Bredt politisk flertal vil ændre på prissætningen af andelsboliger
Værdien på andelsboligforeningers ejendomme kan variere i stor stil. Det vil et bredt flertal i Folketinget nu ændre på.
Varierende vurderinger af andelsboligforeningers ejendomme og prissætningen på andelsboliger har længe været et debatteret emne. Der findes nemlig flere fortilfælde, hvor værdien af en andelsboligforenings ejendom har varieret med op til 100 procent – alt afhængigt af, hvilken valuar, der vurderede ejendommen. De forskellige vurderinger betyder nemlig store prisforskelle på ellers sammenlignelige andelsboliger.
Senest er andelsboligforeningen Blidahlund, som er beliggende i Charlottenlund, blevet vurderet til 114,4 millioner af én valuar, mens en anden valuar har vurderet samme forening til 256 millioner kroner – en forskel på mere end 100 millioner. Det skriver Berlingske.
Usikkerhed på markedet
De svingende priser på andelsboligernes ejendomme betyder, at nærmest identiske andelsboliger bliver prissat vidt forskelligt. Situationen bliver kaldt ”kaotisk” og ”uholdbar” af flere af andelsboligmarkedets parter. Det gør den fordi, at prissætningen af andelsboligforeningens ejendom har stor betydning for, hvordan andelskronen sættes og dermed afgør, hvad de enkelte andelsboliger må sælges for.
Når en andelsboligforenings ejendom skal prissættes findes der i virkeligheden tre metoder til værdisætningen: den offentlige ejendomsvurdering, anskaffelsesprisen eller valuarvurderinger. Sidstnævnte er blevet meget udbredt blandt andelsboligforeninger de senere år, fordi de offentlige ejendomsvurderinger er udskudt på ubestemt tid.
INFOGRAFIK: Sådan fastsættes prisen på andelsboliger
Andelsboligloven har ikke en ordentlig løsning på, hvordan en valuar skal vurdere en andelsboligforenings ejendom, og det er problematisk ifølge Curt Liligreen fra Boligøkonomisk Videncenter: ”Når man laver en valuarvurdering af en andelsboligforening, er der ikke noget rigtigt facit, fordi man ikke har beskrevet metoden entydigt i loven. Valuaren bestemmer selv på en række parametre, hvilke tal han putter ind i regnemaskinen, og derfor ser vi meget forskellige værdier af den samme ejendom, ” udtaler han til Politiken.
Løsningen findes ikke med et fingerknips
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) er nu klar til at sætte valuarvurderingerne under luppen:
”Der er alt for meget usikkerhed om prisen. Det skaber utryghed for både købere og sælgere af andelsboliger. Jeg har haft dialog med branchen om, hvorvidt der er behov for at ændre reglerne på området,” udtaler han til Ritzau.
Helt konkret vil ministeren nedsætte en arbejdsgruppe, der kan komme med anbefalinger og afvente domsafsigelser i verserende retssager om selvsamme emne.
“Mit udgangspunkt er at vurderingerne skal ramme plet og sikre tryghed,” udtaler han.
Brian Mikkelsen ved dog godt, at det kan tage tid at få værktøjerne på plads. Derfor vil han ”sætte turbo på”, men ved godt at løsningen ikke kan findes med et ”fingerknips”.
Tårnhøje valuarvurderinger – er de guld værd?
Bred politisk opbakning til oprydning
Det er ikke kun regeringen, der ønsker at få undersøgt, hvordan de store udsving i valuarvurderingerne kan kommes til livs. Erhvervsordfører hos Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby, mener at de store udsving er tegn på at nogle har været lemfældige og upræcise:
”Den der skal købe og sælge, har behov for at vide, om en vurdering er korrekt eller ej- Jeg vil gerne have, at forbrugerne, købere og sælgere af fast ejendom skal kunne stole på de valuarvurderinger, de får,” siger han.
Også de Radikales Martin Lidegaard opfordrer regeringen til at rydde op i det kaotiske system for værdisætning. Ifølge ham er det en oplagt mulighed at medtage vurderingssystemet for valuarvurderinger, når der i forvejen bliver udarbejdet et system for offentlige ejendomsvurderinger og boligskat.
Socialdemokratiet bakker ligeledes op om, at valuarvurderingerne bliver undersøgt.
2 kommentarer
Slet valuarvurderingerne. Brug de offentlige vurderinger. Tænk på, hvorfor begrebet “andelsbolig” fremkom. Gode boliger til mennesker, som ikke umiddelbart har økonomi til at give sig i kast med ejerboliger. Har beboere i andelsboliger ønske om at få højere pris for deres bolig, så forlad andelsboligen og køb en ejerbolig, hvis der skal spekuleres i boligprisen.
Godt skrevet Carsten. Jeg er meget enig
Viser 0 af 2 kommentarer