Nye ændringer i lejeloven vedtaget
Den 1. juli 2015 blev der vedtaget ændringer i lejeloven, som kan have indflydelse, hvis man lejer eller udlejer en andelsbolig. Den nye lovændring indbefatter blandt andet en ændring af flyttesynsreglerne, ligesom der indføres et strafgebyr i forbindelse med huslejestørrelsen, hvis huslejen er fastsat for højt. Læs mere her om ændringerne i lejeloven.
Fremleje af andelsbolig er altid undergivet lejelovens regler. Hvis man enten udlejer eller lejer en andelsbolig, er det derfor vigtigt at være opmærksom på, at der fra den 1. juli er sket ændringer i lejeloven. Dette har blandt andet indflydelse på huslejestørrelsen og lovgivningen ved ind- og udflytning.
Krav om udarbejdelse af synsrapport
Udlejere, der udlejer mere end en enkelt lejlighed, skal fremover udarbejde en rapport over flyttesynet til lejer ved udflytning. Dermed kan lejere fremover detaljeret se hvilke fejl og mangler, som er blevet identificeret ved flyttesyn. Det har tidligere ikke været obligatorisk at afholde flyttesyn eller lave rapport.
Istandsættelse ved fraflytning
Anden ændring i loven omhandler istandsættelsen af lejligheder ved fraflytning. Tidligere har udlejer kunnet kræve at en lejlighed nyistandsættes, når en lejer flytter ud, såfremt at lejeren har overtaget lejligheden nyistandsat. Med ændringen af lejeloven bliver det ikke muligt at kræve dette, da udlejer fremover kun på forhånd kan kræve, at flader, vægge, rør, karme og døre males, hvis lejligheden blev overtaget nymalet. Ellers kan der kun kræves vedligeholdelse, hvis der er et konkret behov for vedligeholdelse ved fraflytning, som lejeren er ansvarlig for.
Gebyrændring hos huslejenævnet
Fra den 1. juli er gebyrerne for forhåndsgodkendelse af husleje blevet sat ned fra 3600 kroner til 500 kroner. Dermed bliver det væsentligt billigere for udlejere at få godkendt en huslejestørrelse af huslejenævnet i fremtiden. Til gengæld bliver der indført et strafgebyr, som gives til udlejer, hvis lejer klager over huslejen og får medhold af huslejenævnet. Strafgebyret er på 2080 kroner. Loven gør det dermed billigere for udlejer at få godkendt huslejen, men samtidig straffes det fremover med et strafgebyr, hvis man tager for meget i leje.
Læs hele lovforslaget, som er blevet vedtaget her
16 kommentarer
Hejsa,
Tusind tak for en god artikel samt gode svar i kommentarfeltet.
Jeg har et hurtigt spørgsmål:
Må man udleje sin andelsbolig, hvis man flytter på plejehjem, uden hensigt at flytte “hjem” igen?
—
En andelshaver skal flytte på plejehjem. Han ønsker at sælge sin andel til et familiemedlem, men dette er i strid med vores vedtægter (da det ikke er i lige linje, red.). Dette er derfor blevet afvist.
Han har derfor fremsat ønske om at fremleje sin lejlighed til dette familiemedlem i to år og henviser til “institutionsanbringelse” som grund til at dette skal godtages af bestyrelsen. Er dette korrekt? Andelshaveren har ikke i sinde at flytte tilbage til foreningen på noget tidspunkt, hvilket jeg ellers umiddelbart ser som et krav ifbm. udlejning jf. jeres artikler og lejeloven.
—
Familiemedlemmet er desuden testamenteret lejligheden, og vil dermed overtage lejligheden, såfremt den nuværende andelshaver går bort.
Der er flere som er interesserede i lejligheden både på den interne- og eksterne venteliste.
Hej Torben
Mange tak for din besked.
Ifølge ABF’s standardvedtægter står der: “En andelshaver, der har boet i andelsboligen i normalt mindst et halvt år, er berettiget til at fremleje eller -låne sin andelsbolig med bestyrelsens tilladelse. Tilladelse kan kun gives, når andelshaveren er midlertidigt fraværende på grund af sygdom, institutionsanbringelse, forretningsrejse, studieophold, ferieophold, militærtjeneste, midlertidig forflyttelse eller lignende for en begrænset periode, på normalt højest 2 år”. Måske det samme står i jeres vedtægter?
Vi har hverken rådgivere eller jurister ansat, men i mine ører må midlertidigt betyde, at andelshaver skal flytte hjem igen efter de 2 år. Og har andelshaveren i jeres forening ikke tænkt sig at gøre det, vil jeg mene, at bestyrelsen kan afvise fremleje af andelsboligen.
De bedste hilsner
Michelle / Andelsportal.dk
Jeg skal leje min andelslejlighed ud, men har fået af vide, at jeg ikke må pålægge mit banklån lejers husleje.
Hvilket jo betyde, at jeg ikke kan få dækket mine udgifter i forbindelse med udlejning og så giver det jo ikke mening for mig at udleje, hvis jeg skal betale både til min andel og min nye bolig.
Hvor højt må jeg sætte lejen i forhold til andelsydelsen?
Vh Anya Phonwut
Hej Anya
Tak for din kommentar. Du har helt ret i, at du skal følge lejelovens krav til fastsættelse af husleje: https://www.lejeloven.dk/udlejer/husleje
Man kan mod betaling få forhåndsgodkendt huslejen hos Huslejenævnet. Det er Huslejenævnet, jeg anbefaler, at du kontakter for yderligere rådgivning.
