For dig der overvejer at sidde i bestyrelsen
I andelsboligforeninger står bestyrelsen for den daglige drift af foreningen. Det sker med udgangspunkt i de beslutninger, der bliver truffet på generalforsamlingen, som er den øverste myndighed. Bestyrelsen består af en formand og to til fire bestyrelsesmedlemmer, der vælges på generalforsamlingen. Har du gjort dig tanker om at sidde i bestyrelsen, kan du her blive klogere på, hvad det vil sige.

Hvilke opgaver skal jeg udføre som del af bestyrelsen?
Bestyrelsens ansvar og opgaver afhænger af foreningen, men mange klassiske opgaver går igen hos mange bestyrelser. Det er formanden og bestyrelsen, der står for planlægningen af praktiske opgaver, herunder at sikre ejendommens drift og tage hånd om vedligeholdelsesopgaver. Derudover beskæftiger bestyrelsen sig ofte også med alt fra spørgsmål om udlejning og indkaldelse til generalforsamlinger til håndtering af konflikter og planlægning af arbejdsdagen.
Klassiske opgaver for bestyrelsen i en andelsboligforening
- Godkende og koordinere i forbindelse med overdragelse af andelsboliger
- Koordinere med foreningens administrator
- Styring af andelsboligforeningens økonomi ud fra budget og tilsyn med betalinger og lån mv.
- Dialog med andelshavere og eventuelle lejere og erhvervslejere
- Eventkoordinering af begivenheder som generalforsamlinger, arbejdsdage, møder med administrator og bank
I de fleste foreninger er der vedtægter med regler for, hvordan foreningsarbejdet skal afvikles. Men det er vigtigt her at have in mente, at bestyrelsesarbejdet bygger på frivilligt engagement og i sidste ende handler om at sikre foreningens interesser på bedst mulig vis. Arbejdet i bestyrelsen i en andelsboligforening varierer fra forening til forening, men er en god måde at dyrke fællesskabet og en måde at få indflydelse i foreningen på.
Det varierer, hvor ofte de forskellige andelsboligforeninger holder bestyrelsesmøder – medmindre andet er fastlagt i andelsboligforeningens vedtægter. Derfor er det også op til den enkelte andelsboligforening.
Hvilket ansvar har jeg som bestyrelsesmedlem?
Det vil fremgå i andelsboligforeningens vedtægter, hvad bestyrelsen må og ikke må, samt hvilke beføjelser bestyrelsen og formanden har. Herunder vil det desuden fremgå af tegningsreglerne, hvilke aftaler bestyrelsen kan indgå på generalforsamlingens vegne. Vedtægterne varierer fra forening til forening, men kan ses som en form for regelsæt, foreningens andelshavere er underlagt mellem foreningen og de enkelte andelshavere.
Som bestyrelsesmedlem i en andelsboligforening forpligter man sig til det arbejde, der følger med rollen. Andelsboligforeningen er en selvstændig juridisk enhed, der hæfter for de aftaler og forpligtelser, den indgår. Dog kan bestyrelsesmedlemmer i visse tilfælde stilles personligt ansvarlige. Det hedder nemlig, at bestyrelsesmedlemmer er underligt de almindelige regler om erstatningspligt og ansvar. Det betyder, at du som bestyrelsesmedlem kan stilles personligt ansvarlig, hvis der handles uden for de aftalte retningslinjer.
Ansvaret, der følger med rollen, bør dog ikke afskrække, hvis du tager arbejdet seriøst og handler inden for de beføjelser, der er dig givet i vedtægterne. Det anbefales altid, at andelsboligforeningen er forsikret af særligt en ansvarsforsikring af bestyrelsen og en ejendomsforsikring.
Vidste du?
Vedtægterne udgør, sammen med lovgivningen på andelsboligområdet, det juridiske grundlag som foreningen drives på. Eksempler på vedtægter kunne være specielle forhold omkring husdyr i foreningen, salg af boliger via venteliste eller sammenlægning af boliger. Andelsportal.dk har udarbejdet et sæt standardvedtægter som foreninger kan bruge helt eller delvist. Standardvedtægterne er vejledende og træder først i kraft, når eller hvis de bliver vedtaget på en generalforsamling.
Er det muligt at få løn for bestyrelses-arbejde i en andelsboligforening?
Som udgangspunkt bygger arbejdet som bestyrelsesmedlem på frivillighed, men det er muligt at blive betalt for sit frivillige arbejde i foreningen. Det kan enten ske i form af godtgørelse for udgifter, der er brugt i forbindelse med arbejdet eller et honorar for deres tid og arbejde. Det kan dog variere fra forening til forening, og det er op til den enkelte forening om de ønsker at tilbyde økonomisk kompensation for bestyrelsesmedlemmernes arbejde. For skattefri godtgørelse i forbindelse med bestyrelse gælder følgende satser for 2025
- Maksimum kr. 2.800,- årligt (telefon og internet)
- Maksimum kr. 1.700,- årligt (porto, møder, kontorartikler m.v.)
Kilde: ABF
Det er op til den enkelte andelsboligforening, hvorvidt man ønsker at yde et eller flere bestyrelsesmedlemmer et honorar for deres tid og arbejde i bestyrelsen. Denne beslutning træffes på generalforsamlingen. Betaling af honorar til bestyrelsesmedlemmer er skattepligtigt og skal ses som A-indkomst, og der skal betales A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af beløbet.
Kan jeg blive formand?
Som udgangspunkt er det muligt for alle andelshavere i en forening at blive formand. Formandens rolle adskiller sig fra de andre bestyrelsesmedlemmer på to punkter.
Det er formandens rolle at indkalde til bestyrelsesmøder og så er formanden også tegningsberettiget sammen med bestyrelsen. Det vil sige, at når foreningen skal skrive under på nye projekter, så er det formanden og typisk en til to bestyrelsesmedlemmer.
Det kræver altså ikke nogen særlig teknisk viden, økonomisk indsigt eller juridisk kompetence, men derimod om at kende sine egne begrænsninger og kunne spørge om hjælp til de ting man ikke har styr på eller kan klare. Det handler om kunne se sig selv som en del af den daglige ledelse i foreningen. Det kunne eksempelvis være at ringe efter en håndværker, når noget skal ordnes eller lægge en linje for fremtiden i foreningen.