Generic filters

Ni råd fra elinstallatøren: Sådan får I styr på elinstallationerne

Hvornår har bestyrelsen i jeres forening sidst talt om tilstanden på ejendommens elinstallationer – uden at det var fordi noget ikke virkede? For en akut fejl kan ende med at koste mere, end den behøvede – ikke nødvendigvis fordi arbejdet er dyrere, men fordi det kommer uden varsel og uden en plan. Søren Meisler, indehaver af AJ Sikring & Teknik ApS, giver her sine ni råd til, hvordan en bestyrelse kommer foran problemerne og får bedre styr på både tilstand og økonomi, før regningen lander.

Elinstallationerne er sjældent noget, der fylder i hverdagen i en andelsboligforening – og sådan skal det helst være. Når lyset tænder og strømmen virker, er der ikke meget, der minder bestyrelsen om at få installationerne efterset. Men installationerne ældes helt naturligt, og med tiden bliver de slidte, mere sårbare, og fejl kan udvikle sig uden at man umiddelbart opdager det.

Ofte bliver problemerne derfor først synlige, når noget holder op med at virke. Vi har talt med Søren Meisler, indehaver af AJ Sikring & Teknik ApS, om, hvordan bestyrelsen kan få overblik over tilstanden af installationerne og planlægge vedligeholdelsen, før en fejl tvinger foreningen til at handle.

De fleste opdager først problemet, når det er for sent

Når AJ Sikring & Teknik bliver kaldt akut ud til en andelsboligforening, er det som regel fordi lyset eller strømmen pludselig ikke virker – ofte enten på grund af en fejl i HPFI-relæet eller i de gamle stofledninger, som stadig sidder i mange ældre københavnerejendomme.

“Det er typisk dér, de kontakter os akut. For lys og strøm kan man simpelthen ikke undvære, og derfor er man nødt til at reagere her og nu,” siger Søren Meisler og tilføjer, at det er et velkendt mønster: Mange foreninger reagerer først, når skaden er sket.

“Vi ser, at flere og flere foreninger udskyder, til skaden sker”
– Søren Meisler

Han opfordrer derfor til, at man jævnligt får gennemgået installationerne.

Få undersøgt tilstanden af jeres elinstallationer

Brug skiftet til en ny elektriker som anledning til at få gennemgået elinstallationerne

“Når vi bliver kontaktet af en ny forening, vil vi altid anbefale, at vi laver en stikprøvekontrol for at finde ud af tilstanden af installationerne i ejendommen. Så får foreningen en rapport, de kan bruge i deres årshjul til at budgettere og planlægge ud fra,” forklarer Søren Meisler.

Sæt en årlig gennemgang af elinstallationerne ind i årshjulet

Rapporten, der følger med gennemgangen kan give jer et godt udgangspunkt, og med løbende gennemgange kan I følge med i, hvordan installationernes tilstand udvikler sig. Derfor anbefaler Søren Meisler, at foreningen lægger en årlig gennemgang af installationerne ind i årshjul – på samme måde som andre ting vedligeholdes.

Få HPFI-relæet testet årligt – og ikke kun med testknappen

I kan sagtens selv teste relæet via testknappen, men det giver kun en grundlæggende kontrol af, om relæet slår fra. En elinstallatør kan gå et skridt videre og teste relæet med særligt måleudstyr, der simulerer en fejlstrøm og måler, om relæet reagerer, som det skal.

“Vi har særligt måleudstyr, hvor vi laver en reel fejlstrøm og tester, om relæet overholder producentens anvisninger,” siger Søren Meisler. Når testen er udført, sætter de hos AJ Sikring & Teknik en mærkat på tavlen med datoen for testen og tidspunktet for den næste anbefalede kontrol.

Prioritér de installationer, der trænger mest

Prioriter udskiftning af gamle stofledninger

“Vi ser, at mange københavnerejendomme stadig har stofledninger. De fleste privatboliger har fået dem skiftet, men mange etageejendomme mangler at følge med. Og det er dér, vi ser mange af de hyppige fejl,” siger Søren Meisler.

