Har du tjekket din altan for nylig?
Hvis du ikke har sikkerhedsundersøgt altanen for nylig, burde du måske overveje det. Et øget fokus på sikkerheden af altaner kommer nemlig i kølvandet på en altanulykke i Kolding d. 26. juli, hvor fem unge kom til skade.
En altanulykke i Kolding d. 26. juli, hvor fem unge kom til skade, har skabt debat om, hvorvidt altaner bør synes. Det er nemlig ikke første gang, at en altan er brast sammen. En lignende ulykke fandt sted i 2016 i Nykøbing Falster.
Opråb til boligministeren
De to altanulykker og mangel på kontrol af altaner har nu fået folketingsmedlem Karina Lorentzen (SF) til at reagere og rette blikket mod boligminister Kaare Dybvad Bek.
”Ingen ved, hvor mange usikre altaner der er, for der er ingen kontrol med dem. Jeg har derfor bedt ministeren overveje, hvordan man kan indføre kontrol med som minimum ældre altaner. Det handler om at undgå fremtidige ulykker og øge sikkerheden for os alle,” siger Karina Lorentzen (SF) til TV Syd.
En altan på eget ansvar
For andelsboligforeninger vil kontrol af altaner dog altid være andelsboligforeningens eget ansvar. Derfor bør dem med altaner, der er bygget før 1980 være ekstra opmærksomme på at tjekke altanen.
”Hvis man har en altan, der er betonstøbt på ståludliggere, som er mere end 50 år gammel og ikke er grundigt undersøgt siden, så bør man få det gjort,” siger Jørgen Nielsen, der arbejder som Bygningsingeniør og adjungeret professor ved Aalborg Universitets Institut for Byggeri, By og Miljø til Ritzau Fokus.
Han fortæller også, at et sikkerhedstjek af altanen med fordel kan gennemføres uden de store ekstraudgifter, hvis man gør det i forbindelse med, at man alligevel skal have udskiftet altandøren, eller i forbindelse med at foreningen får udarbejdet en vedligeholdelsesplan.
Sådan tjekker du din altan
Inden andelsboligforeningen kontakter en fagmand, kan du også tage skeen i egen hånd og gå i krig med altanen. I så fald er der en lang række ting, du skal være opmærksom på, når du kontrollerer din altan.
”Det er ikke nødvendigvis nemt at se. Men hvis der for eksempel er afskalninger eller rustudfældninger, kan det være et faretegn,” siger Jørgen Nielsen.
Bygningskonstruktør og ekspert i byggeteknik hos Videncentret Bolius, Tue Patursson, siger til Ritzau Fokus, at man også bør være opmærksom på revner i murværket. Derudover kan man ved fordel holde sig gode venner med underboen, da man også bør se efter misfarvning på altanens underside.
”Hvis der er et rødt udtræk på undersiden, er det tegn på rust i konstruktionen. Og hvis der er hvidligt, kan det være tegn på, at vand er sivet igennem betonpladen. Så er det sandsynligvis også i armeringsjernet, og i så fald vil jeg anbefale, at man straks får en fagmand til at tjekke altanen,” siger Tue Patursson.
Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er grund til panik, hvis nogle af disse tegn er på altanen. Omvendt er det heller ikke ensbetydende med, at altanen ikke trænger til et sikkerhedstjek, hvis du ikke spotter nogle af faresignalerne.
“Selv om kritiske skader på en altan kan opstå, uden at de er synlige, er det vigtigt at holde øje med begyndende nedbrydning. Hvis man kan se indikationerne på nedbrydning, bør en fagperson vurdere, om det er nødvendigt at undersøge altanen nærmere med destruktive indgreb, hvor man typisk for de udkragede altaner med udliggerjern vil hugge ind til stålprofilerne og inspicere dem i området, hvor de går ind i facaden,” siger Teamleder hos Teknologisk Institut Allan Skydsbæk Hansen til Teknologisk.dk. Her finder du i øvrigt en udførlig guide til, hvordan du kan tjekke om din altan er sikker.
2 kommentarer
Vi er ved at skulle have sat altaner op, jeg mener at evt. Teknologisk Institut burde have at vide hvornår altanerne bliver sat op og de vil på et tidspunkt komme ud at føre tilsyn eller en anden myndighed.
Har I nogle forslag hvad regler man skal give sine beboer om altaner vi er 17 andelshavere.
mvh
Käthe Sørensen tidl. formand for a/b Christianshus
nu boende Tovværkgade 2 3 tv 2300 S.
telf. 20866153
Hej Käthe,
Mange tak for din kommentar.
Det lyder dejligt med nye altaner. Først og fremmest er det oftest først efter 50 år, at løbende tjek bliver nødvendigt. Dog er det vigtigt, at andelsboligforeningen fra start har gjort det klart, hvorvidt altanerne er foreningens vedligeholdelsesansvar eller den enkelte andelshaver. Såfremt det er foreningens vedligeholdelsesansvar, kan man med fordel kontakte et firma, der kan stå for løbende vedligeholdelse og tjek af altanerne. Sørg for at, det er skrevet ind i vedtægterne, hvem der står for vedligeholdelse af altanerne – både indvendig og udvendig vedligeholdelse, og gerne så hurtigt så muligt, så I ikke først skal afklare tvivlspørgsmål, når I står med dem. Er der også behov for at udvide andelsboligforeningens husorden med retningslinjer for brugen af altaner, så kan I passende gøre det i samme omgang – må man eksempelvis grille på altanen? Skal blomsterkasserne hænge indvendigt? Osv.
Såfremt det er den enkelte andelshavers vedligeholdelsesansvar, kan man med fordel henvise dem til, hvilke faresignaler man kan og bør være opmærksom på, som det også står skrevet i artiklen her.
Jeg håber det var svar nok,
De bedste hilsner
Mette Blume – Andelsportal.dk
Viser 0 af 2 kommentarer