Priserne på andelsboliger stiger
Kurven for salg af andelsboliger er knækket og igen på vej op ad. Det fremgår af den seneste opgørelse om de faktiske handelspriser på andelsboligområdet udarbejdet af boligsiden.dk.
I hovedstaden, hvor langt størsteparten af landets andelsboliger ligger, vejres der nu morgenluft. Ifølge en opgørelse fra Boligsiden.dk steg priserne på andelsboliger således i løbet af 2010.
Ifølge den nye opgørelse kostede en andel i København i gennemsnit 838.000 kroner i fjerde kvartal 2010. Det er en stigning på fire procent i forhold til de forudgående tre måneder og 7,6 procent mere end for ét år siden.
– Selv om priserne på andelsboliger samlet set ikke har rokket sig meget det seneste år, ligger de alligevel 10 pct. under niveauet for andet halvår af 2008, fortæller Boligsidens kommunikationsdirektør Birgit Daetz.
– Men kigger man på de forskellige landsdele, fremgår det af tallene, at der er store forskelle. I København steg salgspriserne med knap 7,6 pct. i 2010, hvorimod priserne faldt voldsomt i de københavnske forstæder, og der er her barberet 19 pct. af salgsprisen i forhold til for 12 måneder siden, siger Birgit Daetz.