Generic filters
Tømrermester RFA

FAQ: Hvem hæfter for skimmelsvamp i andelsboligen?

Skimmelsvamp er desværre et problem, som mange andelshavere støder på – og det kan påvirke både helbred og indeklima. Derfor er det vigtigt at reagere hurtigt. Men hvem har egentlig ansvaret, og hvad gør man, hvis boligen midlertidigt ikke kan beboes? Vi svarer her på de nogle af de spørgsmål vi modtager her på Andelsportal.dk

Skimmelsvamp er et problem, som mange andelsboliger står overfor – det gælder især i ældre bygninger med utilstrækkelig ventilation og isolering. Opstår der skimmelsvamp i jeres bolig, kan det have alvorlige konsekvenser for både indeklimaet og jeres helbred – derfor er det vigtigt, at andelshaver og bestyrelse arbejder sammen for hurtigst muligt at få kortlagt og udbedret skaden. Jo før I får taget hånd om problemet, desto hurtigere kan I sikre et sundt indeklima og et trygt hjem.

Men i den proces kan der hurtigt opstå spørgsmål som, hvem hæfter for skimmelsvamp? Eller hvor skal jeg bo, mens skimmelsvampen bliver fjernet? Vi har hos Andelsportal.dk modtaget flere spørgsmål om dette emne, som vi vil forsøge at svare på her.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg opdager skimmelsvamp i min andelsbolig?

Opdager du skimmelsvamp i din bolig, er det vigtigt at du reagerer hurtigt. Først og fremmest skal du sørge for at dokumentere skimmelsvampen ved at tage billeder og notere dato, sted og omfang. Da det oftest er andelshaveren, som opdager skaden, er det vigtigt, at vedkommende kontakter bestyrelsen med det samme, så man kan bestille en fugt- og indeklimakonsulent, der kan afklare skadens omfang, samt kontakte et eventuelt forsikringsselskab.

OBS: Det er vigtigt at du ikke selv begynder at rengøre, før årsagen til skimmelsvampen er fundet, da dette kan sprede sporene – sørg derfor for at få en professionel undersøgelse af omfang og årsag.

Hvem hæfter for udgifterne ved skimmelsvamp i andelsboligen?

Normalvis dækker andelsboligforenings ejendomsforsikring ikke angreb af skimmelsvamp, medmindre angrebet er en følgeskade af en anden skade, der er dækket af forsikringen – eksempelvis en vandskade eller lignende. I tilfælde af at forsikringen ikke dækker, må bestyrelsen undersøge hvad årsagen til skaden er, og dermed afgøre hvem der har ansvaret for udgifterne.

Vurderingen sker oftest på baggrund af rapporten fra fugt- og indeklimakonsulenten, men kan også ske på baggrund af en rapport fra en byggeteknisk rådgiver.

Som udgangspunkt hedder det at hvis bygningens konstruktion er årsag til skaden, er det andelsboligforeningen, der skal dække udgifterne – og dette gælder også eventuelle skader på andelshaverens møbler og lignende.

Skyldes skimmelsvampskaden derimod andelshavers brug af boligen, f.eks. manglende udluftning, forkert møblering eller fugt fra badeværelset, er det som udgangspunkt andelshaveren selv der hæfter for både skaden og udgiften til fugt- og indeklimakonsulenten.

Det er en god idé at tjekke vedtægterne i jeres egen forening, så I ved præcis, hvordan ansvaret for den indvendige vedligeholdelse er fordelt – f.eks. hvad der betragtes som nødvendige udskiftninger af bygningsdele og tilbehør i lejligheden.

KontaktHvad er skimmelsvamp og hvordan identificerer man det?

  • Skimmelsvamp er en svampeart, der trives i fugtige omgivelser og spreder sig hurtigt gennem luften via mikroskopiske sporer. For at vokse har skimmelsvamp brug for tre ting: varme, fugt og organisk materiale – som f.eks. tapet, træ, maling og gipsplader.
  • Opdager du skimmelsvampen tidligt, kan det være afgørende for at begrænse problemet. Skimmelsvamp viser sig ofte som misfarvninger i form af sorte, grønne eller hvide pletter på vægge, lofter, gulve eller andre overflader. Andre tegn kan være, hvis du oplever symptomer som hoste, irriterede øjne eller hovedpine, eller at der opstår en muggen lugt i lejligheden, kan det også i andelsboligen.

Ovenstående tegn kan være indikation på, at skimmelsvampen har fået fodfæste – og jo tidligere I reagerer, desto lettere er det at håndtere problemet.

Hvor skal jeg bo, mens skimmelsvampen i min andelsbolig behandles?

Hvis din andelsbolig bliver ubeboelig på grund af skimmelsvamp og de sundhedsmæssige risici, kan det blive nødvendigt at flytte midlertidigt. Hvem der dækker udgifterne, afhænger af årsagen til skimmelsvampen. Er det foreningen, der er ansvarlig, vil den som regel stå for genhusningen. Skyldes skimmelsvampen derimod forhold, som andelshaveren selv har ansvar for, må man selv stå for og betale flytningen.

Som sagt, er det altid en god ide at tjekke din andelsboligforenings vedtægter, for at finde ud af hvilke regler der gælder i din forening – og ellers kan man søge juridisk rådgivning for at få afklaret ansvarsforholdene i jeres situation.

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *