Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Administrator politianmeldt og smidt ud af Ejendomsforeningen Danmark

En række andels- og ejerforeninger er angiveligt blevet snydt for i omegnen af 20 millioner kroner, efter deres ejendomsadministrator, Housing Group, i smug har trukket penge fra foreningernes klientkonti. Selskabet er nu politianmeldt.

”Vi har en ambition om at gøre ejendomsadministration samt privat boligudlejning nemmere og mere lukrativ for alle parter”. Sådan står det skrevet på administrator-selskabet Housing Groups hjemmeside, som efter eget udsagn forvalter ejendomme for over tre milliarder kroner. Umiddelbart lader det til, at den ambition kun synes lukrativ for én part af samarbejdet, nemlig Housing Group selv. Ordene klinger også hult hos de danske foreninger, der har været klienter hos Housing Group, som angiveligt har fået trukket millionbeløb fra deres bestyrelseskonti, uden rationel forklaring fra administratorselskabet.

Årsrapporten blev udskudt og udskudt

En af de foreninger som er ramt hårdest, er andelsboligforeningen Falkonér Allé 47. I foreningens bestyrelseskasse mangler hele to millioner kroner. To millioner, som andelsboligforeningen heldigvis har fået tilbage efter hjælp fra Danske Bank og en opmærksom revisor. Ifølge Reinier Kok, som er medlem af andelsboligforeningen Falkoner Allé 47, blev årsrapporten fra ejendomsadministratoren udskudt flere gange og det gav til sidst anledning til spekulation. En spekulation der gav grund til at få en uvildig revisor til at kigge regnskabet efter i sømmene. ”Housing Group skulle have afleveret årsrapport til vores generalforsamling i april, men det blev bare udskudt og udskudt. Derfor fik vi en revisor ind over, og revisoren fandt ud af, at der manglede nogle penge på vores konto,” lyder det fra Reinier Kok i en udtalelse til Berlingske Business.

Mistænkelige kontoudtog fik alarmklokker til at ringe

Desværre er episoden hos Falkoner Allé 47 ikke et enestående tilfælde. Hos Danske Bank ringede alamklokkerne også efter henvendelser om de uregelmæssige og irrationelle transaktioner fra Housing Group. Danske Bank ønsker ikke at kommentere yderligere på sagen, men bekræfter, at man kontaktede andre kunder(læs: foreninger) af selskabet og fik dem til at gennemgå deres kontoposteringer. Det resulterede i, at tyve andels- og ejerforeninger pludselig havde mistænkelige kontoudtog på deres bestyrelseskonti. Alle sammen fra samme debitor, deres administrator, Housing Group. Danske Bank har efterfølgende sikret, at nogle af foreningerne har fået deres penge retur.

Ekskluderet af Ejendomsforeningen Danmark

”Normalt offentliggør vi en eksklusion eller andre sanktioner anonymt. Men på grund af sagens alvorlige karakter, og fordi vi vurderer, at det er nødvendigt at tydeliggøre for markedet, at Housing Group ikke er i stand til at drive forretning på grundlag af de etiske principper, som er Ejendomsforeningen Danmarks DNA, har vi nu valgt at offentliggøre medlemmets navn,”

Morten Østrup Møller

I midten af september gik rygterne på, at et medlem af Ejendomsforeningen Danmark var blevet ekskluderet. Eksklusionen skyldtes den type forhold, som Housing Group netop er anklaget for. Ifølge Morten Østrup Møller, som er juridisk direktør for Ejendomsforeningen Danmark, plejer disse eksklusioner at forblive anonyme, men grundet omfanget og alvorligheden af denne sag, har Ejendomsforeningen Danmark valgt at offentliggøre navnet. Og Morten Østrup Møller bekræfter, at det ekskluderede medlem fra september er det omtalte administratorselskab Housing Group.

”Normalt offentliggør vi en eksklusion eller andre sanktioner anonymt. Men på grund af sagens alvorlige karakter, og fordi vi vurderer, at det er nødvendigt at tydeliggøre for markedet, at Housing Group ikke er i stand til at drive forretning på grundlag af de etiske principper, som er Ejendomsforeningen Danmarks DNA, har vi nu valgt at offentliggøre medlemmets navn,” udtaler Morten Østrup Møller i en pressemeddelelse fra Ejendomsforeningen Danmark.

Også administrationssektionens bestyrelse i Ejendomsforeningen Danmark har følt sig nødsaget til at knytte en kommentar til sagen. ”Der er tale om så groft et brug på foreningens etiske normer, herunder reglen om, at administrator skal holde egne og kundernes midler skarpt adskilt. Derfor har den rigtige og nødvendige sanktion været at ekskludere Housing Group,” skriver bestyrelsen i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

Konsekvensen af eksklusionen betyder, at Housing Group ikke længere må hverken kommunikere eller markedsføre sig selv, som værende en del af Ejendomsforeningen Danmark. Kun én gang tidligere er et medlem blevet smidt ud af Ejendomsforeningen Danmark.

Bestjålede foreninger raser ud

Housing Groups besynderlige bogholderi har givet en hård medfart på selskabets TrustPilot, hvor de sidste fem anmeldelser alle indebærer én ud af fem stjerner. Anmeldelserne stiller store spørgsmålstegn ved selskabets legitimitet og etiske værdier. Reinier Kok fra Falkonér Alle 47 er blandt andre en af de mange, som udtrykker stor utilfredshed med selskabet og direktøren.

På Andelsportal.dk har vi både kontaktet Housing Group og deres direktør, men ingen af parterne havde dog lyst til at knytte en kommentar til anklagerne. Vi følger naturligvis sagen nøje.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

2 kommentarer

Hej! Jeg har set sidste år sort arbejdere. Hvem kan hjælpe at undersøge vores bestyrelsen, administrationen og Promana firma med dem de arbejder sammen? Der er noget galt.

Viser 0 af 2 kommentarer