Åben høring: Hvad siger eksperterne til erhvervsministerens anbefalinger?
Landstingssalen på Christiansborg var i onsdags fyldt med eksperter, aktører og repræsentanter fra andelsboligmarkedet og foreningerne. Her blev en bedre og mere ansvarlig drift af andelsboligforeningerne diskuteret – lige fra afskaffelsen af valuarvurderinger til størrelsen på foreningernes belåningsgrad.
I maj fremlagde erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i samarbejde med en arbejdsgruppe 13 nye anbefalinger til en bedre og mere ansvarlig drift af andelsboligforeningerne. I onsdags, den 8. november, blev disse forslag diskuteret på en åben høring, hvor en række eksperter på området og repræsentanter for andelsboligforeningerne var inviteret ind på Christiansborg.
Tid til ændringer
Skandalesager og artikler om konkurstruede foreninger, der befinder sig i håbløse økonomiske situationer har ikke været til at undgå i medierne. Problemer i andelssektoren fik erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) til at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle se driften af landets andelsboliger efter i sømmene. Skærpelser og nye krav blev fremlagt i 13 nye anbefalinger, der omhandlede alt fra stiftelsessituationen, finansiering, dagligdrift og ophævelse af en andelsboligforening.
Den nedsatte arbejdsgruppe, der sammen med erhvervsminister Brian Mikkelsen er kommet med anbefalinger til andelsboligmarkedet, består af: Repræsentanter fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation og realkreditsektorens interesseorganisation, FinansDanmark.
Krav om egenfinansiering ved andelsboligstiftelse – og slut med afdragsfrihed for andelsboligforeningerne. Sådan lød nogle af de centrale anbefalinger, som arbejdsgruppen fremlagde. Alt sammen tiltag, der skal være med til at ryste posen i forhold til andelsboligdrift. Men hvad siger andre andelseksperter og foreningerne selv til de nye tiltag? Det blev diskuteret på en åben høring i onsdags.
Boligekspert: Afskaf valuarvurderingerne
Landstingssalen på Christiansborg var fyldt med eksperter, politikere og aktører fra andelsboligmarked, da høringen blev skudt i gang onsdag eftermiddag. Også repræsentanter for andelsboligforeningerne var med på mødet. Formålet med den åbne høring var at høre forskellige synspunkter og holdninger til, hvordan man sikrer en mere ansvarlig drift af landets andelsboliger. Synspunkter og løsningmuligheder på alt fra belåning, sund drift af foreningerne, overgangen til lejevilkår og rådgiveransvar blev taget til debat. Også kritik af de tårnhøje valuarvurderinger fyldte dagsordenen:
“Det udgør et kæmpemæssigt ressourcespild, når andelsforeninger får en valuar til at vurdere ejendommen, i stedet for blot at bruge den offentlige vurdering. Derfor bør politikerne, når de nye offentlige vurderinger kommer i 2020, helt afskaffe muligheden for at bruge valuarvurderinger,” lød det på høringen fra Morten Skak, lektor ved Syddansk Universitet med speciale i boligmarkedet.
Enig i kritikken af valuarvurderingerne var direktør i Boligøkonomisk Videnscenter Curt Lillegreen, som påpegede, at der bør indføres strammere krav til valuarerne og et bedre informationsniveau om vurderingerne.
Et skridt i den rigtige retning
Der var stor tilslutning til den åbne høring og mange holdninger til, hvordan man kommer problemerne i andelsboligsektoren til livs. Hvad anbefalingerne ender med må tiden vise, dog er de nye krav til andelsboligdriften et skridt i den rigtige retning.
”Jeg ser de 13 anbefalinger, der er kommet på området som et godt bidrag. Jeg siger bidrag, da jeg gerne så, at man på nogle punkter gik længere end det, der er blevet lagt op til. Men det er et skridt i den rigtige retning,” lyder det fra Curt Lillegreen om høringens dagsorden.
Se hele høringen på Folketingets hjemmeside.
3 kommentarer
Hvad gør vi med den offentlige vurdering vi har pt. der er ikke relevant, nå vi skal handle nu, så er det vel bedre med en valuar vurdering?.
Hej Niels,
Du er velkommen til at skrive til os, vi har flere dygtige valuarer i vores netværk. De kan naturligvis hjælpe med at få jeres andelsboligforening valuarvurderet.
Bedste hilsner
/Thomas – Andelsportal.dk
Valuar-vurderinger er for dyre og
med til at gøre boligerne urealistisk
høje.
Andb.form. Søparken, 9830 Taars
Viser 0 af 3 kommentarer