Sådan lykkes vinduesrenoveringen: Erfaringer fra en andelsboligforening
En vinduesrenovering behøver slet ikke være besværlig. Det har en lille andelsboligforening i Lyngby oplevet, da de fik skiftet 50 vinduer på en rolig og tryg måde – takket være god planlægning, kyndig rådgivning og et tæt samarbejde mellem bestyrelse og entreprenør. Læs, hvordan det gode samarbejde gjorde forløbet enkelt, gav flotte energivenlige vinduer og skabte tryghed for alle beboere.
Den lille andelsboligforening AB Gedvad stod i 2024 over for en udfordring, som mange små foreninger kender til: gamle og utætte vinduer, der både trak kold luft ind og gav fugtproblemer. Foreningen, der ligger i Lyngby, besluttede derfor, at det var tid til at skifte vinduerne ud.
Som forening føltes beslutningen som et stort skridt, for større renoveringer som denne kræver grundig planlægning, professionel rådgivning og god kommunikation for at sikre både økonomisk overblik og et vellykket resultat. Derfor var det vigtigt at finde en samarbejdspartner, der kunne skabe tryghed fra starten og guide foreningen gennem processen. Valget faldt på Energitømreren ApS, som kunne tilbyde den nødvendige ekspertise og erfaring. Formand Maiken og Jackie Mysander, indehaver af Energitømreren ApS, fortæller her om samarbejdet – fra beslutningen blev taget, til de nye vinduer stod på plads.
En længe ventet udskiftning
Udskiftningen af vinduerne havde været diskuteret i flere år, fortæller formand Maiken. De gamle vinduer havde nemlig givet gentagne problemer med træk, kulde og fugt, hvilket skabte både ubehag for beboerne og bekymringer om langsigtede skader på bygningen.
”I al den tid, jeg har boet her, har vi haft nogle pokkers irriterende plastikvinduer, der åbnede indad. For det første var de ikke særlig pæne, og de passede slet ikke til ejendommens stil. Og så var de kun to-lags og utætte, så der kom rigtig meget fugt,” fortæller Maiken og tilføjer:
”Samtidig er det en gammel ejendom, vi bor i, og i den slags bygninger opstår der bare nemt fugtproblemer. At vi så samtidig havde vinduer, der var så dårlige, gjorde det ikke bedre. Derfor har det nok været noget, vi har talt om i foreningen i flere år – at vi rigtig gerne ville have nye vinduer.”



Når rådgivning og personlig kontakt gør forskellen
Tilbage i 2024 besluttede bestyrelsen derfor, at der skulle indhentes flere tilbud på nye vinduer. De tre bestyrelsesmedlemmer fordelte opgaven mellem sig, og i forbindelse med sin søgning online fandt formand Maiken Energitømreren ApS, der specialiserer sig i udskiftning af vinduer og døre. Virksomhedens professionelle hjemmeside og særligt de mange gode anmeldelser fangede hendes opmærksomhed.
”Jeg ringede derfor til Jackie, som tilfældigvis var i området og derfor kom enten samme dag eller dagen efter,” forklarer Maiken.
Sammen gik de en tur rundt om ejendommen, hvor de gennemgik foreningens behov og ønsker. Jackie Mysander, som har mange års erfaring med udskiftning af vinduer og døre, delte flittigt ud af sin ekspertise og rådgivning undervejs. Han kom med konkrete forslag til løsninger og materialer, forklarede fordele og ulemper ved de forskellige muligheder og vurderede, hvilke vinduer der ville passe bedst til bygningens stil og funktion. Samtidig tog han billeder og foretog opmålinger af et par udvalgte vinduer for at få et præcist grundlag til udarbejdelsen af tilbuddet.
”Jeg anbefalede tre-lags vinduer i træ/alu. Det udvendige aluminium er malet og vedligeholdelsesfrit og tåler vejr og vind, mens det indvendige træ bevarer et varmt og klassisk udtryk, der passer til de fleste ejendomme. Kombinationen betyder, at foreningen slipper for hyppig maling og vedligeholdelse – og de udgifter, der ellers følger med,” forklarer Jackie Mysander.
Et par dage efter mødet sendte han bestyrelsen et tilbud, der opsummerede de aftalte punkter og gav et klart billede af omfang og pris.
”Tilbuddet så rigtig fornuftigt ud. Det var billigere end de to andre tilbud, vi fik. Samtidig havde en af mine naboer – som er maler – og som også sidder i bestyrelsen – hørt om Energitømreren gennem nogen, der kendte nogen, der havde talt godt om dem,” forklarer Maiken og tilføjer:
Men valget faldt på Energitømreren APS, ikke kun på grund af prisen og den positive omtale, men i lige så høj grad på grund af den rådgivning og personlige kontakt, de tilbød. Den personlige dialog med Jackie Mysander skabte tillid og gjorde det muligt at stille spørgsmål og få konkrete svar, hvilket gav Maiken tryghed allerede inden projektets start.
