Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Sådan fremlejer du din lejlighed

Det er blevet mere og mere normalt at fremleje sin andelslejlighed, men mange er i tvivl om, hvad de må tage i husleje.

Flere og flere andelshavere vælger at fremleje deres lejlighed. I mange tilfælde er det en konsekvens af, at det er blevet sværere at sælge sin lejlighed, og at andelshaveren derfor vælger at fremleje lejligheden, indtil den er blevet solgt.

Der er dog stor tvivl om, hvad en andelshaver må tage i husleje for sin andelslejlighed, og det er der god grund til. Der er nemlig ikke nogen specifikke regler, der giver svaret.

– Det er svært, for der er ikke nogen facitliste på området, siger Annelise Larsen, der er sekretær for Huslejenævnet i Aalborg Kommune, og hun bliver bakket op af en kollega.

– Det er svært at sige noget generelt, for vi tager kun de sager, der bliver indbragt for nævnet, hvis lejeren mener, at det er for dyrt, siger Dorthe Weber, der er sekretær for Huslejenævnet i Hillerød Kommune.

Se på andre lejemål

Der er dog alligevel en anelse hjælp at hente, hvis en lejlighed skal fremlejes. Men det kræver, at andelshaveren, der gerne vil udleje sin lejlighed, laver lidt research.

– Nu giver vi ikke råd og vejledning, for vi tager først stilling, når der er en konkret sag. Så tager vi typisk ud og ser på den konkrete lejlighed, hvis der er en klage. Men hvis man skal finde frem til en korrekt husleje, så er det en god idé at finde frem til nogle tilsvarende lejligheder, som er udlejet og som er i nogenlunde samme stand. Måske kender man en, der har udlejet sin lejlighed eller man kan tage kontakt til en professionel udlejer, som måske kan hjælpe, siger Annelise Larsen fra Huslejenævnet i Aalborg til Andelsportal.dk.

Der er også nogle skattemæssige forhold, der kan spille ind, så det kan anbefales at tage kontakt til en advokat eller få anden hjælp, inden man fastsætter sin husleje.

Hvis du skal udleje din lejlighed, så kan du få svar på spørgsmål ved at kontakte rådgivningspanelet på Andelsportal.dk.