De fleste andelsboligforeninger siger ja til Airbnb
En undersøgelse af 200 andelsbolig- og ejerforeninger viser, at hovedparten støtter idéen om kortidsudlejninger via portaler som Airbnb i foreningen. Undersøgelsen viser dog også, at foreningerne ønsker bedre og mere kontrollerede forhold for kortidsudlejningerne end dem, regeringen foreslår. Bliv klogere på undersøgelsen her.
70 årlige udlejningsdage er for mange
Tilbage i februar stillede regeringen et forslag om, at danskerne må udleje via udlejningstjenester som Airbnb op til 70 dage om året. Dét er for mange dage, mener et flertal af andelsbolig- og ejerforeninger, der har deltaget i en undersøgelse om kortidsudlejninger. Samtidig mener boligforeningerne, at kontrolmulighederne for erhvervsudlejning er meget begrænsede, og derfor bør ses efter i sømmene.
Konklusionerne kommer fra en undersøgelsen foretaget af ejendomsadministrationsselskabet Cobblestone Property Management, der har adspurgt 100 andelsboligforeninger og 100 ejerforeninger. Og holdningen blandt boligforeningerne er klar: 70 årlige udlejningsdage er for mange.
”Mest opsigtsvækkende er, at to ud af tre andelsboligforeninger, som har forholdt sig til problematikken, har givet adgang til at udleje via Airbnb, dog i et begrænset omfang. Regeringen har stillet forslag om, at man må udleje i 70 dage om året, men vores undersøgelse viser, at de fleste boligforeninger ønsker færre udlejningsdage. Alle boligforeninger i vores undersøgelse, der har tilladt kortidsudlejning, har vedtaget begrænsninger under de 70 dage. Ellers ville det være for voldsom en belastning for dem,” siger administrerende direktør hos Cobblestone, Rasmus Juul-Nyholm i en pressemeddelelse.
En generel stigning i Airbnb-udlejninger
2017 tjekkede 900.000 Airbnb-besøgende ind på et værelse eller i en lejlighed i Danmark. Året før i 2016 var der tale om 732.000. I 2014 logerede 214.000 personer i danske Airbnb-hjem, mens tallet i 2012 kun var 28.000.
Korttidsudlejning kan slide på naboerne
Husk at tænke på dine naboer, når du korttidsudlejer din andels- eller ejerbolig. Korttidsudlejning kan nemlig give uønsket larm og trafik i opgangen, påpeger flere af de adspurgte boligforeninger. Rasmus Juul-Nyholm uddyber:
”Det er yderst sjældent, at boligforeningerne giver lov til at leje ud i 70 dage årligt. Erfaringerne fra boligforeningerne viser, at hvis blot en eller to beboere i en opgang udlejer så ofte, medfører det en belastende larm og trafik, der både slider på de andre beboere og i bogstavelig forstand på opgangene.”
Flere andelsboligforeninger hilser Airbnb velkommen
Et flertal af andelsboligforeninger takker ja til Airbnb
Selvom de adspurgte andelsbolig- og ejerforeninger ønsker en skærpet kontrol med kortidsudlejningerne, så tegner undersøgelsen også et positivt billede af boligforeningernes forhold til korttidsudlejning.
”Der hersker i boligforeningerne en konsensus om, at beboerne gerne må udleje, men kun i et begrænset omfang. På positivsiden betyder det igen, at kun omkring én ud af 20 ejer- og andelsboligforeningerne oplever større problemer på grund af udlejning via Airbnb,” uddyber Rasmus Juul-Nyholm.
Hver tredje andelsboligforening har behandlet forslag om at leje ud via Airbnb, men stemt nej. Det viser undersøgelsen fra Cobblestone.