Ud med lysberegner ind med standard altanstørrelser
Den meget omtalte altansag i København fik i går et spritnyt kapitel. Det betyder et farvel til den omstridte lysberegner og et goddag til standardstørrelser på københavnske altaner. Se skemaerne og de reviderede krav til altanernes dybde og længde.
I går vedtog et enigt Teknik- og Miljøudvalg et sæt nye retningslinjer, der fremover bestemmer, hvornår og hvordan altanhungrende københavnere kan få altaner på deres lejligheder.
Vedtagelsen af de nye retningslinjer kommer i kølvandet på et sæt meget omdiskuterede retningslinjer fra 1. november 2015, der via en særlig lysberegner strammede kravene for, hvornår altandrømmen kunne blive til virkelighed. Meningen med reglerne dengang var ellers, at det skulle være nemmere at få altan – og at sagsbehandlingen skulle blive mere fair.
Nye retningslinjer skemalægges
I de nye retningslinjer har Teknik- og Miljøudvalget besluttet at skemalægge lysberegninger, således at et standardskema skal tage stilling til hvor store københavnernes altaner må være. Skemaet tydeliggør hvor dybe og lang altanerne må være afhængigt af hvor langt, der er til den bygning, der ligger overfor.
Standardstørrelser for dybder mod gaden:
Afstand til modstående bygning | Altandybde for bygninger der er 5 etager under tagkant | Altandybde for bygninger der er 4 etager under tagkant | Altandybde for bygninger der er 3 etager eller mindre under tagkant |
---|---|---|---|
8 m til 10 m (meget smal gade, fx Larsbjørnsstræde) | 70 cm | 70 cm | 70 cm |
10 m til 14 m (smal gade, fx Blågårdsgade eller Studiestræde) | 90 cm | 90 cm | 90 cm |
14 m til 25 m (bred gade, fx Nørrebrogade eller Istedgade) | 110 cm | 110 cm | 90 cm |
over 25 m (åben plads eller meget bred gade, fx Blegdamsvej eller Sønder Boulevard) | 130 cm | 110 cm | 90 cm |
Standardstørrelser for dybder mod gården
Altanlængde:
Der er også lavet et vejledende skema for længden af altanen. Med dette skema bestemmes altanens længde ud fra antallet af vinduesfag i den underliggende lejlighed.
Antal vinduesfag i hele den underliggende lejlighed | Antal vinduesfag i hele den underliggende lejlighed, der kan dækkes med altan med standarddybde |
---|---|
2 til 3 vinduesfag | 1 vinduesfag |
4 til 7 vinduesfag | 2 vinduesfag (2 altaner over 1 vindue, eller 1 stor over 2 vinduer) |
8 eller flere vinduesfag | 3 vinduesfag (så længe alle vinduer på én facade ikke dækkes) |
Ifølge retningslinjerne defineres et vinduesfag som eksempelvis ét dannebrogsvindue.
Nu kommer der skub i altansagerne
Med vedtægten i går kan ansøgerne se frem til at få deres sag vurderet hos Teknik- og Miljøforvaltningen i København snarest. Det drejer sig om cirka 80 ansøgninger om samlet set 1000 nye altaner – sager, der stort set siden 1. november har været sat i bero, indtil de strenge retningslinjer blev revurderet. Ansøgningerne er nu ved at blive behandlet.
Læs meget mere om altansagen tur-retur og find ud af, hvad reglerne i efteråret betød for en andelsboligforening i Valby.
4 kommentarer
Hej. Mit spørgsmål er følgende. Vi er en andelsboligforening hvor nogle vil have altan og andre vil ikke, og nogle der ikke kan få. Hvis foreningen optager et lån, hvordan vil det ramme dem der ikke vil / ikke kan få. Man må jo ikke stifte gæld for andre. Det vil jo have en indvirkning på andelskronen.
Venlig hilsen Jan
Hej Jan,
Tak for din henvendelse. Da dit spørgsmål er af teknisk karakter, vil jeg anbefale, at du tager kontakt til en ejendomsadministrator, hvis I har sådan en i foreningen. Ellers vil jeg anbefale at du tager kontakt til en anden bare for at høre uforpligtende om jeres situation, og hvad deres erfaringer er med det.
Jeg håber I finder en løsning på jeres altansag.
Med venlig hilsen
/Nynne – Andelsportal.dk
tak for god oversigt ifm etablering af altaner.
jeg bor i lejelejlighed ind mod gården, i en lille andelsforening på Østerbro med 30 lejligheder. altaner er godkendt, jeg er ikke blevet involveret, men har fået besked om at jeg får en fransk altan. desværre, fordi der ligger et gammelt værksted under min lejlighed, så størrelsen på en altan til min lejlighed kan ikke blive helt magen til de øvrige lejligheders. jeg er slet ikke interesseret i en fransk altan, men kunne sagtens acceptere en mindre altan, men får beskeden at det er et krav fra kommunen at alle altaner på huset mod gården skal være identiske i størrelse. den hurdle kan jeg ikke se beskrevet i jeres ellers udmærkede oplæg. ved I om der er mulighed for en rigtig altan hos mig, bare mindre end dem ovenpå?
mvh Ulla Klok
petersborgvej 3b st tv
2100 kbhvn ø
Hej Ulla,
Mange tak for din henvendelse. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan tilladelsen til jeres altaner er udformet. Jeg ved at det ikke er alle, der kan få tilladelse til altaner, hvis de bor i stuen. DU kan læse om krav for altaner i Københavns kommune her: https://www.kk.dk/sites/default/files/uploaded-files/20151101_Retningslinjer_For_Altaner_Og_Tagterrasser.pdf
Jeg håber I finder en god løsning på problemstillingen.
Bedste hilsner
Maria
Viser 0 af 4 kommentarer