Kan andelshavere få håndværkerfradrag i 2016?
Hvad betyder ændringen i håndværkerfradraget for andelshavere? Det nye grønne fradrag betyder, at det i de kommende år bliver vanskeligt for andelshavere at få fradrag for håndværkerarbejde. Læs mere her om det grønne håndværkerfradrag, og hvorfor det bliver vanskeligt for andelshaverne at få del i fradraget.
OPDATERING d. 22/11 2024: Det nye håndværkerfradrag træder i kraft fra 1. januar 2025. Læs mere her om det nye fradrag.
Svært for andelshavere at få fradrag
Håndværkerfradraget bliver fra nytår lavet om, således, at det i 2016 og 2017 kun bliver muligt at få fradrag for energiforbedrende og klimavenlige renoveringer samt visse serviceydelser. For andelshavere bliver det i 2016 derfor endnu mere vanskeligt at få håndværkerfradrag, end det var i forvejen.
Andelshavere har kun mulighed for at få fradrag, hvis de fradragsberettigede renoveringer udføres af den enkelte andelshaver, og altså ikke foreningen som helhed. Fordi håndværkerfradraget bliver ’grønt’, vil det fra næste år ikke længere være muligt at få fradrag, hvis man skal have lavet nyt køkken, have malet eller lignende. De fradragsberettigede renoveringer skal fra næste år være grønne, og derfor primært bestå af fx isoleringsopgaver, udskiftning af varmekilde og lignende. Problemet for andelshavere er, at de energiforbedrende opgaver i andelsboligforeningers ejendomme oftest foretages af foreningen samlet, og derfor vil de enkelte andelshavere ikke kunne få håndværkerfradrag for disse. Der kan muligvis være undtagelser, hvis fx andelsboligerne består af huse frem for lejligheder, eller hvis det er den individuelle andelshaver, der er ansvarlig for andelens ydre vedligeholdelse. Sådanne konstellationer er dog sjældne.
Sådan fungerer håndværkerfradraget for 2015
Mulighed for fradrag på rengøringshjælp i hjemmet
I det grønne fradrag er der udover håndværkerarbejde, også muligheder for at få fradrag på serviceydelser i hjemmet. For andelshavere betyder det, at det vil være muligt at få fradrag, hvis man eksempelvis køber professionel rengøringshjælp til hjemmet eller lignende. Det er dog igen et krav, at servicen kun gælder den enkelte andelshaver og ikke foreningen som helhed. Derfor vil det heller ikke være muligt at få fradrag for serviceydelser på fællesarealerne som fx græsslåning, havemand, trappevask eller snerydning, som foreningen betaler for samlet.
Det grønne fradrag forklaret
Håndværkerfradraget ændres fra det nye års begyndelse. Til forskel fra det eksisterende håndværkerfradrag, vil man fra 2016 kun kunne få fradrag for renoveringer og forbedringer, som betegnes som energiforbedrende eller klimavenlige. Det er fx isoleringsopgaver, nye vinduer og lignende. Dermed er det ikke længere muligt at få fradrag, hvis fx man skal have malet eller have nyt køkken, sådan som det tidligere har været tilfældet. Desuden vil det også være muligt at få fradrag for diverse serviceydelser. Det er muligt at få op til 12.000 kroner om året i fradrag for håndværkerarbejde, og op til 6000 kroner i fradrag for serviceydelser per person.
2 kommentarer
Tak for artiklen !!!
Hvis man i sin lejlighed har en brusekabine i soveværelse/køkken, der kører på el og etablerer ‘rigtigt bad’ – gælder det så som energiforbedrende? Vandforbruget forbliver det samme, men elforbruget burde falde markant.
Hej Heidi.
Tak for din henvendelse. Det tæller desværre ikke som energiforbedrende. Det er kun det arbejde, som optræder på SKATs liste over berettiget arbejde, der kan udløse håndværkerfradrag, og her optræder denne information desværre ikke. Du kan finde en komplet oversigt over, hvilke arbejder der udløser et fradrag her: http://www.skm.dk/media/1279424/aftaletekst-om-ny-groen-boligjobordning-med-bilag.pdf
/Maria – Andelsportal.dk
Viser 0 af 2 kommentarer