Andelsboligforeningens guide til isolering
Få et indblik i, hvordan efterisolering kan reducere varmeregninger og forbedre komforten i andelsboligforeningen.
Efterisolering betaler sig
Mange bygninger i Danmark er opført i en tid, hvor energibesparelser ikke var en prioritet, og det resulterer i et højt energiforbrug i dag. For flere andelsboligforeninger kan det betyde høje varmeregninger, da bygningerne er dårligt isolerede. Samtidig kan der opleves træk, kulde og andelshaverne kan have svært ved at opretholde en behagelig temperatur, især i vintermånederne. Heldigvis kan dette afhjælpes gennem efterisolering.
Efterisolering er en investering, der ikke kun forbedrer komforten i bygningen, men også kan reducere opvarmningsomkostningerne betydeligt. Den isolering, der benyttes i dag, holder hele bygningens levetid, og investeringen er ofte tjent hjem inden for få år.
TIP: Efterisolering er fordelagtigt i forbindelse med andre renoveringer
Ofte er det nemlig økonomisk mest rentabelt at forbedre energistandarden i forbindelse med en anden form for renovering.
Hvor bør andelsboligforeningen isolere?
Det varierer fra andelsboligforening til andelsboligforening, hvilke energirenoveringer, der er mest fordelagtige at gå i gang med. For at opnå det maksimale udbytte af en energirenovering kan andelsboligforeningen overveje at isolere flere kritiske områder af bygningen. Hvert område spiller en vigtig rolle i at reducere varmetab og sikre en lavere energiregning.
Isolering af etageadskillelser
En effektiv isolering af etageadskillelser kan reducere varmeudslip mellem etagerne og forbedre både lydisoleringen og indeklimaet for beboerne. Det hjælper med at holde varmen i de opvarmede rum og kan reducere unødvendig opvarmning af ubenyttede områder.
Facadeisolering
En af de mest effektive måder at reducere energiforbruget på er ved facadeisolering. Uden ordentlig isolering kan bygningens vægge miste store mængder varme, hvilket kræver mere energi til opvarmning. Facadeisolering forbedrer ikke kun energieffektiviteten, men kan også modernisere bygningens udseende.
En af fordelene ved udvendig efterisolering med facadebatts er, at isolatøren undgår at skulle ind i boligerne og flytte el- eller VVS-installationer. Derfor vil arbejdet ikke forstyrre andelshaverne, som kan blive boende i deres andelsboliger, mens det udføres.
Hulmursisolering
Hulmursisolering er en nem og effektiv måde for andelsboligforeningen at reducere varmetab og opnå lavere opvarmningsomkostninger. Ved at fylde hulmuren med ROCKWOOL granulat forbedres boligkomforten, da kolde, trækkende vægge undgås. Denne type isolering er økonomisk fordelagtig, da investeringen typisk er tjent hjem inden for 4-5 år gennem besparelser på varmeregningen.
Arbejdet udføres udefra, så andelshaverne ikke forstyrres, og kan gennemføres hele året rundt.
Efterisolering af tag og loft
En stor del af varmen i mange bygninger slipper ud gennem tag og loft, hvilket gør disse områder afgørende at efterisolere, hvis man vil forbedre ejendommens energieffektivitet. Efterisolering af disse steder reducerer ikke kun varmetab og forbedrer indeklimaet, men kan også være en af de mest omkostningseffektive investeringer for en andelsboligforening. Selvom det kan tage nogle år at tjene investeringen hjem, vil foreningens beboere kunne opleve mindre træk og en mere stabil temperatur året rundt.
På lang sigt vil lavere varmeregninger gavne foreningens økonomi, og ejendommens værdi vil ofte stige som følge af de energibesparende forbedringer.
Efterisolering af fladt tag (built-up)
Flade tage, kendt som built-up tage, har som regel tagpap som tagdækning og mangler et loftrum. Der findes flere efterisoleringsmuligheder, både udvendigt og indvendigt, samt ved brug af indblæst isoleringsmateriale.
Udvendig efterisolering af fladt tag
Udvendig isolering anbefales at udføres med ROCKWOOL Underlag Energy i kombination med ROCKWOOL Hardrock Energy, som ændrer konstruktionen fra et koldt, ventileret tag til et varmt, uventileret tag. Det er vigtigt at kontrollere, at den eksisterende tagpap er tæt, da den skal fungere som dampspærre for at forhindre fugt i at trænge ind i isoleringsmaterialet. Denne løsning er effektiv til at reducere varmetab og forlænge tagets levetid.
Indvendig isolering af fladt tag
Alternativt kan man isolere indvendigt med ROCKWOOL Flexibatts 37. Ved denne metode er det vigtigt at sikre, at konstruktionen er tilstrækkelig luft- og damptæt. Hvis dette ikke er tilfældet, bør man installere en dampspærre eller dampbremse for at undgå fugtskader på konstruktionen og indeklimaet.
