Regeringen vil afskaffe de offentlige ejendomsvurderinger
Et flertal i Folketinget vil af med den offentlige ejendomsvurdering, som de ikke længere mener tjener til noget formål.
Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener sammen med regeringen, at det skal være slut med at vurdere værdien af danskernes boliger.
– Vi har ikke noget at bruge systemet til, og så kan man lige så godt afskaffe det, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen til Berlingske.
En nedlæggelse af den offentlige ejendomsvurdering var også oppe at vende, da skatteministeren i Danmark hed Kristian Jensen, men dengang blev forslaget pillet af tapetet. Det skyldtes dog ikke, at ordningen ikke kunne undværes siger Kristian Jensen.
– Det er et pseudoargument, for der er masser af andre muligheder. Man kan lave en uvildig valuarundersøgelse. Man kan også få to ejendomsmæglere til at lave en vurdering og tage gennemsnittet, hvis man absolut skal have en uvildig vurdering.
Oppositionen: Vigtig på andelsboligmarkedet
De Radikale og SF er imidlertid imod en afskaffelse af den offentlige ejendomsvurdering og påpeger blandt andet, at den bliver brugt på andelsboligmarkedet.
– Ejendomsvurderingen bliver jo brugt rigtig mange steder. På andelsboligmarkedet, til at undgå skattesvig og fastlægge priserne, når der er handler mellem interesseforbundne parter, siger SFs skatteordfører Jesper Petersen til Berlingske.