Ledningerne bliver med tiden møre og skrøbelige – og når der først er fejl på dem, må de ikke repareres, men skal udskiftes. Derfor anbefaler han, at foreninger med gamle stofledninger – særligt hvis de oplever tilbagevendende fejl – får dem undersøgt, så de kan få en faglig vurdering af deres tilstand og af, hvad der bedst kan betale sig at gøre.

Få undersøgt, om eltavlen kan følge med

“Eltavlen er hjertet i hjemmet. Vi bruger mere og mere strøm i Danmark i dag, og tavlen skal følge med. Men ofte er det installationerne, der er fulgt med – ikke tavlen,” forklarer Søren Meisler. En eltavle, der ikke matcher nutidens strømforbrug eller sikkerhedskrav, er ifølge ham et af de steder, hvor en relativt lille investering gør stor forskel.

Tænk også forsikringen ind

Gamle elinstallationer kan også få betydning for foreningens forsikring.

“Det kan hurtigt blive et forsikringsspørgsmål. Har foreningen eksempelvis gamle stofledninger, kan det blive dyrere at forsikre ejendommen, og i værste fald kan man risikere, at forsikringsselskabet ikke vil forsikre den,” fortæller Søren Meisler.

Planlæg arbejdet, så budgettet kan følge med

Brug jeres elinstallatør som konsulent

Og ikke kun når noget er akut, men også når I lægger budget.

“Ved at inddrage os tidligt og bruge os som konsulenter er foreningen bedre klædt på. Ofte reagerer foreningerne først, når skaden sker, og så risikerer de at skulle betale et større beløb her og nu frem for at tage det løbende,” forklarer Søren Meisler.

Få hjælp til at prioritere, hvor I skal starte

Hos AJ Sikring & Teknik deler de fundene fra gennemgangen op i tre prioriteter, så bestyrelsen ikke står tilbage med en lang liste over ting, der skal ordnes på én gang. I stedet får foreningen et overblik over, hvad der er vigtigst at tage fat på først, og hvad der godt kan vente og tænkes ind i budgettet.

“Når de får rapporten, vil vi gå ind og sige: ‘Det her bør I gøre noget ved inden for et år.’ Og så ser jeg sammen med dem på, hvad der er muligt inden for det budget, de har,” forklarer Søren Meisler.

Del større projekter op i faser, der matcher budgettet

Det er ikke alle foreninger, der har budget til en større udskiftning på én gang – og det er heller ikke altid nødvendigt.

“Vi er indforståede med, at mange foreninger ikke har budgettet til at klare alt på én gang. Når det er muligt, kommer vi derfor med forskellige løsningsforslag. Man kan for eksempel dele arbejdet op i områder og faser, så økonomien kan følge med,” forklarer Søren Meisler og understreger, at pointen med hans råd ikke er, at alle installationer skal skiftes med det samme.

Det vigtigste er, at foreningen kender installationernes tilstand og har en plan for, hvad der skal gøres og hvornår. På den måde kan bestyrelsen være med til at sætte tempoet og prioritere ud fra både behov og økonomi – frem for at den næste akutte fejl gør det i stedet.

“Vi sætter os altid ind i foreningens behov og budget, når vi rådgiver og vejleder, og vi forsøger altid at være fleksible i vores løsninger. Det er også med til at skabe et godt tillidsbånd”
– Søren Meisler.

Kontakt AJ Sikring og Teknik ApS

AJ Sikring & Teknik hjælper andelsboligforeninger med at få styr på, hvor deres elinstallationer står i dag – og lægger en realistisk plan for, hvad der skal ske, og hvornår.

Uanset om det handler om en stikprøvekontrol, en årlig test af HPFI-relæet eller en faseopdelt renovering, tager løsningen altid udgangspunkt i den enkelte forenings ejendom og budget.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *