Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Rohde & Hansen Ejendomsservice ApS

Derfor vil alle have fingrene i en andelsbolig

Storbyerne er støvsuget for andelsboliger til salg, antallet af andelsboliger er steget med 10.000 på mindre end ti år, og købere er klar til at betale sorte penge for at blive en del af det attraktive andelsboligmarked. Andelsboligmarkedet er populært - vi ser nærmere på hvorfor.

Andelsboligforeninger med alvorlige økonomiske problemer og konkursønsker har i en længere periode fået spalteplads i danske medier. Flere påpegede, at de negative historier kunne have en skadelig virkning på opfattelsen af andelsboligmarkedet. Det lader dog ikke til at være tilfældet, tværtimod er der rift om at blive andelshaver blandt danskerne.

Andelsboliger går som varmt brød

Det er ikke let at finde en andelsbolig til salg, hvis man leder i de større byer. Lige nu er efterspørgslen så stor, at det kun er 1 ud af 900 andelsboliger, der sættes til salg hos en ejendomsmægler. Andelsboligerne sælges typisk via selvsalg, netværk af familie og venner. I København var der i maj 2016 kun 110 andelsboliger til salg ud af en samlet masse på 97.867 andelsboliger, hvilket svarer til 0,1 procent boliger til salg, beretter Arbejdernes Landsbank. Til sammenligning var 2,5 af ejerboligerne til salg hos ejendomsmæglere.

10.000 nye andelsboliger på mindre end ti år

Ifølge Arbejdernes Landsbank er antallet af andelsboliger steget med 10.000 boliger siden år 2007. Dette svarer til en stigning på 5,3 procent. Antallet af andelsboliger er dermed steget dobbelt så meget i procent som huse og ejerlejligheder.

Når nye andelsboliger bliver stiftet er der typisk tale om private udlejningsejendomme, der bliver omdannet til andelsboligforeninger. Det er nemlig lovpligtigt, at en udlejningsejendom til salg tilbydes til lejerne før den kan udbydes til anden side. Samtidig er der også en tendens til at nyopførte andelsboliger er populære i provinsen.

Et alternativ til ejer- og lejerboliger – eller?

Andelsboligformen blev oprindeligt skabt, så man havde et prismæssigt alternativt til ejerboliger. I dag bliver der dog sat spørgsmålstegn ved om andelsboligen stadig er et alternativ til ejerboligen. Et nyt udvalg skal derfor undersøge andelsboligformen og reglerne på andelsboligmarkedet. I den forbindelse har Liberal Alliance fremlagt et forslag om at andelsboliger skal laves om til ejerboliger, og der er endnu engang pustet liv til debatten om andelsboligformens eksistensgrundlag.

Andelsboligens historie: Mere end 100 år med andelsboliger i Danmark

Maksimalprisen gør andelsboliger populære

Andelsboliger er modsat ejerboliger reguleret af et prisloft. Den såkaldte maksimalpris, der blandt andet er styret af ejendommens vurdering. I dag bliver størstedelen af landets andelsboliger solgt til maksimalpriser, og der er ofte så mange købere om buddet, at historierne om penge under bordet ved andelsboligkøb igen er begyndt at florere. Andelsboligerne er grundet deres prisloft nemlig stadig en af de billigste boligformer i Danmark.

Berlingske Business har lavet en opgørelse og sammenlignet de nuværende udgifter til en andelsbolig, ejerlejlighed eller lejlighed på 80 kvadratmeter. Udgifterne til en andelslejlighed løber op i 6500 kroner om måneden, ejerlejligheden lander på en andenplads, mens en lejebolig løber helt op i 13000 kroner om måneden. I regnestykket er der selvfølgelig flere forhold at tage stilling til, som eksempelvis købsomkostninger, men særligt hvis man skal bo i andelsboligen i en længere periode, så er den stadig den billigste boligform og med til at gøre andelsboligerne særligt populære.

Det er tilsyneladende ikke kun prisen, der gør andelsboligerne populære. Også andelstanken og muligheden for fællesskab trækker i mange danskere, når de skal vælge bolig.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *