Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Årets andelsboligforening AB Marsvej – hvor fællesskab er en selvfølgelighed

Fællesskabet blomstrer hos AB Marsvej, der grundet foreningens sociale sammenhold og trygge naboskab har vundet prisen som ’årets andelsboligforening i 2018’. Vi har besøgt den engagerede bestyrelse, der har knækket koden til et socialt foreningsliv med plads til den enkelte.

Formanden har brygget kaffe, og de søde sager på midten af bordet inviterer til hyggeligt samvær, mens vi hører de fem bestyrelsesmedlemmer fortælle om foreningslivet i AB Marsvej. Foreningen er beliggende i Gjessø syd for Silkeborg, og bestyrelsen har en masse at fortælle, når det kommer til sammenhold. Petanqueturnering, bålfest, vinsmagning og teaterture er blot nogle af de aktiviteter, du finder i foreningens årskalender, der tydeligt afspejler, at andelshaverne nyder hinandens selskab.

AB Marsvej:

  • AB Marsvej ligger syd for Silkeborg i byen Gjessø.
  • Foreningen blev etableret som et nybyggeri i 2006 og består af 26 andelshuse.
  • Den mindste bolig er på 105 m2, mens de største er på 125 m2.
  • Ud over en engageret bestyrelse har foreningen 5-6 andre udvalg – eksempelvis et teknikudvalg, et festudvalg, et petanqueudvalg, et haveudvalg og et fællesudvalg.

“Det her fælleshus er hjertet af vores andelsboligforening. Det er her, vi mødes hver anden onsdag til kaffe og kage, og det er også her, at vores mange udvalg kan mødes og planlægge deres arrangementer. Arrangementer, der betyder, at vi alle kender hinanden godt, og som nu også har givet os den fornemme pris som årets andelsboligforening,“ fortæller formanden Kurt Laursen, der har været bestyrelsesmedlem i 11 år. Andelsboligforeningen har flere forskellige udvalg, som spænder fra at omfatte de festlige sammenkomster til tekniske beslutninger.

“Det første udvalg, vi startede op, var haveudvalget. Nu har vi 5-6 udvalg, som andelshaverne melder sig ind i frivilligt. Der er efterspørgsel på at være med, og det er simpelthen så dejligt,“ siger Kurt Laursen. Han forklarer, at styrken ved de mange udvalg også ligger i, at den enkelte andelshaver får mulighed for at deltage i en aktivitet, der interesserer netop ham eller hende. Eksempelvis er pensionerede VVS’ere og andre fagmænd gået sammen i et teknikudvalg, der har styr på installationer og telefoni i foreningen.

Bestyrelsesmedlemmer
Bestyrelsesmedlemmerne Kurt Laursen, Birthe Hansen og Ulla Vejvad fortæller om foreningslivet i AB Marsvej.

De gule ærter måtte rykkes

AB Marsvej er en af de andelsboligforeninger, hvor socialt samvær og godt naboskab er blevet en naturlig selvfølge. Derfor blev det også netop dem, som Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) kårede som årets andelsboligforening 2018. En pris, bestyrelsen er meget stolte af.

“Vi er meget glade for kåringen – også selvom det betød, at vi måtte rykke vores arrangement med gule ærter en uge frem. Vi skulle nemlig afsted til Fredericia og holde et oplæg for andre andelsboligforeninger,“ fortæller Ulla Vejvad, foreningens kasserer, med et stort smil på læberne. Resten af bestyrelsen er enige.

“Med vores fællesskab glæder man sig til at blive gammel her i foreningen. Arrangementerne er nogle, hvor alle kan være med, og samtidig er ingen tvunget. Der er nemlig plads til forskellige behov, og så er her mange muligheder for at være sociale med naboerne på egne præmisser,“ uddyber foreningssekretæren Anette Christensen.

