Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Bykærs Anlæg ApS

Sådan sælger du din andelslejlighed

Er du en af de mange, der står med en andelsbolig, du ikke kan få solgt, kan du få et par gode råd her.

Tiderne med ventelister på andelsboliger er ved at være fortid. Markedet er presset, og det er ikke alle, der har lige let ved at komme af med sin andelslejlighed.

Hvis prisen er for høj, er det naturligt nok svært at komme af med andelslejligheden. Det kan derfor være en stor fordel at søge hjælp hos fagfolk med et godt kendskab til det område, hvor lejligheden ligger, da du på den måde kan finde det rigtige prisleje.

– Man skal først og fremmest se på, om prisen er den rigtige. For hvis den ikke matcher markedet, får du den ikke solgt, siger Annemette Lyngh, der er indehaver af tre af Nyboligs afdelinger i København, til Andelsportal.dk.

Lav boligafgift trækkerSelvom køberen selvfølgelig gerne vil slippe så billigt som muligt, er det ikke nødvendigvis en lav købspris, der tiltrækker.

– Der er en tendens til, at folk hellere vil betale mere for andelskronen og så få en lavere boligafgift.
Købere er ofte interesserede i en lavest mulig månedlig ydelse, fortæller Annemette Lyngh.

Hos RealMæglerne nikker man også genkendende til, at købere går efter en husleje, der er til at betale. Her oplever de desuden, at folk er meget opmærksomme på, hvordan boligen er belånt, når de skal investere i andelsbolig.

– Det er vigtigt, at boligen er ordentlig belånt. Det nytter ikke noget, at du har en husleje på 3000,- kroner, der bliver væsentligt højere, hvis renten stiger, siger Helen Hansen fra RealMæglerne.

Gør lejligheden indbydende

Det kan have en ganske stor betydning for salget af din bolig, at denne er præsentabel til fremvisninger.

– Det vigtigste er, at den er ren og virker indbydende. Det nytter ikke noget, at der roder og er beskidt. Men den behøver ikke at være nyistandsat, for det afspejler sig selvfølgelig også i prisen, siger Helen Hansen, RealMæglerne.

Udover at få ryddet op og gjort godt og grundigt rent, kan det være nødvendigt at kigge objektivt på lejligheden og tænke over, hvad det er køber ser, når han træder ind af døren.

– Sørg for, at lejligheden bliver lys og indbydende uden for meget fyld. Og hvis du ikke skal presses for meget på prisen, kan det være en god idé at gå ud og ofre 10.000,- kroner på nye bordplader eller lignende i stedet for at gå 50.000,- ned i pris, siger Annemette Lyngh fra Nybolig.