Efterisolering med granulat
En tredje metode er at indblæse ROCKWOOL Granulat under isoleringspladerne. Takket være ny teknologi kan dette nu gøres uden at skære huller i taget; det kræver blot, at de nederste sternbrædder fjernes for at indblæse granulatet. Dette gør processen hurtigere og billigere end tidligere.
Efterisolering af skrå tage
Skrå tage kan efterisoleres på forskellige måder afhængigt af tagkonstruktionen og bygningens specifikationer. Almindelige konstruktioner som gitterspær, hanebåndsspær, bjælkespær og åsekonstruktioner kræver hver sin metode. Isoleringsmaterialet kan placeres mellem de bærende konstruktioner, eller monteres udvendigt for at opnå bedre energiforbedringer og beskyttelse mod vejrskader.
TIP: Få en energiscreening af andelsboligforeningen
For mange andelsboligforeninger kan det være svært at vide, hvor man skal starte, når det kommer til energirenovering. Her kan en energiscreening være en stor hjælp. Dette værktøj giver en detaljeret vurdering af ejendommens nuværende energistatus og mulighederne for forbedringer.
Eksperter gennemgår foreningens bygning, beregner forskellige energirenoveringsscenarier og giver et klart overblik over omkostninger, potentielle besparelser og tilbagebetalingstid. Det betyder, at foreningen får et konkret billede af, hvordan forskellige forbedringer – såsom isolering af vægge, vinduer og teknisk isolering af rør – kan reducere energiforbruget og øge ejendommens værdi.
Energiscreeningen giver også indblik i, hvad der kræves for at opnå energimærke C, hvilket kan være en vigtig målsætning for mange foreninger. Energimærke C kan medføre en værdistigning, da det i visse tilfælde forbedrer ejendommens vurdering, især for udlejningsejendomme. Derfor kan det være en god idé at undersøge mulighederne for at forbedre bygningens energimærke.
Teknisk isolering af rør er populært
Isolering af varmerør er ofte overset, men det kan have en betydelig effekt på bygningens samlede energieffektivitet. Uisolerede rør kan afgive store mængder varme, som går til spilde, især i kældre eller loftsrum, hvor varmen ikke bidrager til opvarmningen af boligerne. Teknisk isolering af disse rør er en simpel løsning med en kort tilbagebetalingstid, der hurtigt betaler sig gennem reducerede varmeudgifter. For mange andelsboligforeninger, der har uisolerede varmerør, kan isoleringen af disse rør hurtigt føre til betydelige besparelser. Varmerør, som ofte løber gennem kældre eller loftrum, afgiver en stor mængde varme, der ikke udnyttes effektivt til at opvarme boligerne. Kristoffer Saunamäki, der er ekspert indenfor energirenovering i Rockwool, fortæller:
Den tekniske isolering, altså rørisoleringen, den er altid, eller tit og ofte, utilstrækkelig. Eksempelvis kan der være foreninger, hvor der løber fordelingsrør i kælderen, der afgiver en masse varme, fordi de ikke er isolerede. De her fordelingsrør kan også findes på loftet.
Indhent tilbud på isolering af andelsboligforeningens ejendom
Står jeres andelsboligforening og overvejer at få isoleret ejendommen? Via Andelsportal.dk kan I nemt indhente uforpligtende tilbud fra 3 forskellige isoleringsfirmaer, som har ekspertise og viden omkring isolering af ejendomme.
2 kommentarer
Kære Andelsportal
En af vores ydervægge i lejligheden er kun 7 cm tyk og har ingen isolering. Væggen støder op til en uopvarmet gennemgang fra gaden til gården, så vi har et stort varmetab og problemer med kondens på indersiden af væggen.
Bygningen er fra 1903, men er det overhovedet lovligt at der ikke er isolering?
Hos hvem ligger ansvaret (og udgiften) ifbm. isolering af væggen, foreningen eller andelshaveren?
Hvis vi som andelshaver selv bekoster isolering væggen, kan denne forbedring tilskrives lejlighedens værdi?
Mvh.Søren
Hej Søren
Mange tak for din kommentar. Bygninger fra 1903 er som udgangspunkt ikke opført med de samme isoleringskrav, vi kender i dag, så ja, det vil jeg mene. Om det er foreningen eller andelshaver, der har ansvaret afhænger af, hvad der står i foreningens vedtægter. I mange andelsforeninger er ydervægge og facader en del af foreningens fælles vedligeholdelsesansvar. Jeg ville kigge i foreningens vedtægter. Såfremt det er jeres ansvar, vil jeg mene, at der er tale om en forbedring. I ABF’s forbedringskatalog betragtes både indvendig isolering af ydervægge inkl. lovlig beklædning, udvendig efterisolering og hulmursisolering som forbedringer.
De bedste hilsner
Michelle / Andelsportal.dk
Viser 0 af 2 kommentarer