”Det at møde Jackie betød virkelig meget for mig. Det var rart at få sat ansigt på den, der skal udføre arbejdet – også fordi det immervæk er en del penge, vi skal have op ad lommen. Så lige at kunne se hinanden i øjnene var helt klart med til at give mig en god mavefornemmelse. Og det var også noget af det, der talte for, synes jeg. At jeg havde en god mavefornemmelse omkring ham.”
Foreningen kunne imidlertid ikke bare sige ja til Energitømreren ApS’ tilbud med det samme. Først skulle der gennemføres et bankskifte, og foreningen skulle optage et nyt lån for at finansiere projektet. Den administrative proces og de nødvendige beslutninger betød, at der gik noget tid, før tilbuddet kunne godkendes og arbejdet kunne starte. Faktisk gik der lidt over et år fra, at foreningen modtog tilbuddet, til de endelig kunne give grønt lys og sætte projektet i gang.
”Jackie var rigtig tålmodig, selvom jeg ikke kunne give en endelig dato for, hvornår vi ville gå i gang. Jeg sagde selvfølgelig, at jeg ville komme med en konkret dato, så snart jeg kunne – og selvom der gik lidt over et år fra, vi modtog det første tilbud, matchede de stadig prisen fra dengang, på trods af at mange materialepriser var steget. Der var også ét vindue mindre, fordi en beboer havde fået lavet terrasse i mellemtiden, men det gjorde ikke noget – det var stadig en rigtig god løsning for os.”
Sikring af præcision: kontrolmålingen
Da foreningen havde sagt ja til tilbuddet, fulgte et andet møde – en såkaldt kontrolopmåling. Her blev de mål, der var taget ved første besøg, dobbelttjekket, så man var sikker på, at vinduerne ville passe præcist til åbningerne i ejendommen. Samtidig blev de sidste detaljer drøftet og afklaret, så både forening og entreprenør følte sig trygge. Formålet med mødet var både at sikre, at levering og installation kunne gennemføres korrekt, og at alle var helt enige om det videre forløb.
Det blev besluttet, at projektet skulle gå i gang kort efter nytår 2026. Det vakte dog en smule bekymring hos nogle af beboerne, fortæller Maiken – for kunne man egentlig skifte vinduer midt i vinteren uden problemer?
Det kan man sagtens, fortæller Jackie Mysander, og forklarer, at det kolde vejr kan gøre det lidt køligt den ene dag, hvor håndværkerne arbejder i enkelte lejligheder. Til gengæld bliver det hurtigt varmt igen, fordi de gamle, utætte vinduer er blevet erstattet med nye lavenergivinduer, tilføjer han.
Sådan skifter man 50 vinduer uden problemer
Projektet omfattede omkring 50 vinduer – både alle lejlighedsvinduer og alle opgangsvinduer – så det var et relativt omfattende arbejde. Som planlagt gik arbejdet i gang i anden uge af januar, og både forening og entreprenør fortæller, at projektet forløb som forventet. Faktisk blev arbejdet afsluttet et par dage før tid. Arbejdet var planlagt til at starte den 9. januar og skulle efter planen være færdigt den 26. januar, men allerede onsdagen før var håndværkerne færdige.
Om arbejdets udførsel fortæller Jackie Mysander, at det kunne udføres fra rullestillads hele vejen rundt om ejendommen, da bygningen kun strakte sig op til anden sal – hvilket gjorde processen både lettere og mere smidig. Samtidig blev arbejdet udført professionelt og effektivt af de erfarne håndværkere.
”Når vi udskifter vinduer, gør vi kort fortalt det, at vi fjerner det gamle vindue ved at skære det ud, monterer det nye vindue, og så lægger vi en tynd liste, og en fuge, rundt i kanterne. Når den er lagt, vil man slet ikke kunne se, at vi har været der.”
Når vinduerne udskiftes, skifter arbejdet løbende mellem at foregå udefra på rullestillads og indefra i lejlighederne. På den måde kan håndværkerne sikre, at vinduerne monteres helt korrekt, samtidig med at alle detaljer og finish bliver tjekket tæt på – så resultatet til sidst både fungerer og ser flot ud.
Jackie Mysander anbefaler generelt, at beboerne ikke er hjemme, mens arbejdet står på. I særligt små lejligheder kan det nemlig hurtigt virke voldsomt med bankelyde, støv og støj, forklarer han.
”Der er selvfølgelig forskel på folk,” forklarer entreprenøren og tilføjer ”Nogle oplever arbejdet som utroligt støvende, mens andre næsten ikke bemærker det. Det er helt i orden at være til stede, når vi starter, hvis man har noget vigtigt, man vil gøre os opmærksomme på – men bagefter fungerer det bedst, at man går, mens vi fortsætter. Det gør det mere roligt for alle, og arbejdet kan foregå effektivt og uden unødige forstyrrelser.”
Godt råd om beboerkommunikation under byggeprojekter
Kontakten til beboerne forløb primært gennem bestyrelsen – en naturlig måde at gøre det på, så alle får den samme information. Ifølge Jackie Mysander fungerer samarbejdet langt bedre, når en repræsentant formidler beskederne, da det sikrer ensartethed i kommunikationen.
”Én kontaktperson sikrer, at alle beboerne får samme information, og at arbejdet forløber smidigt. Vi ser derfor helst, at der er en repræsentant, som vi kan føre dialogen med – og som så herefter kan formidle informationen videre”, fortæller Jackie Mysander.
Under projektet i den lille forening i Lyngby var det formand Maiken, der fungerede som foreningens repræsentant. Hun sørgede for at holde beboerne opdaterede om, hvornår arbejdet gik i gang, og hvor længe det ville vare – på den måde følte alle sig oplyste og godt forberedte.
Arbejdet begyndte i formandens lejlighed. Det blev hun varslet om ca. en uge inden opstart. Derefter fortsatte håndværkerne med dag-til-dag-varslinger til de øvrige lejligheder, så alle beboere vidste, hvornår de kunne forvente, at arbejdet ville finde sted. Maiken fortæller, at nogle beboere håbede på en mere konkret plan for, hvornår håndværkerne ville arbejde i netop deres lejlighed – men som Jackie Mysander forklarer, er de altid forsigtige med at melde mere konkrete datoer ud, fordi de ikke ønsker at love noget, de ikke kan holde.
”Virkelighedsbilledet kan hurtigt ændre sig. Vejret kan afgøre, om vi kan arbejde eller ej. Og vi ved aldrig, om vi finder skimmel eller fugtskader, når vi fjerner et gammelt vindue, når vi går i gang. Derfor sætter vi altid en tidsramme for, hvornår vi kommer. Og når vi så nærmer os vil vi varsle de første lejligheder typisk en uge før vi starter op. Og de andre lejligheder tager vi så dag for dag,” fortæller Jackie Mysander.
Arbejdet skred planmæssigt frem og gik helt efter forventningerne. Formanden fortæller om håndværkernes besøg:
”De var to tømrere ad gangen, og man kunne tydeligt se, at de var vant til at arbejde sammen. De var super effektive og samarbejdede virkelig godt.”
Færdig før tid – og med stor tilfredshed
Arbejdet blev færdigt nogle dage før planen. Herefter skulle der følges op for at sikre, at alt var som det skulle være.
”Jeg skrev ud til alle, efter at alle vinduer var blevet skiftet, at de gerne måtte vende tilbage, hvis der var fejl eller mangler, de ønskede, der skulle ses nærmere på,” fortæller Maiken og tilføjer: ” Der var faktisk kun én enkelt kommentar, og det var min nabo, maleren. Han syntes, at en enkelt fuge sad en smule for langt inde. Jeg tror, at det er sådan en detalje, man nok kun ser, når man har baggrund i branchen”.
Et par dage efter, at Maiken havde sendt beskeden ud til beboerne, gennemgik hun og projektlederen på projektet, Lars, ejendommen. De gik rundt og tjekkede arbejdet, og de aftalte hurtigt, at en tømrer skulle komme ud og rette den lille udvendige fuge, som naboen havde bemærket. Udover det var der ingen justeringer, så som formanden beskriver det ”var det virkelig i småtingsafdelingen.”
I dag er foreningen glade for både vinduerne og samarbejdet med Energitømreren ApS. Maiken fortæller:
”Vinduerne er superflotte og passer virkelig godt til ejendommen. De er æstetiske, tre-lags og holder bedre på varmen. Det er træ/alu-vinduer – træ indvendigt og aluminium udvendigt – og de åbner udad. Med de her anverfer-lukninger passer de bare perfekt og pynter utrolig meget. Så der er både det praktiske, at de isolerer godt, og det kosmetiske, som gør en stor forskel,” fortæller hun. Om samarbejdet tilføjer hun:
”Det har været et trygt og rart samarbejde. Kommunikation har været god, ærlig og reel, og jeg har ikke følt, at nogen har prøvet at snyde, presse noget igennem hurtigt eller give en unfair pris.”
Inden længe skal foreningen have skiftet alle lejlighedsdøre, og de har også her indhentet tilbud fra Energitømreren ApS. Det gav nemlig rigtig god mening at tage kontakt til dem igen, efter den gode erfaring med vinduerne, både med rådgivning, håndværk og den tryghed, de leverede.
Tryghed hele vejen – fra første møde til sidste fuge
Energitømreren ApS er Andelsportal.dks branchepartner i vinduer. Med mere end 20 års erfaring i renovering af vinduer og døre for boligforeninger har Energitømreren ApS specialiseret sig i at gøre komplekse projekter overskuelige. For Jackie Mysander og hans erfarne team handler det ikke kun om selve håndværket, men om at skabe ro i maven hos både bestyrelse og beboere.
Står jeres andelsboligforening over for en mulig vinduesrenovering, kan en indledende, uforpligtende dialog med en erfaren fagperson give et godt overblik. Det kan være med til at afklare både muligheder, proces og forventninger – og skabe ro omkring det videre forløb.

