Mulig skimmelsvamp efter vandskade fra overbo før overtagelse

Tagget: 

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #29274
    embac
    Deltager

    Jeg købte min andelsbolig i juli 2020 med overtagelsesdato 1/8/2020. Jeg fik ved underskrivning oplyst om at der havde været en vandsskade fra min overbos badeværelse noget tid forinden. Jeg fik at vide at skaden blev opdaget på skadestidspunktet og at den blev udbedret hos overboen samme dag. Overboen havde i denne forbindelse både en murer og en VVS’er inde over. Skaden er derfor ikke fortsat og er blevet kaldt en engangsskade.
    Jeg blev fortalt at skaden ville blive udbedret til overtagelsesdato 1/8. En har maler synet skaden udenpå tapetet, og konkluderet at en simpel overmaling med vandafvisende maling og udluftning ville være tilstrækkeligt som udbedring. Formanden har fortalt mig, at skaden derfor ikke har været meldt til andelsforeningens forsikring.
    Sidste uge i september 2020 så jeg dog at noget af pudsen på en af skadesramte vægge havde løsnet sig bag tapetet, hvilket kunne ses som en bobbel på væggen. Jeg undersøgte dette nærmere ved at fjerne tapetet i området, og lagde mærke til at tapetet føltes fugtigt og næsten ikke sad fast på væggen længere. Jeg kontaktede formanden om dette, og han kontaktede maleren, der så kom og synede igen få dage senere. Maleren mærkede på væggen med hånden og konkludere at væggen ikke var våd og at der derfor ikke var noget at være nervøs for. Maleren mente det kunne klares ved at pudse hullet i væggen op og male det hele over.
    Jeg var stadigvæk ikke overbevist, så jeg købte en fugtmåler og målte på de skadesramte vægge. Ved at tage kontrolmålinger på andre vægge i værelset, samt andre steder i lejligheden, kunne jeg se at fugten i det skadesramte område var over 3 gange højere end i de kontrolmålinger jeg tog.
    Som resultat af fugtmålingerne besluttede jeg at pille tapetet af i det skadesramte område og opdagede at der var sorte pletter og en meget jordslået lugt bag tapetet. Dette blev opdaget 11/10/2020. Jeg havde en formodning om at dette kunne være skimmelsvamp, så jeg tog kontakt til formanden igen, der så tog kontakt til maleren igen. Maleren kiggede på det 12/10/2020 og nævnte nonchalant at det bare var noget skimmel og at dette kunne vaskes væk med vand og slibes. Det blev derfor aftalt at jeg skulle udføre dette arbejde og at maleren ville pudse væggen op igen efter dette. Malerens arbejde vil blive udført på andelsforeningens regning.
    Mine spørgsmål:
    – Jeg tror ikke på at maleren ved hvad han taler om, men formanden og han er gode venner, så formanden tager hans ord for gode varer. Hvad kan jeg gøre?
    – Er det tilstrækkeligt at vaske og fjerne puds fra væggen til at komme det mulige skimmel til livs?
    – Hvis jeg udfører denne udbedring og det viser sig ikke at være tilstrækkeligt, hvem har så ansvaret?
    – Jeg har snakket med en rådgivende ingeniørvirksomhed, som fortalte mig at en første analyse samt rapport vil koste 8.000-10.000. Jeg vil gerne være sikker på at skaden ikke er større end maleren siger, men jeg føler ikke det bør være mig der betaler for at få denne måling foretaget. Kan jeg kræve at andelsforeningen betaler for dette?
    – Hvem har ansvaret hvis skadens omfang viser sig at være større end vurderet?

    Mange tak på forhånd!

Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.
Opret nyt emne
Er du ikke allerede bruger?
– Opret dig her

Har du glemt dit kodeord?
– Få tilsendt et nyt