Lever andelstanken?

Den 24.2.2012 skrev jeg på bloggen om mulighederne for at optage realkreditlignende lån via andelsboligforeningen. I indlægget afsluttede jeg med et spørgsmål om, hvorvidt andelstanken var død eller levede endnu.

Det fik jeg mulighed for at teste forleden, hvor jeg var til et beboermøde i en stor forening, hvor andelene har en høj værdi, og finansieringsbehovet derfor er derefter.

Foreningen havde overvejet, om den skulle benytte sig af muligheden for at optage realkreditlån, og tilbyde finansiering til andelshaverne, og jeg forklarede reglerne og svarede på spørgsmål så godt jeg nu kunne. Det var et godt møde, og jeg fik bekræftet min egen holdning til spørgsmålet om fællesskabstanken.

Definition af andelsprincipperne

Hvis man slår ”andelsprincipperne” op, kommer definitionen til at lyde nogenlunde sådan her, hvis man henfører den til andelsboligforeninger:

”At fremme fælles økonomiske interesser på den mest indbringende og almengavnlige måde”.
De fælles økonomiske interesser er naturligvis værdien af andelene og fordelingen af de løbende omkostninger.

Mest indbringende er nok lidt sværere at henføre til virkeligheden, da det jo sjældent er et formål i en forening at have overskud, men blot finansiere de løbende udgifter. Men så kan man jo bruge det gamle ordsprog om, at ”en sparet krone, er en tjent krone”.

Andelstankens egoisme

Disse to punkter tror jeg sagtens at man kan nå til enighed om de fleste steder, men når vi så kommer til det sidste punkt, er det nok at kæden hopper af. Almengavnlig må vel betyde, at man gerne vil være med til at træffe beslutninger, som kan være til gavn for naboen, selvom man ikke selv umiddelbart kan nyde godt af beslutningen. Og det var på dette punkt, at jeg blev bekræftet.

Holdningen til lån via andelsboligforeningen var, ikke overraskende, og måske lidt firkantet fortolket, nemlig delt i to, og man kan selv gætte på, hvem der var gældfri og hvem der havde finansieret boligen med banklån.

– ”jeg synes, at vi bør stille foreningens friværdi til rådighed, så vi kan få nogle billige lån”.

– ”hvorfor skal jeg hæfte for et lån, som jeg ikke får nogen glæde af?”
Kan man så konkludere noget af dette her? Går vi 2/3 ind for andelstanken?

Eller den provokerende version: Er andelstanken bare ”et fællesskab af egoister”?

For mange har ordet egoist en negativ klang, men dybest set tænker vi nok først på os selv, og kan bare godt lide tanken om at dele byrderne med andre.