bygningspuljenenergirenoveringenergitilskudhåndværkerfradragtilskud

Aktuelle tilskud og fradrag for andelsboligforeningen og dens beboere

Det vil være en underdrivelse at sige, at det er let at finde rundt i, hvilke tilskuds- og fradragsordninger du i 2021 kan benytte, hvis du bor i andelsboligforening. Men måske du burde tage et nærmere kig. For der er faktisk en del penge at hente, hvis foreningen eksempelvis energirenoverer eller hvis du som privat får professionel hjælp til havearbejdet. Vi har samlet overblikket her.

Energistyrelsens energitilskud

I 2021 – og faktisk frem til 2026 – kan både private boligejere og boligforeninger ansøge om Energistyrelsens tilskudsordning: Bygningspuljen. Tilskudsordningen er allerede blevet ændret en del, men Energistyrelsen melder, at næste pulje forventes at åbne i september 2021.

Puljen fordeles efter ‘først-til-mølle’-princippet, og det er de såkaldte ‘tegningsberettigede’, der kan søge for andelsboligforeningen. Dette vil typisk være formanden, næstformanden eller en fagmand, der har indhentet fuldmagt fra de, som ikke ansøger.

Hvad gives der energitilskud til?

Listen over, hvad andelsboligforeningen kan søge tilskud til er meget specifik og med nogle men’er. Foreningen kan overordnet set søge tilskud til disse fire hovedområder:

Isolering: Udvendig isolering af ydervæg (ikke hulmur), efterisolering af tag og loft, isolering af terrændæk og udvendig isolering af sokkel.

Vinduer: Udskiftning af facadevinduer og ovenlysvinduer, montering af forsatsramme og udskiftning af yderdøre med en glasandel på minimum 70 procent (udfases måske).

Skift af varmetype: Konvertering til luft-til-væske eller jord-til-væske varmepumpe fra oliekedel, gasfyr, biokedel eller elvarme.

Ventilation: Etablering af balanceret mekanisk ventilation med varmegenindvinding med varmeveksler m.m.

Psst … find hele listen og se hvordan I konkret ansøger på: www.andelsportal.dk/nyheder/
energitilskud-andelsboligforeninger

Skal du som andelshaver bruge en håndværker?

Så er der i 2021 op til 25.000 kroner pr. person over 18 år i husstanden i håndværkerfradrag på specifikke, grønne renoveringer. Som andelshaver kan du – så længe du selv betaler for arbejdet, og det ikke betales via eksempelvis en fælleskonto – få fradrag på følgende ydelser:

  • Isolering af ydervægge (også hulmur), gulv og tag
  • Reparation og forbedring af skorsten
  • Udskiftning af ruder og vinduer og terrassedøre med glas
  • Installation eller udskiftning af varmestyringsanlæg
  • Energiforsyning, eksempelvis solceller, varmeanlæg, ventilation, varmepumper m.m.
  • Klimasikring
  • Udvendigt malerarbejde
  • Afmontering af brændeovne og radonsikring

Overvejer du at få tilsluttet bredbånd i din egen bolig eller installeret tyverialarm, så er der også håndværkerfradrag på dette.

 

Ændringer i høring
I juni annoncerede Energistyrelsen mulige ændringer, som kræver en bekendtgørelsesændring og forventes at træde i kraft den 15. september 2021.

Ændringer lyder:

  • Kun tilskud til energirenovering af klimaskærmen, hvis ejendommen har energimærke E, F eller G
  • Reducerede tilskudssatser
  • Dørhøje vinduer fjernes fra positivlisten
  • Mulighed for tilskud til vandbåret varmefordelingsanlæg ved konvertering til fjernvarme samt tilskud til varmepumper i kombination med ventilation.


Læn dig tilbage og få ordnet både have og bolig

Faktisk kan du som privat andelshaver i 2021 – udover håndværkerfradraget – også få 25.000 kr. i servicefradrag, og det gives b.la. til ydelser, der kan gøre hverdagen i andelsboligen en del lettere:

  • Almindelig rengøring i boligen
  • Vinduespudsning både ude og inde
  • Børnepasning
  • Almindeligt havearbejde, såsom klipning af hæk, slåning af græs, lugning, beskæring, snerydning og fliserensning

OBS
Håndværkerfradraget kan ikke kombineres med energitilskuddet.

Det er bare med at slå til, hvis du ønsker at benytte dig af håndværker- og servicefradraget. Som det ser ud, er det nemlig kun i 2021, at du kan få glæde af de klækkelige fradrag. Du skal indberette fradraget hos Skat, hvor du også kan læse meget mere om ordningerne.

På Andelsportal.dk hjælper vi gerne dig og din forening med uforpligtende tilbud på håndværkerarbejdet. Blot indsend din forespørgsel her: Indhent uforpligtende tilbud på håndværkeropgaven


Om forfatteren: Nynne Groth Hallander arbejder som presse- og kommunikationsmedarbejder hos Andelsportal.dk, hvor hun bidrager til formidlingen af nyheder og guides om andelsboligmarkedet. Nynne har en kandidat i kommunikation fra Copenhagen Business School, og brænder for det journalistiske arbejde. I øvrigt har hun andelstanken på tæt hånd, da hun selv er andelshaver.
Skriv en kommentar