Altan.dk overlever: Medarbejderne forbliver og foreningerne får de lovede altaner
Efter konkursen i Altan.dk, for to uger siden, er der nu positive nyheder. Virksomheden er blevet genetableret med nye ejere. Det er godt nyt for alle de andelsboligforeninger, der havde verserende sager med altanfirmaet.
Efter konkursen i et af landets største altanfirmaer, Altan.dk, for to uger siden, er der nu gode nyheder. Virksomheden er blevet genoprettet og genopstår nu med nye ejere, ifølge Sjællandske.
Dette betyder, at de omkring 130 medarbejdere i Altan.dk kan beholde deres job, og alle kunder – herunder andelsboligforeningerne kan forvente at modtage de altaner, de har bestilt.
360 verserende projekter genoptages
Data indsamlet af TV 2 fra landets største kommuner viser, at der var over 360 igangværende projekter, hvor Altan.dk var ansvarlig, på tidspunktet for konkursen.
Heraf var 267 projekter i Københavns Kommune, efterfulgt af Frederiksberg med 67, Aarhus med 17, Aalborg med 10 og Odense med 5 projekter.
Gæld til skat udløste konkurs
Konkursen blev udløst af en begæring fra Gældsstyrelsen på grund af skattegæld, der oversteg 10 millioner kroner, da sagen blev indbragt. Senere steg gælden til over 14 millioner kroner.
Altan.dk, som tidligere blev drevet af den samme familie i mere end 30 år, vil nu være under ny ledelse. Indtil nu har den samme familie, der startede virksomheden for over 30 år siden, ejet og ledet Altan.dk. Ifølge Sjællandske vil de imidlertid ikke længere være involveret i firmaet i fremtiden.
Peter Knudsen (stifter af Altan.dk) udtaler i en pressemeddelse:
”Selvom min familie og jeg ikke er en del af den fremtidige virksomhed, er vi glade og stolte over, at vores livsværk Altan.dk videreføres i gode hænder”.
Genopstår med nyt ejerskab
Investorer, herunder Poul Plougmann, kendt som ejer af Racehall, træder til som ejere.
Poul Plougmann udtalte til Sjællandske: “Vi har en flok medarbejdere, der ved, hvad der skal gøres, og som nu brænder efter at komme i gang igen. Alle forudbetalte aftaler honoreres. Ingen skal snydes for den vare, de har betalt for.”
Hertil udtaler Poul Plougmann til Licitationen – Dagens Byggeri:
“Alle medarbejdere er i gang, kunderne kan regne med os, og vi kører på fuld knald”
Ejerskabet består af:
— Søren Iversen, samt dennes medinvestorer
— Poul Plougmann m. familie, samt medinvestorer
— Printz Ejendomme A/S
— Jacob Printz, samt dennes medinvestorer
Bestyrelsen vil bestå af Steen Hvidt (fmd.), Søren Iversen og Lars Printz.
På den meget korte tid har investorerne oplevet en bemærkelsesværdig støtte fra EIFO (tidligere Vækstfonden), Vestjysk Bank, Tryg Garanti, den tidligere ledelse i Altan.dk og betydningsfulde leverandører. Dette styrker Altan.dk’s mulighed for en succesfuld genstart.
Købssummen for virksomheden er et stort to-cifret millionbeløb, og investorerne har sikret “rigeligt med egenkapital”, skriver TV2.
Altan.dk har imidlertid skåret sine svenske aktiver fra, da virksomheden havde udfordringer i Sverige.
Det er uklart, hvordan et tilsyneladende veldrevet selskab endte i konkurs, men i forbindelse med Gældsstyrelsens konkursbegæring blev en ledende medarbejder fra økonomiafdelingen bortvist og politianmeldt, ifølge dokumenter fra retten i Næstved.