overdrage til lejerens niece). Jeg besluttede mig for at købe andelen.

    Den krævede en kærlig hånd, idet tapetet f.eks. lignede noget fra 70/80’erne og køkkenet bragte tankerne tilbage til en Morten Korch film. Der blev givet 15.000,- i afslag i prisen pga, mangler. Jeg talte dog en del med venner og bekendte om, hvorvidt saldoen på vedligeholdelseskontoen ikke burde tilfalde mig?

    Vedligeholdelseskontoen så ikke ud til at have været brugt i mange – mange! – år og burde vel skønsmæssigt (her taler vi om en lussing i en bolledej) have en værdi af 50.000 – 70.000,- BBR er 60 kvm. – jeg er læmand på området og der er en del usikkerhedsfaktorer. Den største af disse faktorer; nemlig hvorvidt der bestod en vedligeholdelseskonto, fik jeg dog ude af verden, da jeg kontaktede administrator med min undren. Ifølge dem tilfaldt saldoen ifm. lejemålets ophør andelsforeningen. Jeg spurgte hvoraf det fremgik og blev oplyst at det stod i Andelsboligloven (ABL).

    Det måtte jeg straks (!) undersøge. Jeg savnede alligevel noget godt lukoms lekture – pun intended.

    Stor var min forbløffelse, da det viste sig, at der intet stod om dette i ABL. Kunne man have valgt det forkerte værk? Nej. Der stod heller ikke noget i Lejeloven. Jeg rettede derfor igen henvendelse til administrator, hvor jeg nænsomt opponerede mod deres seneste udmelding. Min forespørgsel blev besvaret af den samme advokatsekretær. Jeg havde en snigende indre billede af at sekretæren ville have befundet sig bedre ved en skrivemaskine og formentlig har været syg ved det årlige kundetilfredshedsmøde de sidste mange år. Jeg takkede inledningsvist høfligt for de sidste to nætters gode, men noget uforløste søvn, idet jeg havde nærlæst min lokums lekture. Det skal som en indskudt bemærkning siges, at det meste af konsumptionen foregik i sengen, da man erfaringsmæssigt øger muligheden for hæmorider ved for lange toiletbesøg. Efter denne indledende høflighed forelagde jeg min forbløffelse over, at de tilsyneladende havde en gammel kopi af retsgrundlaget, da der intet fremgik om “vedligeholdelseskontoen skæbne ved overgang fra leje- til andelsbolig” i den literatur som de ellers havde henvist til.

    Herefter fremalagde jeg min logik. Jeg kan naturligvis næppe anses som objektiv. Det virker dog arbitrært, at A/F skal have værdien, blot fordi lejer ikke har benyttet sig af kontoen. Den ældre dame kunne f.eks. have valgt at få malet og – så vidt jeg forstår – endvidere efter 3 års uforbrugt hensætning, have fået udført andet arbejde. Jeg forstår ikke hensættelsen på en vedligeholdelseskonto som en forsikringspolice for lejer, som udlejer blot kan stikke i lommen, hvis der ikke opstår en forsikringsbegivenhed – mao. at lejer beder om en overhaling. Der har forøvrigt boet min. to andre lejere siden A/F blev stiftet i 1987 og jeg tvivler stærkt på, at der er foretaget så meget som et enkelt penselstrøg.

    Jeg blev affejet med, at citat; “Sådan, er det bare!”. På dette tidspunkt indså jeg, at der ikke var udsigt til en konstruktiv dialog. Jeg ville desuden ikke antagonisere administrator, da jeg nødigt ville lade mig lejligheden falde af hænde. Jeg gjorde retræte! Men nu et da lejligheden er i hus (og ak ja, overdragelsesaftalen forlængst underskrevet, nager det mig stadig.

    Er der nogen af jer kloge hoveder, der kan forklare mig, hvordan det forholder sig med “vedligeholdelseskontoens skæbne ved overgang fra leje- til andelsbolig” (ve, den der måtte have skrevet speciale om emnet!) ? Eller burde forholde sig?

    På forhånd tak

    En flytterod;-)

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
Opret nyt emne
Er du ikke allerede bruger?
– Opret dig her

Har du glemt dit kodeord?
– Få tilsendt et nyt