Bedste hilsner
Nynne – Andelsportal.dk
Hej Maria
Jeg har en ubegrænset aftale som lejer hos en andelshaver, måske fordi at forrige bestyrelse ikke lige har været obs på lejeloven, ny bestyrelse vil nu smide mig ud, og som enlig mor med 3 børn er det svært at finde lejlighed, er der noget der kan hjælpe mig i sådan en situation. Vh Sofie
Hej Sofia
Tak for din kommentar. Sikke en ærgerlig situation. I en andelsboligforening går foreningens vedtægter forud for lejeloven. Din udlejer burde derfor have været opmærksom på, at reglerne for udlejning altid er styret af andelsboligforeningens vedtægter, og ikke lejeloven. Det kan du læse mere om i denne artikel: https://www.andelsportal.dk/nyheder/udlejning-leje-eller-fremleje-af-andelsboliger/
Det er derfor også normalt i andelsboligforeningen, at udlejen er midlertidig, således at boligens indehaver på et tidspunkt flytter tilbage til boligen igen. En administrator vil kunne forklare det juridiske aspekt bag dette.
De bedste hilsner
/Nynne – Andelsportal.dk
Må andelshaverne leje ud
og have sin adresse der.
Han bor der ikke officiel .
mvh????
Hej Anne,
Mange tak for din henvendelse.
Reglerne for udlejning af andelsboligerne vil være bestemt i jeres vedtægter. Du kan læse mere om udlejning og fremleje af andelsboliger her: https://www.andelsportal.dk/nyheder/udlejning-leje-eller-fremleje-af-andelsboliger/
/Maria – Andelsportal.dk
hvis mine børn køber min andelsbolig må jeg så blive boende
Hej Bente
Tak for din henvendelse. Om du kan blive boende som lejer er ikke bestemt af lovgivningen, men af vedtægterne i den enkelte forening. I mange andelsboligforeninger har man en bestemmelse om, at en andelshaver kan fremleje sin bolig, hvis andelshaveren er fraværende af særlige grunde – såsom værnepligt, studieophold, ferieophold, institutionsanbringelse eller lignende. Det er altså en betingelse for udlejningen, at andelshaverens fravær er midlertidigt, og at andelshaveren har til hensigt at flytte tilbage igen, hvilket ikke lyder til at være tilfældet i din sag.
Bestyrelsen skal altid godkende udlejningerne i andelsboligforeningen, så derfor vil jeg anbefale, at du kontakter dem.
Bedste hilsner
/Nynne – Andelsportal.dk
Er der en bestemmelse i lejeloven, der siger, at den SAMME LEJER ikke må leje en andelsbolig i mere end maksimalt 2 x 2 år? (Altså ikke må forny en kontrakt til at omfatte en yderligere periode på 2 år – efter at have haft lejemålet i de foregående 4 år?)
Hej O.K.
Tak for din henvendelse.
Der er mange der misforstår lejelovens “2 års regel” – den gælder de situationer, hvor en lejer fremlejer sin bolig til en anden lejer.
Hvilke regler der er for leje af andelsboliger i din forening bør være defineret i jeres vedtægter. Alternativt vil jeg foreslå, at du spørger bestyrelsen i jeres forening hvad praksis er.
Du kan læse mere om udlejning af andelsboliger i denne artikel: https://www.andelsportal.dk/nyheder/udlejning-leje-eller-fremleje-af-andelsboliger/
/Maria – Andelsportal.dk
Hej
Jeg er lejer hos en, der udlejer sin andelsbolig til mig. Hun har lovet, at hvis hun gerne vil sælge boligen om et års tid eller to, så får jeg førsteret til at købe den. Jeg vil høre, om hun overhovedet kan love mig dette? Og om det evt. kan indskrives i kontrakten, at jeg har førsteret til køb, hvis hun vil sælge den?
Vnelig Hilsen Sonja
Hej Sonja
Tak for din henvendelse. Andelsboligforeningens vedtægter skulle gerne berette om, hvorvidt det overhovedet er muligt at sælge lejligheden til dig. Flere foreninger har en intern eller ekstern venteliste, som man efter vedtægterne skal sælge til, før andre får muligheden. Det kan også være andre andelshavere i foreningen har førsteret. Vedtægterne kan dog også berette om, at det er op til andelshaveren selv at bestemme, hvem man vil sælge til. Derfor er mit råd at læse, hvad vedtægterne siger, da det er det gældende i den respektive andelsboligforening. Herefter vil du kunne tage stilling til, om sælger overhovedet må sælge til dig. Jeg håber, at dette var til en hjælp.
/Benjamin – Andelsportal.dk
Hej,
Er det muligt at leje sin andelsbolig ud igen? Altså, jeg har få haft en lejer i to år som flyttede, da kontrakten ophørte. Kan jeg leje den ud til en anden i to år, jf lejeloven?
Mvh
Miriam
Hej Miriam,
Som udgangspunkt reguleres din ret til udleje af din andelsbolig i andelsboligforeningens vedtægter. Jeg vil i første omgang derfor bede dig om, at se nærmere på, hvad reglerne er her og ikke mindst tage en dialog med bestyrelsen om din mulighed for udlejning.
/Maria – Andelsportal.dk
Viser 0 af 16 kommentarer