Mød dine naboer til petanquespil under eksotiske palmer
Et nyt seniorbofællesskab er ved at tage form i den nordsjællandske by Frederikssund. Seniorbofællesskabet hedder Bovieran og med sine grønne palmer, farverige citrustræer og et sydlandsk middelhavsklima, kan de kommende beboere se frem til en stemning som ved den franske riviera. Bovieran Frederikssund er en nystiftet andelsboligforening, der står færdigbygget om et år. Og flere eksotiske seniorbofællesskaber er på vej.
Et middelhavsparadis for seniorer, hvor fællesskabet venter lige ude foran hoveddøren. Dét er tanken bag det eksotiske og sociale seniorbofællesskab Bovieran. Du skal være fyldt 55 år og være uden hjemmeboende børn, hvis du ønsker at flytte ind. Samtidig skal du sætte naboskab og grønne omgivelser højt på ønskelisten.
“Når du bliver ældre kan det være svært at finde nye bekendtskaber. Det er indflytning i Bovieran en god mulighed for at lave om på. Formålet med den tropiske vinterhave, et fælleshus og en centralt placeret petanquebane er at invitere til fællesskab blandt beboerne,“ fortæller direktør for projektet Lars Jacobsen, der følger byggeriet fra start til slut.Seniorbofællesskabet Bovieran:
- Andelshusene består af treetagers bygninger med elevator.
- Bovieran er bygget med tanke for miljøet. Regnvandet bliver genbrugt og med mere end 1.800 planter bliver det Danmarks grønneste seniorbofællesskab.
- Petanquebanen er samlingsstedet i Bovieran, hvor der også er et fælleshus og en gæstelejlighed, som overnattende gæster kan leje.
- Næste Bovieran-byggeri skal etableres i Hedehusene i Nordøstsjælland.
Derfor faldt valget på andelsboliger
Det første spadestik til Bovieran blev taget tilbage i december 2018 i Frederikssund. Bovieran er oprindeligt et svensk koncept, der nu har fundet vej over sundet. For selvom, der nærmest ingen nybyggede andelsboligforeninger oprettes for tiden, er Bovieran undtagelsen, da seniorboligerne udbydes som andelsboliger.
“Vi brugte lang tid på at reflektere over, hvorvidt husene skulle udbydes som lejeboliger, ejerboliger eller andelsboliger. Vi fandt ud af, at ejerboliger og seniorer måske ikke hang godt sammen, og for os virkede andelsboligen rigtig af to årsager. For det første syntes vi, at vi kunne tilbyde en attraktiv økonomi med andelsboliger og samtidig passer hele den fællesskabstanke, der omfavner konceptet godt med andelstanken,“ forklarer Lars Jacobsen, der oplevede en udfordring ved, at andelsboligen som boform var ukendt blandt flere af boligkøberne.
“Vi har brugt lang tid på at fortælle de mulige købere om andelstanken. Simpelthen for at få fjernet de myter, der herskede om solidarisk hæftelse og bekymringerne over de stramninger, som regeringen havde lavet i forhold til at stifte en ny andelsboligforening. Det gjorde vi på tre informationsmøder, hvor vi fyldte tre biografsale med mere end 300 interesserede seniorer,“ siger Lars Jacobsen.
Det siger undersøgelser om seniorbofællesskaber
I kulde og slud rykkede seniorerne ud
Det var et særligt syn, der mødte direktør Lars Jacobsen, da han dagen inden salgsstart tog forbi Home-butikken i Frederikssund. For selvom termometeret kun viste tre grader lå flere seniorer allerede i kø til at skrive sig op til boligerne i Bovieran, og de vidste alle, hvorfor de ville være med i det eksotiske seniorbofællesskab.
“Da vi bød på en varm kop kaffe og morgenmad på salgsdagen, lå flere i kø til at reservere deres drømmebolig. Den overvældende interesse og store købelyst viser os, at Bovieran tiltaler seniorerne, der drømmer om samvær i grønne omgivelser,“ lyder det fra Lars Jacobsen, som fortsætter:
“Næsten alle, der havde købt en bolig, mødte også op, da vi tog det første spadestik til byggeriet i december. Her mødtes de med deres kommende naboer og faldt hurtigt i snak om, hvor de skulle bo og hvad de hver især så frem til.“Historien om Bovieran:
Bovieran betyder ’Bo-ved-rivieraen’ og er et svensk bofællesskabskoncept målrettet seniorer. Bovieran blev grundlagt af entreprenøren Göran Mellberg med en ambition om at give seniorer de bedste vilkår for socialt samvær og sunde fællesskaber. De første seniorer kunne pakke flyttekasserne ud i et Bovieran-byggeri i 2009. I maj 2020 står det første danske Bovieran klar i Frederikssund.
Et fællesskab kun for seniorer
Med hjælp fra en advokat med speciale i andelsboliger blev den stiftende generalforsamling for det kommende seniorbofællesskab afholdt i starten af 2019. Her blev vedtægterne gennemgået og bestyrelsen valgt.
“Vi har skabt fundamentet for andelsboligforeningen ved at præsentere vores bud på relevante vedtægter og de særlige regelsæt, som beboerne skal kende til – eksempelvis skal én af beboerne i husstanden være fyldt 55 år, og så må man ikke have hjemmeboende børn. Vi leverer grundlaget og så tilpasser den enkelte forening reglerne efter deres ønsker og behov,“ forklarer Lars Jacobsen.
“Hele fællesskabstanken er hjertet af Bovieran. Et fællesskab, der er efterspurgt blandt seniorerne. Vi er derfor allerede i gang med et nyt Bovieran-byggeri i Hedehusene,“ slutter Lars Jacobsen.
På besøg hos seniorbofællesskabet Langager, hvor nøgleordet er netværk
1 kommentarer
Se Hinnerup kommunes planer om nedrivning og opbyggelse af nye boliger i Hinnerup midtby
En lille opfordring til jeres andelsboligerne i Frederiksund
Jette Søstrøm
Viser 0 af 1 kommentarer