Generic filters
Tømrermester RFA

Usikkerhed om valuarvurderinger udfordrer finansieringen af andelsboliger

I flere tilfælde må banker afvise at finansiere andelsboliger – med forklaringen om, at de er prissat for højt. Vurderingerne, der er foretaget, er ofte baseret på valuarvurderinger, og stemmer i mange tilfælde ikke overens med bankens egen vurdering. Det kan få stor betydning for potentielle boligkøbere.

Mange andelsboligforeninger benytter sig af valuarvurderinger til at fastsætte deres ejendoms værdi. Valuarvurderingen er en af de værdiansættelsesprincipper, som andelsboligforeninger kan bruge til at fastsætte værdien af deres ejendom. Den foretages af en godkendt privat valuar og danner grundlag for værdiansættelsen af andelene i en forening. Nu rapporterer Politiken, at i nogle tilfælde kan det føre til en højere vurdering, end hvad banken havde tiltænkt.

Ifølge Politiken finder en række banker flere valuarvurderinger for optimistiske. Med hjælp fra valuarer, værdisætter andelsboligforeninger andelsboligerne så højt, at bankerne i flere tilfælde ser sig nødsaget til at foretage deres egne vurderinger for at sikre, at andelsboligen er sat til den reelle handelsværdi. Det medfører, at bankernes vurdering afviger med op til 30 pct. Alt det resulterer i, at finansieringen kan blive afvist, eller kræve en større egenbetaling fra køber, hvis bankes vurdering er lavere end den officielle pris.

Ifølge Politiken vurderer Boligchef fra Arbejdernes Landsbank, Asger Friis Pedersen, med forbehold, at banken er nødsaget til at sænke værdiansættelsen i 25-30 pct. af sagerne. Nordea vurderer en lavere pris og værdi i 10-15 pct. af de andelsboliger, der bliver sat på boligmarkedet.

ABF’s perspektiv

Interesseorganisationen Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) peger på, at forskelle mellem valuarvurderinger og bankernes egne vurderinger kan skabe usikkerhed – både for køber og foreninger.

Ifølge direktør Jan Hansen, er det utilfredsstillende, at de nugældende regler giver valuarerne et stort et spillerum. Samtidig peger han på, at der ligeledes bør sættes spørgsmålstegn ved bankernes værdisætning, da de efter hans opfattelse, vurderer for lavt i forhold til den reelle markedsværdi som privat udlejningsejendom – hvilket er den værdi, andelsboliger bør vurderes ud fra.

Bankerne følger som regel de generelle retningslinjer fra Finanstilsynet, der over tid har indført strammere regler for boliglån. Det har betydet, at bankerne i flere tilfælde vurderer andelsboliger lavere end foreningerne selv, og samtidig er begyndt at stille krav om udbetalinger på 5 pct. af andelens pris og køberens andel af foreningens samlede gæld. ABF opfordrer til, at der ses nærmere på de forskellige vurderingsformer. Det vil kunne bidrage til en større grad af ensretning og gennemsigtighed og skabe mere forudsigelige forhold for andelshavere og købere.

Ingen entydig regulering af valuarvurderinger

Der er endnu ingen politisk regulering, som definerer, hvordan valuarvurderinger skal foretages. Det gør, at der på nuværende tidspunkt ikke er helt klare retningslinjer for, hvordan banker og andelsboligforeninger vurderer boligen. På nuværende tidspunkt bør købere og sælgere være opmærksomme på, at bankens vurdering af boligens værdi kan afvige fra salgsprisen.  

Skriv en kommentar til artiklen

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *