Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Rohde & Hansen Ejendomsservice ApS

PFA om opkøb af andelsboligforeninger: Ingen bevidst strategi

PFA har senest forsøgt sig med opkøb af Andelsboligforeningen Holmebo og har allerede lavet fem opkøb af andelsboligforeninger inden for det seneste år. Ejendomsdirektør i PFA, Michael Bruhn, afviser dog, at der er tale om en bevidst strategi om opkøb af andelsboligforeninger.

Det seneste år har PFA opkøbt fem andelsboligforeninger, den seneste var Stillingehus i Valby i slut juli, og i øjeblikket ligger PFA i forhandlinger med Andelsboligforeningen Holmebo på Ordrupvej i Charlottenlund – alligevel udtaler Michael Bruhn, der arbejder som ejendomsdirektør i PFA, at boligtypen ikke spiller en rolle, når de investerer i boligejendomme.

Vi har ikke en overordnet strategi om at opkøbe andelsboligforeninger, det kan jeg sige helt klart. Vi har en strategi om, at vi gerne vil købe boligejendomme, bygge boligejendomme og renovere boligejendomme – altså, at vi vil gerne investere i boliger, fordi vi tror, at det er et godt objekt at investere i

Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA


Til det understreger han, at PFA på ingen måder behandler køb af en andelsboligforening anderledes, end de behandler en hvilken som helst anden udlejningsejendom.

PFA: Udlejningsejendomme er blevet mindre attraktive

D.1. juli 2020 trådte boligaftalen i kraft, og som en del af den kom en karensperiode for alle udlejningsejendomme – men ikke for andelsboligforeninger. Karensperioden skulle spænde ben for de store investorer og sikre, at renovering og huslejestigning ikke var mulig før fem år efter opkøb af en udlejningsejendom. En ændring, der ifølge Michael Bruhn ikke har gjort opkøb af andelsboligforeninger mere lukrativt end før loven trådte i kraft.

”Det er hverken blevet mere eller mindre attraktivt at opkøbe en andelsboligforening efter boligaftalen – før indgrebet var der jo heller ikke en karensperiode på andelsboligforeninger. Man kan dog sige, at almindelige udlejningsejendomme er blevet mindre attraktive efter indgrebet,” konstaterer Michael Bruhn og fortsætter:

”Det betyder så, at der er en masse ejendomme, som vi ikke kan købe, og derfor investerer vi andre steder. Vi har blandt andet lige investeret i en stor udlejningsejendom i Sverige. Boligaftalen kommer altså til at betyde, at volumen af det vi investerer i bliver mindre i Danmark.”

Opkøb af andelsboligforeninger efter boligaftalen

Boligaftale

Den såkaldte karensperiode blev en vigtig spiller i regeringens boligaftale, der trådte i kraft d.1. juli 2020. Karensperioden har ligeledes fået betydning for ejendoms- og pensionsselskabers investeringer i boligejendomme. Se alle artikler om karensperioden og opkøb af andelsboligforeninger her

Andelsboligforeningerne vil gerne opkøbes

Ingen andelsboligforeninger bliver opkøbt mod deres vilje – og dem der vil sælges tager selv kontakt til PFA. Sådan lyder det ifølge Michael Bruhn, der mener, at det er vigtigt at understrege, at de får flere henvendelser fra andelsboligforeninger, der gerne vil opkøbes.

”Det er andelsboligforeningerne, der kontakter os, når de er interesserede i et salg. Vi har ikke givet mandat, eller betalt Colliers eller andre erhvervsmæglere, til at kontakte nogle andelsboligforeninger på vores vegne, fordi vi vil købe dem. Det vil jeg gerne blankt afvise,” siger Michael Bruhn.

PFA lægger samtidig meget vægt på den demokratiske proces, der finder sted i forbindelse med et opkøb af en andelsboligforening. Herunder understreger de, at det er andelsboligforeningens egen selvstændige beslutning, hvorvidt de vil opkøbes og overgå til en udlejningsejendom eller ej.

Hvis en andelsboligforening ikke ønsker at være en andelsboligforening længere, så er det noget, de selv har besluttet. Og hvis vi ikke køber den, så er der nogle andre, der køber den

Michael Bruhn

Afviser at påvirke alsidigheden på boligmarkedet

Jo flere andelsboligforeninger, der overgår til at være udlejningsejendomme, des færre andelsboligforeninger er der på boligmarkedet – i hvert fald, hvis der ikke bliver lavet nye. Den problematik mener ejendomsdirektøren dog ikke, at de er med til at påvirke.

”Jeg mener bestemt ikke, at vi påvirker diversiteten på det danske boligmarked. Det er også vigtigt at huske, at der stadig bliver lavet nye andelsboligforeninger. Vi har for nyligt solgt grunde til andelsboligforeninger i Odense, så der er jo rotation i tingene. Man går for vidt ved at lave et skræmmebillede om, at andelsboligforeninger er ved at gå i opløsning, fordi vi har købt fem andelsboligforeninger på et år,” siger Michael Bruhn.

Gør andelsboligforeningerne en tjeneste

Michael Bruhn ser mange fordele i opkøb af andelsboligforeninger for både PFA, men også for andelshaverne selv.

”Hvis det er attraktivt for foreningen at sælge, er det fordi, at det er for dyrt at bo i andelsboligforeningen. Derfor er det jo en udmærket løsning at blive opkøbt, så det ikke er en andelsboligforening længere. De andelsboligforeninger, der er billige at bo i og som er velfungerende, vil jo ikke sælge,” afslutter Michael Bruhn.

Andelsportal.dk har talt med en beboer fra Holmebo AB, som lige nu ligger i forhandlinger med PFA. I den artikel får du et personligt indblik i, hvordan det kan være som andelshaver at være på kanten af et opkøb mod sin vilje.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *