Vinderen er fundet
Andelsportal.dk har fået en Facebook-side og for at få flere andelshavere derind, var der forleden en konkurrence i forbindelse med fodboldkampen Portugal-Danmark.
I skrivende stund synes 184 andelshavere godt om Facebook-siden Os der bor i andelsbolig. Der er langt fra nok, hvis siden skal fungere som et forum for andelshavere, hvor man kan finde debat, information, nyheder og gode råd om det at være en del af en andelsboligforening.
For at få flere andelshavere ind på siden lancerede Andelsportal.dk forleden en konkurrence, som skulle sætte lidt mere fokus på Os der bor i andelsbolig. Det skete i forbindelse med fodboldlandskampen mellem Portugal og Danmark, hvor brugerne skulle gætte resultatet.
Flere konkurrencer på vej
Det blev som bekendt 3-1 til portugiserne, og det var der tre dygtige andelshavere, der havde gættet. Dermed skulle der trækkes lod for at finde en vinder, og det endte med at blive Simon Mortensen Degn fra Skive.
Præmien var en håndværker for en dag, og Simon Mortensen Degn har valgt at hyre en elektriker, som skal hjælpe med nogle småting i huset.
Der er helt sikkert flere konkurrencer på vej på Facebook-siden, så hold øje med både Andelsportal.dk og “Os der bor i andelsbolig”, hvis du også har lyst til at vinde. Og skriv gerne en kommentar på væggen om, hvad du synes, præmien skal være.