Ny forskning: Fællesskab kan skabe mere bæredygtighed

CO2-aftrykket kan reduceres med op mod 30-60 procent, når man bor i et økosamfund eller fødevarefælleskab frem for på en almindelig villavej. Det er et af de foreløbige resultater, som en gruppe forskere fra Københavns Universitet har fundet frem til med forskningsprojektet COMPASS.

Projektet går ud på at undersøge og forstå, hvordan fællesskab gør en forskel, når det kommer til grøn omstilling, bæredygtighed og adfærdsændringer. Traditionelle tilgange til adfærdsændringer fokuserer som regel på individet, enten i form af informationskampagner, økonomiske incitamenter eller grønne skatter, forklarer en af forskerne bag projektet og lektor i antroprologi på Københavns Universitet Quentin Gausset.
 

De gængse tilgange fokuserer på individet, men vi må indrømme, at det ikke rykker ret meget. Folk ændrer ikke adfærd i det omfang, der er behov for, til at skabe et bæredygtigt samfund. Vores projekt havde som hypotese, at fællesskab faktisk kan gøre en større forskel. Hvis man er sammen om ting, kan man ændre adfærd meget mere, meget dybere og måske i et større omfang, end hvis man står alene

Derfor har forskergruppen lavet en undersøgelse, hvor godt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere har svaret på spørgeskemaer om energiforbrug, transport, madvaner m.m. Samme spørgsmål er stillet til 250 medlemmer af økosamfund eller fødevarefællesskaber. Analysen af svarene viser, at danskere, der bor i grønne fællesskaber, i gennemsnit har et CO2-aftryk, der er op imod 30 procent lavere end gennemsnitsdanskeren – og i nogle tilfælde var CO2-aftrykket op til 60 procent mindre.

Linsefrikadeller, bæredygtige rejser og stordriftsfordele

Forskerne bag COMPASS har også foretaget feltarbejde i forbindelse med projektet og giver derfor nogle bud på, hvordan fællesskaberne fordrer en mere bæredygtig adfærd.

“De behøver ikke nødvendigvis at bo sammen – bare det, at de spiser sammen nogle gange om ugen og interagerer sammen, betyder, at der kommer vidensudveksling, og man deler erfaringer og viden om alt fra elbiler eller bæredygtig rejser og tøj,” forklarer antroprologen.

En anden faktor, som spiller ind, er de fysiske infrastrukturer, som mange af fællesskaberne kan drage nytte af. Nogle infrastrukturer giver stordriftsfordele som CO2-neutralt fjernvarmeanlæg eller affaldssorteringssystemer. Men også adgang til et fælleshus, hvor beboere kan tage imod gæster og derved kan leve i små boliger, eller når beboere laver mad i fælleskab og dermed bruger mindre energi og ressourcer, spiller ind.

“I disse grupper undersøger man, hvad de bedste alternativer eller de bedste muligheder er, og går i dybden med det for til sidst at præsentere den bedste løsning til en generalforsamling. Ofte vedtages forslag, fordi resten af gruppen stoler på arbejdsgruppen,” fortæller Quentin Gausset og uddyber, hvorfor beslutninger truffet af arbejdsgrupper kan betyde et mindre CO2-aftryk for individet:

“Hvis jeg sidder herhjemme alene, skal jeg både kigge på transport, købe økologisk, købe mad og sortere affald, men jeg har bare ikke tid til at tænke på det hele, og hvad der er bedst. Når der er arbejdsgrupper, som går i dybden med de spørgsmål og træffer beslutninger for de andre, så kan jeg slappe af og stole på, at de andre gør det godt for mig, og på den måde sparer jeg rigtig meget tid.”

Fællesskab i landets andelsboligforeninger

Og hvad så med beboerne i landets andelsboligforeninger? Kan de også reducere deres CO2 -aftryk og blive mere bæredygtige via fællesskab? Eller er det kun for dem, der spiser sammen og bor i økosamfund?

Spørgsmål som disse arbejder de med i virksomheden Naboskab. Her har man siden 2014 arbejdet i krydsfeltet mellem bæredygtig adfærd, fællesskab og mennesker. I dag udfører de primært rådgivning, konsulentydelser, analyser og pilotprojekter inden for forskellige tematikker omkring bæredygtighed. Oprindeligt startede den med at opsætte naboskabe i eksempelvis andelsboligforeninger. Naboskabene fungerede som byttestationer og skabte grobund for undersøgelser af sammenhængen mellem fællesskab, deling og det at bytte ting.

