Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Arbejdernes Landsbank

Stadig penge i renoveringspuljen – 95.000 har søgt

Tirsdag d. 14. april åbnede renoveringspuljen med 1,5 mia. kr. i tilskud til boligforbedringer. I dag fredag har ca. 95.000 danskere søgt om tilskud. Man kan stadig søge. Erhvervs- og Byggestyrelsen forventer, at der går nogle dage, før puljen er tømt

Henning Steensig, vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen:
– Vi modtog et stort antal ansøgninger i de første timer tirsdag, men siden er presset aftaget. Det er vigtigt at understrege, at der er stadig penge i puljen, hvis man vil have tilskud til at forbedre sin bolig.- Folk uden adgang til internettet får også plads i puljen.   Der er max. 3 minutters ventetid, før man kommer igennem til vort call-center, som har udsendt ca. 7.000 fortrykte skemaer, som vi håber at få retur hurtigt i udfyldt stand. Hvis interessen holder sig på det nuværende niveau, vil også disse ansøgere komme i betragtning.

Alene på åbningsdagen var der ca. 250.000 personer, som gik ind på hjemmesiden www.boligforbedringer.dk, heraf søgte ca. 68.000 tilskud online. Hjemmesiden, serverne og det digitale ansøgningsskema klarede den store belastning uden nedbrud. It-systemerne er etableret på rekordtid – ca. 1 måned – langt under, hvad der er normalt for systemer i denne størrelsesorden.

Call-centret, som sender ansøgningsskemaer ud og besvarer spørgsmål, har siden åbningen haft mere end 12.500 opkald. Den første dag var der i perioder lange ventetider på at komme igennem – bl.a. fordi flere telefonselskaber ikke kunne klare belastningen. Ventetiden er max. 3 minutter.

Typisk søges der om tilskud til håndværkerlønninger i forbindelse med renovering af tage, vinduer og badeværelser. Sagsbehandlingen er i fuld gang, og de første tilsagn er sendt til ansøgerne. Erhvervs- og Byggestyrelsen har ansat ca. 50 medarbejdere, som sagsbehandler i to-holdsskift.

Kilde: Erhvervs- og Byggestyrelsen