Er der fortrydelsesret på salg af andelsboligen?
Står du og overvejer at købe en andelsbolig eller at sælge din andelsbolig, men ikke kender til reglerne om fortrydelsesretten på salg eller køb af en andelsbolig, kan du måske blive klogere her. Det kan være du står i en boligsituation, som denne artikel kan give dig svar på.
Det kan være svært som både boligsælger- og køber at finde rundt i fortrydelsesrettighederne på andelsboligmarkedet. Hvis du overvejer at sælge din bolig, kan du her blive klogere på, hvilke fortrydelsesrettigheder du som sælger har. Du kan ligeledes som kommende køber af en andelsbolig læse om fortrydelsesrettighederne.
Andelsboligforeningen skal godkende den nye andelshaver
En andelsboligforening skal først og fremmest godkende køberen. Derefter skal køber indbetale købesummen til foreningen og andre rettighedshavere, som udbetaler den til sælger med fradrag af eventuelt skyldige beløb til foreningen. Det er vigtigt at huske, at køber ikke må indbetale købesummen til sælgeren.
Har sælger fortrydelsesret?
Hvis sælgeren af andelsboligen har indgået en aftale med køber om pris, og dette er skriftligt accepteret, men sælger efterfølgende får et bedre bud, kan salget ikke annulleres.
Advokat Hans Christian Færch, besvarer et spørgsmål på Andelsportal.dk, fra september 2011, der vedrører et køb af en andelsbolig. I denne sag er handlen skriftligt godkendt mellem køber og sælger, hvorefter sælger vil trække handlen i land grundet et bedre bud.
Hvis der er klar aftale om køb/salg af en andel med faste vilkår for pris- og overtagelsesdag, har sælger ikke ret til at annullere pga. et bedre bud. […] En sælger har modsat en køber ingen lovbestemt fortrydelsesret. […] Og i den forbindelse, er der tale om et kontraktbrud.
Hans Christian Færch, advokat hos ADVODAN Glostrup
Hvis du overvejer at sælge din andelsbolig, kan du læse mere om hele processen her på Salg af andelsbolig.
Har køber fortrydelsesret?
Køber har ret til at fortryde købet af en andelsbolig i en eksisterende forening. Hvis køber fortryder, skal sælgeren have skriftlig besked inden for 6 hverdage. Den frist starter fra den dag, køber har modtaget sælgers accept af købstilbuddet.
Det er vigtigt at påpege, at hvis køber fortryder, skal der betales en godtgørelse til sælger på 1 pct af boligens pris.
Er der regler for vedligeholdelse før overtagelse?
Køber skal overtage andelsboligen i ryddelig i stand, hvilket vil sige uden møbler eller andet inventar, som ikke indgår i handlen. Hvis der er indgået aftale om at køber overtager noget inventar, er det en god idé at undersøge, om inventaret er til stede, og om det er i den aftalte stand. Indgår hårde hvidevarer i handlen, bør sælger udlevere brugsvejledninger og garantier.
Hvad gør man ved fejl og mangler i andelsbolig?
Viser det sig efter overtagelsen af andelsboligen, at der er fejl og mangler ved boligen, skal køber henvende sig til sælger og gøre sit krav på gældende. Det er også en god ide at oplyse andelsboligforeningens bestyrelse om mangler eller fejl. Under visse betingelser kan der blive tale om erstatningsansvar hos sælgeren.
Vær opmærksom på:
Det er en god ide som køber at undersøge om eventuelle forbedringer, der er nævnt i købsaftalen, rent faktisk er foretaget i boligen, og at fast installeret inventar, som er inkluderet i prisen ligeledes, er til stede.
Det skal understreges, det er godt at være opmærksom på, at der ikke er nogen forbehold, som kan ændre købsaftalen, udover hvad der står i ovennævnte.