“Det er min hypotese, at den synergi, der opstår med det fællesskab, det er at sætte gang i nogle grønne initiativer, fører til, at folk bliver samlet. Det kan medføre en hel masse socialt, at man skal til at arbejde sammen om et fælles mål, og hvis man kan lykkes med det, kan det også være med til at styrke den sociale front,” fortæller Kristoffer Ravnbøl, der er sociolog og medstifter af Naboskab.

Han henviser til, at AB Søpassagen, der er beliggende på Østerbro i København, er et godt eksempel på en andelsboligforening, der har gjort dette. I 2008 besluttede beboerne i AB Søpassagen, at de ville skabe Danmarks første CO2-neutrale andelsboligforening. Siden da har foreningen blandt andet fået lavskylstoiletter, opsat solceller, facadeisoleret ejendommen og etableret regnvandsopsamling fra taget til foreningens vaskeri.

“I dag er der mange andelsboligforeninger, hvor man måske ikke længere har så meget at være fælles om, fordi folk har fået egne vaskemaskiner, vaskekælderen er væk, folk har fået egne grill på altanen, og der kommer ikke altid så mange til generalforsamlinger og sommerfesten. Meget er udliciteret til, at andre kommer og ordner alle de ting, der skal ordnes. Tit glemmer vi, at der skal noget til, og der skal være nogle aktiviteter, der skaber noget fællesskab. Og her er det jo interessant at igangsætte grønne projekter, som de har gjort i AB Søpassagen,” siger Kristoffer Ravnbøl og uddyber:
 

Men det kommer ikke af sig selv. Nogle skal gå sammen om at sige, at nu skal vi have solceller, eller nu får vi plantet nogle nyttehaver, nu går vi sammen om at få delt nogle biler, eller hvad det nu er. Særligt, hvis det samtidig er noget, der kan samle beboerne.

Han peger på, at nogle kommuner har indført testforsøg om energifællesskaber, hvor flere foreninger kan gå sammen om at investere i solceller og sælge overskudsenergien tilbage til el-nettet, hvilket er et andet tiltag, hvor fælleskab kan gå hånd i hånd med det bæredygtige projekt.

Andelstanken version 2.0 er grøn

Fællesskabet kan med lidt god vilje blive et værktøj til at få et lavere CO2-aftryk samtidig med, at der pustes liv i den gamle andelstanke. Og Quentin Gausset fra COMPASS er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale for, at de, som bor i andelsboligforeninger også kan bruge fælleskabet som et værktøj til at leve mere bæredygtigt. Dog skal man være opmærksom på, at det kan tage tid at komme i gang:

“Det første skridt er, at man skal sætte sig ned og tale om projektet, for der skal være en fælles bevidsthed, fælles mål og fælles vilje, og så skal de nok finde ud af det. Det vil tage lidt tid, og det kan gå lidt langsomt til at begynde med. Når det lykkes, er det virkelig et kvantespring: Så reducerer man sit forbrug med rigtig meget og hurtigt. Det er hårdt arbejde, men når det lykkes, er der også en rigtig stor gevinst,” siger Quentin Gausset.

Samtidig kan man gøre det til sin fordel, at man i en andelsboligforening bor tæt sammen. Det er nemlig bekvemt og let at deles om værktøj, haveredskaber, sportsudstyr, spil eller lignende i eksempelvis en byttebod eller en fælles ordning. Delebiler og fællesspisninger er også eksempler på tiltag, der kan kickstarte ‘projekt grøn boligforening’. Samtidig kan de mere sociale objekter være interessante at dele i en boligforening, forklarer Kristoffer Ravnbøl:

“I sin tid, da vi arbejdede med vores naboskab, havde vi nogle versioner af naboskabene, hvor det meget gik ud på, at man skulle dele nogle praktiske ting: haveredskaber og den slags – men vi havde også versioner, vi testede af, hvor man skulle dele mere sociale ting i foreningerne, som havespil og andre ting, som også kunne blive sociale objekter. Det var noget, der var interessant at tænke sammen og måske et godt sted at starte for andelshavere, men sådan noget som mad og måltider er jo også oplagt, hvis man ønsker at starte et bæredygtigt projekt op.”

Lykkes man med at bruge fællesskabet som et værktøj til en mere bæredygtig adfærd, kan det endda være, at man bliver lidt mere tilfreds med sit liv.

Beboerne i de grønne fællesskaber, som COMPASS undersøgte, var nemlig mere tilfredse end gennemsnitsdanskeren:

“Det er lidt af en overraskelse, for når man kigger på den danske befolkning generelt, er danskere som regel mere tilfredse med deres liv, når de forbruger mere og har flere penge. Men de, som boede i økolandsbyerne, havde lidt lavere indkomst end gennemsnittet, og alligevel var de mere tilfredse med deres liv, end de rigeste er,” siger Quentin Gausset.