Hvem er jeres andelsboligforenings finansielle samarbejdspartner?
Mange foreninger har ofte flere faste samarbejdspartnere, men derfor er det ikke sikkert, at man lige ved, hvem den finansielle samarbejdspartner er, og hvilke oplysninger denne partner skal sørge for at give videre.
For at sikre at en forening, der typisk er repræsenteret ved en bestyrelse, har fået den fornødne rådgivning, er det lovbestemt, at den finansielle samarbejdspartner skal sørge for, at videregive en række oplysninger, og foreningen skal skrive under på at have modtaget dem.
En forening skal bl.a. have oplysning om, hvilken risikoprofil realkreditlånet har. Vi skal som finansiel samarbejdspartner sikre, at rådgivningen tilgodeser foreningens interesser og giver et godt grundlag til at træffe den rigtige beslutning.
De oplysninger som foreningen minimum har krav på er:
- Lånets væsentligste egenskaber – fordele og ulemper ved det valgte lån.
- De årlige omkostningsprocenter – hvad er den reelle pris foreningen betaler for det valgte lån?
- Lånets opsigelses- og indfrielsesvilkår.
- Om/hvordan lånet kan omlægges/indfries.
- De prismæssige vilkår for det valgte lån.
Hold et møde
Det har ikke tidligere været kutyme, at bestyrelserne får så detaljerede oplysninger, men det giver god mening at sikre, at det valgte lån netop passer til den risikoprofil og de planer, den enkelte forening har lagt for de kommende år.
Det er derfor, vi som finansiel samarbejdspartner gerne vil mødes med jer og fortælle hvilke muligheder, der netop byder sig for jeres forening. Vi ser på foreningen som en helhed, altså både bank og realkredit samlet, og vi rådgiver derfor ikke kun om realkreditlån.
Optimale lån – hvordan er man sikker på at ha’ dem?
Vi tilbyder at etablere en gældsplejeaftale til foreningen. Det er en aftale, hvor vi sammen drøfter, hvad der er vigtigt i valget af finansiering, og hvornår det er relevant at se på en låneomlægning. Måske vil foreningen gerne se på mulighederne for låneomlægning, hvis der årligt kan spares et nærmere angivet beløb på den årlige ydelse. Når det så viser sig, at de vilkår, der er aftalt kan blive opfyldt, så vil vi automatisk kontakte foreningen og sammen gennemgå de muligheder, der er til stede netop nu.