Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Østjysk Tagbyg ApS

Andelsboligforeninger bliver også ramt af negative renter

Fra 2021 vil andelsboligforeninger enten blive ramt eller ramt yderligere af negative renter i alle landets banker. Kundedirektør i Danske Bank, Kristian Balleby, deler ud af sine råd til, hvordan andelsboligforeningerne bør forholde sig.

OBS: Teksten er redigeret 1. december 2020.

Privatkunder med større indlån samt virksomheder må betale negative renter for deres indlån. Det samme gælder for landets andelsboligforeninger, som i nogle tilfælde vil opleve at grænsen for, hvornår der skal betales negative renter af indlånet, bliver sat ned i det nye år.
Det betyder, at foreningerne enten skal betale for at have penge i banken eller betale endnu mere, end de hidtil har betalt.

Både privatkunder og virksomheder har indtil nu betalt negative renter i banken, og det samme skal nu gælde for landets andelsboligforeninger.

Forskelligt fra bank til bank

Det er forskelligt, hvordan den enkelte andelsboligforening bliver ramt af de negative renter. Det kommer nemlig an på, hvilken bank de har. Dét viser en rundspørge hos de største banker i landet udført af Berlingske.

Undersøgelsen viser blandt andet, at andelsboligforeninger hos Danske Bank indtil nu har betalt en negativ rente på 0,60 procent hvis de har haft mere end 200.000 kroner stående i banken. Fra den 1. januar 2021 fjerner Danske Bank den såkaldte friholdelsesgrænse på 200.000 kroner, hvilket vil betyde, at andelsboligforeninger hos Danske Bank fra det nye år kommer til at betale -0,60 procent af hele beløbet i banken.

Hos Nordea har andelsboligforeninger derimod siden den 1. januar 2020 betalt 0,75 procent af hele beløbet i banken. Det samme gør sig gældende hos Jyske Bank, dog med undtagelser, hvor individuelle betragtninger spiller ind.

Hvad er negative renter?

Negative renter er de omkostninger, man betaler for at have sine penge stående i banken. Negative renter skyldes, at bankerne betaler for at have pengene stående i Nationalbanken, og derfor sendes den regning videre til bankens kunder. Kilde: Findbank.dk

Fremskynd projekter eller gør juni gratis

Kundedirektør i Danske Bank, Kristian Balleby, har flere råd til, hvordan andelsboligforeningerne bør forholde sig til de negative renter, der nu strammes.

“Hvis foreningen ikke har behov for at renovere eller lave forbedringer inden for de næste fem til seks år, så bør foreningen overveje at nedbringe ekstraordinært på foreningens gæld. Har foreningen derimod projekter i pipelinen, bør disse fremskyndes og sættes i gang nu, så foreningen udnytter den nuværende lave rente,” siger Kristian Balleby.

Han foreslår yderligere, at foreningen kan overveje, om boligafgiften bør sættes ned generelt, eller om eksempelvis juni måned næste år skal være uden opkrævning af boligafgift. På den måde kan foreningen bruge sin likviditet på at dække de udgifter, som en måneds boligafgift fra andelshaverne ellers skulle være brugt på i stedet for at betale penge for dem i banken. Vælger man sidstnævnte er det en god idé at få rådgivning fra en revisor, da der er en række krav, der skal opfyldes for at undgå at blive skattepligtig.

Omlæg til afdragsfrit lån

Kristian Balleby fortsætter med sine råd og foreslår blandt andet, at foreningen kan samle alle forretninger et sted, fordi det kan give helkundefordele, såsom en lavere negativ rente. Yderligere tilføjer Kristian Balleby, at foreningen kan overveje afdragsfrihed.

“Hvis belåningen i foreningen er lav og vedligeholdelsen god, så kan foreningen overveje at omlægge til fuld afdragsfrihed eller gøre brug af Flexlife® med fast rente, hvor både afdrag og afdragsfrihed kan lade sig gøre samtidigt, og derved nedsætte boligafgiften generelt,” siger Kristian og fortsætter:

“Det kan eksempelvis være en låneomlægning, der er rentesikret og afdragsfri i 30 år. På den måde kan de private andelshavere nedbringe på eventuelle private andelsboliglån. Det er dog vigtigt at understrege, at rentefradragsretten ikke er på foreningens gæld, men alene på den private gæld,” afslutter Kristian Balleby.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

da boligbidrag bliver betalt af lejer (af netto indtægten) vil en nedsættelse af boligbidraget ikke medføre ‘en ekstra indtægt’, men alene betyde en mindre udgift for lejer.
Kreditor her A/B, vil kun have en mindre indtægt som kan forvaltes indenfor budgettet o.a.

AvatarKurt Christensen

Har du overhovedet tænkt på beskatning af andelshaver det får nedsat boligafgiften?

Viser 0 af 2 kommentarer