Det giver tryghed at vide, at vi passer på hinanden. Eksempelvis har 80 procent af beboerne været til førstehjælpskursus i foreningen, hvor de også blev introduceret til den hjertestarter, der hænger ved fælleshuset (…) Det giver følelsen af et godt sikkerhedsnet i andelsboligforeningen.
Kurt Laursen, Formand

Et godt naboskab giver tryghed

Hos AB Marsvej passer andelshaverne godt på hinanden – også i de sværere stunder:

“Vi har været heldige – meget heldige med vores sammenhold. Vi både hjælper og støtter hinanden, også når folk bliver syge eller sidder alene juleaften. Så går man lige over og spørger, om man skal købe noget med hjem eller inviterer vedkommende på besøg. Det er jo helt fantastisk,“ siger Anette Christensen, og Kurt Laursen supplerer:

“Det giver tryghed at vide, at vi passer på hinanden. Eksempelvis har 80 procent af beboerne været til førstehjælpskursus i foreningen, hvor de også blev introduceret til den hjertestarter, der hænger ved fælleshuset. Det er en god ting at vide, at ens naboer gerne vil lære, hvordan man gør sådan noget. Det giver følelsen af et godt sikkerhedsnet i andelsboligforeningen.“

Foreningssekretær og næstformand
Foreningssekretær Anette Christensen og næstformand Poul Brøgger fortæller også livligt med.

Fra uvished til andelsboligeksperter

Selvom det er svært at forestille sig, vidste AB Marsvejs bestyrelse faktisk ikke meget om, hvad andelsboligdrift egentligt indebar, dengang andelsboligforeningen blev stiftet:

“Alle os, der købte en bolig fra starten, var jo så åndsvage at tro, at vi bare lige kunne ringe efter viceværten, fordi at vi kom fra parcelhuse. Faktisk sagde jeg bare ja til at være med i bestyrelsen uden at ane, hvad det egentligt indebar,“ erindrer Ulla Vejvad. En oplevelse, som Anette Christensen deler:

“Pludselig skulle vi tage stilling til, hvorvidt vi havde besluttet vedtægter og husorden, og ærlig talt, så anede vi ikke, hvad vi skulle gøre. Det fandt vi så ud af, men det var også her, at jeg første gang fandt ud af, at en andelsboligforening jo også er en social forening, hvor man sammen skal træffe beslutninger.“

Erfaringen betyder, at bestyrelsen i dag gør ekstra ud af at informere nye andelshavere om, hvad de kan forvente af andelsboligforeningen som boform.

På opslagstavlen i fælleshuset kan man skrive sig på ‘kagelisten’ til sammenkomsten hver anden onsdag.

Ansvar for lokalsamfundet

AB Marsvej ligger i den lille by Gjessø omringet af smukke marker og skovarealer. Flere af andelshaverne er tilflyttere fra Silkeborg eller større byer rundt om i landet.

“Da jeg flyttede herud, syntes jeg godt nok, at jeg flyttede på landet. Jeg var langt væk fra byen og tænkte, at jeg måske var for langt væk. Grundet sammenholdet i foreningen faldt jeg dog hurtigt til,“ fortæller Anette Christensen, og næstformand Poul Brøgger nikker genkendende:

“Vi søgte bevidst en andelsboligforening, der havde et fælleshus, da vi havde et ønske om fællesskab, dengang vi skulle flytte i nyt. Vi kendte slet ikke nogen fra egnen her, men det blev hurtigt lavet om, da vi blev en del af AB Marsvej,“ supplerer næstformanden. Bestyrelsesmedlemmerne er derfor meget enige om, at andelsboligforeningen skal støtte op om lokalsamfundet:

“Det er vores ansvar som forening at holde gang i lokalsamfundet. Når vi skal handle ind til foreningen, støtter vi den lokale købmand, der ligger lige rundt om hjørnet. Det er vigtigt for os at støtte lokalt, så andelshavere uden bil altid vil have muligheden for at kunne handle ind.“

Bålpladsen
Når bålpladsen ikke er belagt med sne, samles andelshaverne til pølser over Sankt Hans-bålet.

Plads til diskussioner og uenigheder

Skal den erfarne bestyrelse videregive et godt råd om god foreningsdrift, handler det om at give plads til forskellige holdninger og synspunkter.

“Bestyrelsen får god opbakning fra resten af andelshaverne, men vi inviterer altid til dialog om beslutningerne. I bestyrelsen er vi gode til at rose hinanden, men vi kan sørme også være uenige. Uenige men aldrig uvenner. Vi vil nemlig gerne have diskussioner, da de er sunde,“ forklarer Kurt Laursen. Han understreger samtidig, at alle former for dialog i foreningen automatisk bliver nemmere, når andelshaverne kender hinanden og dermed kan være åbne og ærlige overfor hinanden.

“Vi er jo ikke 120-140 andelsboliger, men kun 26, og det gør det nemmere at komme rundt og snakke med alle og værne om det fællesskab, som vi er så stolte af at have opbygget,“ slutter formanden.

Årets andelsboligforening 2017: A/B Elleparken

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *