Grønne investeringer: Den voksende trend
Nye trends og tendenser titter hele tiden frem på ejendomsmarkedet, og andelsboligmarkedet er ingen undtagelse. Udviklingen på andelsboligmarkedet er ofte præget af at være lidt bagud sammenlignet med den udvikling, vi ser på det kommercielle ejendomsmarked, som derved giver en god indikation på, hvad der kan forventes. Men hvilke trends og tendenser kan vi så forvente på andelsboligmarkedet i 2022? Det har vi talt med en ekspert om.
Kristian Balleby er kundedirektør i Danske Bank og har derfor dyb indsigt i, hvad der rører sig på ejendomsmarkedet. Sammen med ham kigger vi nærmere på tre trends, eksperter spår, vi kommer til at se meget mere af på andelsboligmarkedet i fremtiden. Én ting er sikker:
“Andelsboligmarkedet lever i bedste velgående,” slår kundedirektøren fast.
Kristian Balleby
Kundedirektør hos Danske Bank
1. Grønne investeringer bliver det nye sort
En af de centrale tendenser, vi kommer til at se på andelsboligmarkedet, er grønne investeringer, der bruges til energioptimering af ejendommen. En ny analyse fra Realkredit Danmark viser, at det i højere grad er pengepungen fremfor idealisme, der afgør, hvorvidt man som forening laver grønne investeringer. Og når godt 40 procent af al CO2-udledning stammer fra bygninger, kan det være dyrt at lade være.
Økonomisk set er der nemlig mange grunde til at energiforbedre. De fleste har allerede oplevet, at energiudgifter, altså el og varme, er blevet markant dyrere. De, der så statsministerens nytårstale, hørte måske også, at CO2-beskatning bliver en realitet i fremtiden, hvilket også kommer til at påvirke boligforeninger. Og den finansielle sektor er i fuld gang med at udtænke grønne produkter, som på sigt vil resultere i lavere udgifter på udlån til grønne investeringer.
“Jeg tror, at alle de her delelementer tapper ind i, at vi alle lige så langsomt i fremtiden vil begynde at se grønne investeringer som en bedre investering,” siger kundedirektør hos Danske Bank, Kristian Balleby.
Etablering af solceller
Hvis I skal have renoveret taget, er det en god idé at overveje, om I samtidig skal have sat solceller på. Det kan være en rigtig fornuftig og langsigtet investering.
Derfor kan man med fordel allerede nu tænke grønt, når man skal i gang med renoveringsprojekterne i andelsboligforeningen. Skal jeres forening eksempelvis i gang med nyt tag til ejendommen, kan etableringen af solceller være fordelagtigt, selvom det gør udgiften en smule større.
2. Vi vil se mere proptech
Teknologi og digitalisering har aldrig udviklet sig hurtigere. Ifølge Kristian Balleby er proptech noget, vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.
Proptech kommer i mange størrelser og former og har alle med ejendomsmarkedet at gøre – også andelsboligmarkedet. Kristian Balleby fremhæver Waitly, der benyttes til at administrere ventelister i
leje- og andelsboligforeninger, som et godt eksempel på proptech.
“Der er forskellige aktører, som tilbyder selv-administrationsmoduler til foreninger. Den slags løsninger og tilbud er derude, og der vil komme flere af dem,” forklarer Kristian Balleby.
Hvad er proptech?
Proptech er en sammentrækning af ‘property technology’. Som begreb dækker det over de mange nye løsninger og teknologier, som både understøtter ejendomsbranchen og med hastige skridt er ved at vende op og ned på den. Det er innovative digitale løsninger og forretnings- modeller, som er med til at gøre de måder vi finansierer, udvikler, driver, anvender, køber og sælger vores ejendomme på mere effektive, hensigtsmæssige, brugervenlige og mere bæredygtige.
Kilde: PropTech Denmarks definition
3. Stiftelse af bofællesskaber
Afslutningsvis forklarer Kristian Balleby, at bofællesskaber er i stigende kurs. Når man hører ordet bofællesskaber, drager de flestes tanker nok mod unge mennesker, der deler en lejlighed i et slags kollektiv, men de kommer i mange størrelser og former. Det, der menes i denne sammenhæng, er nystiftede boligselskaber, hvor ligesindede mennesker går sammen i en forening med selvstændige boliger – som måske også tilbyder fællesaktiviteter på fællesarealer.
“Når nu børnene er flyttet hjemmefra, går det pludselig op for folk, at de har alt for meget plads i deres hus og vil måske gerne frigøre deres værdier. Så er det jo en god måde lettere at kunne tilgå fællesskaber på,” afslutter Kristian Balleby.
Ifølge kundedirektøren er det en trend, man vil se mere af i fremtiden, særligt båret af den demografiske udvikling, hvor vi som befolkning bliver ældre, og borgere mellem 50- og 70 år langsomt bliver den dominerende befolkningsgruppe.