A/B Horsager: Godt naboskab gør hverdagen nemmere
Hvordan kommer andelsboligfællesskabet til udtryk idag? Andelsbolig Nyt har talt med en andelsboligforening, hvor andelstanken blomstrer i fuldt flor.
Andelsboligfælleskabet anno 2018
Hvordan dyrkes andelsboligfællesskabet anno 2018? Vi har talt med to andelsboligforeninger, hvor andelstanken blomstrer i fuld flor. Her kan du læse om fællesskabet hos den engagerede forening A/B Horsager. Den anden forening hedder AB Marsvej, som blandt andet afholder petanqueturneringer og nytårskur. I temaet ser vi også nærmere på konceptet TagTomat, der samler naboer i foreninger gennem etableringen af grønne fællesskaber.
I Jylland ligger den fællesskabsorienterede andelsboligforening A/B Horsager. Her har andelshavere siden 1989, hvor foreningen blev stiftet, afholdt fællesspisning i foreningens fælleshus. I dag spiser andelshaverne sammen tre gange om ugen, hvor madhold arrangerer maden og naboer mødes.
„Jeg tror, at dét, der betyder allermest, er når vi mødes til aftensmad. Så sidder man jo typisk og snakker om, hvem der skal huske at rydde sne, og hvad der skal ske i næste uge. Vi vender tingene, så det ikke bliver træls, og så kan man lige få arrangeret noget,“ fortæller Hanne Quistgaard, der har boet i foreningen de seneste ni år. Og arrangementer er der mange af i den jyske andelsboligforening, som både holder sommerfest, julehygge, spilleaftner og meget mere. De mange aktiviteter samler foreningen og er til stor glæde for både børn og voksne.
A/B Horsager
- Foreningen blev etableret i 1989.
- Den består af 26 andelsrækkehuse beliggende i Aarhus Nord.
- Der bor en bred sammensætning af andelshavere i foreningen, lige fra nystiftede børnefamilier til pensionister.
- Løbeklub, spilleaftner, fællesspisning, kagekonkurrence, sommerfest, julepynte-dage er nogle af de aktiviteter, som foreningen har.
Mød din nabo på Tour De Chambre
Hos A/B Horsager har de det sjovt sammen. De har blandt andet lejet et vildmarksbad til sommerfesten, hvor de også afholder deres årlige kagekonkurrence.
„Vi har også sådan noget Tour De Chambre, hvor man kommer rundt til hinandens huse. Det plejer at være hyggeligt, for man kommer ikke særlig meget ind hos hinanden, fordi man mødes i fælleshuset. Så det er meget sjovt en gang imellem. Fordi husene er meget ens, får man nogle fif til, hvordan man kan gøre et eller andet smart eller indrette sig,“ lyder det fra den entusiastiske andelshaver. Og spørger man Hanne Quistgaard, skaber disse fællesaktiviteter en speciel form for fællesskab i andelsboligforeningen:
„Man mødes og man kender hinanden, og man ved, hvem der er gode til hvad. Man kan altid få hjælp til et eller andet. Vi hjælper hinanden med at vande blomster, og hvis man ved, at der er en, der ligger syg derhjemme, kan man lige gå over og spørge, om man lige skal handle et eller andet ind.“