Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Bykærs Anlæg ApS

Kan andelshavere få håndværkerfradrag i 2025?

Håndværkerfradraget blev afskaffet d. 1. april 2022, men d. 30. august 2024 fremlagde regeringen deres finanslovsudspil for 2025 med planen om at genindføre håndværkerfradraget. Regeringen vil afsætte 300 millioner kr., til håndværkerfradraget i 2025 og samtidig afsætte ekstra penge til servicefradraget. Regeringen har et ønske om, at fradraget skal være målrettet klimarenoveringer. Vi ser her nærmere på, hvordan det nye håndværkerfradrag kan blive aktuelt for andelshaverne?


Hvad indeholder fradraget?

Håndværkerfradraget gælder også for andelshavere, hvis der skal laves individuelle forbedringer i den enkelte andel. Hvis andelsboligforeningen betaler for et arbejde, der skal udføres, bortfalder fradragsberettigelsen. Du kan som andelshaver heller ikke få fradrag, hvis udgifterne betales over boligafgiften. I finanslovsudspillet for 2025 til og med 2028 vil regeringen afsætte i alt 400 millioner kr. årligt, som dækker over 300 millioner kr. årligt til håndværkerfradraget og 100 millioner kr. årligt til servicefradraget. Forhandlingerne om fradraget er endnu ikke gennemført, men regeringen ønsker at målrette fradraget mod energirenovering og klimatilpasning.

Servicefradraget

Servicefradraget kan de fleste andelshavere benytte sig af, hvis de selv betaler for ydelsen. Det er muligt at få fradrag på op til 11.900 kroner af ydelsen der udføres. Man kan få fradrag for arbejdslønnen, men ikke materialerne. Som andelshaver kan man få fradrag på ydelser som:

  •  Almindelig rengøring
  • Ind- og udvendig vinduespudsning
  • Børnepasning
  • Almindeligt havearbejde m.m.

Andre tilskudspuljer

Andelsboligforeninger er berettigede til at søge tilskud til luft til vand varmepumper eller jordvarmepumper fra Energistyrelsens varmepumpepulje. Varmepumpepuljen åbnede d. 27. maj 2024, hvor der blev afsat omkring 200 millioner kr. som uddeles efter først til mølle-princippet. Det betyder, at når der er ansøgt for alle pengene i puljen, lukkes der for ansøgere. Det er endnu muligt at søge midler fra Varmepumpepuljen i 2024.

Der er dog nogle krav, som foreningen skal imødekomme for at få gavn af tilskuddet fra Varmepumpepuljen. Ét af kravene er, at jeres ejendom i dag opvarmes med olie-, gasfyr, biokedel eller elvarme. Vær opmærksom på, at hvis I er bosat i et område, hvor der er eller kommer fjernvarme, kan der ikke søges om tilskud til en varmepumpe.

Desuden kan jeres forening også søge tilskud fra Energistyrelsens Energirenoveringspulje. Fra puljen kan foreningen søge tilskud til flere forskellige energiforbedringer såsom, isoleringsopgaver, energimærkning, ventilationsanlæg og vandbåret rumvarme. På samme måde, som det gælder for

Varmepumpepuljen, skal foreningen opfylde en række krav for at kunne søge tilskud. Her kræves det eksempelvis, at ejendommens energimærke er i kategorien E, F eller G. Vær opmærksom på om I opfylder kravene – både til energitilskud og tilskud til varmepumper.

Håndværkerfradraget i 2021 og 2022

Håndværkerfradraget blev sidst vedtaget med finansloven i 2021 med formål om at holde hånden under den danske bygge- og anlægsbranche, men det varede ikke længe, for d. 1. april 2022 blev fradraget endnu engang afskaffet.

Fradragssatsen ændrede sig fra 2021 til 2022. Fra d. 1. januar til 31 marts 2022 var det ikke længere muligt at få fradrag på 25.000 kr. pr. person, men i stedet fik man 12.900 kr. pr. person.

Håndværkerfradraget for 2021 og 2022 dækkede over samme håndværkerydelser, herunder udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas, forskellige typer af isolering og installation af varmepumpe.

Det forventes, at det kommende håndværkerfradrag i 2025 igen vil fokusere på energirenoveringer og klimatilpasningsprojekter.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

AvatarAksel Sønnichsen

Min kone og mig bor i en privat andelsbolig: Hvor alt indvendig vedligehold er pålagt mig og min kone og alt udvendig vedligehold er pålagt andelsforeningen Vi er 84 0g 87 år Kan vi evt få tilskud til rengøring ?

Maria CarlsenMaria Carlsen

Hej Aksel,
Tak for din besked. Når I selv betaler for rengøringen i jeres egen bolig, så kan I benytte jer af servicefradraget. Det er der allerede mulighed for i år.
Bedste hilsner
Maria – Andelsportal.dk

Viser 0 af 2 kommentarer