Har I husket at sommerlukke for varmen?
15.maj er officiel sommmerluk-dag i Danmark. Og både andelsboligforeningen med fælles varmeanlæg og individuelle varmeanlæg kan med fordel sætte varmeanlægget på sommerdrift.
Kalenderen skriver forår og hvis I ikke allerede har sommerlukket for varmeanlægget, så kan det være en rigtig god idé at gøre det. Der er nemlig både besparelser på varmeregningen og et reduceret energiforbrug at hente.
Rent faktisk kan en gennemsnitlig husejer Ved at slukke for varmen på selve varmeanlægget opnå en årlig besparelse på 600-1600 kroner afhængigt af varmeformen. Det svarer til 3-5 pct. af det årlige varmeforbrug.
”Når man sætter anlægget på sommerdrift, producerer det kun varmt vand og ikke varme til f.eks. radiatorer eller gulvvarme, hvilket giver god mening i sommermånederne. Det kan måske virke lidt uoverskueligt første gang, men det tager faktisk kun få minutter, og der er virkelig noget at vinde både for danskernes egen pengepung og klimaet,” udtaler Matilde Grøn Bjørneboe i en pressemeddelelse fra Energistyrelsen.
Sommerluk i etageejendom
Mange andelsboligforeninger har til huse i etageejendomme med fjernvarme. Her er det vigtigt, at være opmærksom på, om en ejendommens varmeanlæg er indstillet på samme styrke, som da vinteren var på sit højeste. Det kan være en god ide at få ejendommens varmemester eller VVS’er til løbende at skrue på den termostat, der regulerer temperaturen på det vand, der løber frem til andelsboligforeningens radiatorer. Helt konkret skal der slukkes for cirkulationspumpen og/eller skiftes fra vinter- til sommerdrift på ejendommens fjernvarmeanlæg.
Sommerluk i individuelle andelsboliger
Sommerlukning indebærer to grundlæggende trin: Deaktivering af varmeanlægget og slukning af cirkulationspumpen.
Det specifikke håndtag på varmeanlægget, samt hvor cirkulationspumpen slukkes, kan variere. Nogle huse har automatiske systemer, der håndterer enten det ene eller begge trin. Derfor er det en god idé at oprette en vejledning til dig selv første gang, du foretager sommerlukningen, for at gøre det lettere fremadrettet.
Så store er besparelserne:
I et standardhus på 130 m2 ved at sommerlukke for varmen
- Oliefyr: 1.600 kroner
- Naturgas: 900 kroner
- Træpillefyr: 900 kroner
- Luft til vand varmepumpe: 600 kroner
- Fjernvarme: 700 kroner
Kilde: Energistyrelsen