Krav om regnvand i toiletterne
Krav om regnvand i toiletterne
Spar på det kostbare drikkevand – og brug i stedet regnvand i toiletterne.
Stenløse Kommune nordvest for København kræver nu som den formentlig første kommune i Danmark, at ejerne af 700 kommende boliger i en ny udstykning bruger regnvand til at skylle toiletter, vande have, vaske bil med og til i hvert fald en del af tøjvasken.
“Vi ønsker at fremtidssikre de mange boliger i en ny stor udstykning samtidig med, at vi vil sikre en høj miljøprofil. Derfor stiller vi både krav om en særlig grundig isolering, og at man installerer regnvandsanlæg i alle nye huse,” forklarer Peter Hansen (SF), der er formand for erhvervs- og miljøudvalget i Stenløse Kommune.
Kravene står i salgsmaterialet og bliver desuden tinglyst.
I dag kræver man på tilsvarende vis brug af regnvand ved alle nybyggerier og renoveringer i dele af Tyskland og Belgien.
Hos Grundfos, der bl.a. fremstiller pumpeanlæg, har man netop sendt et nyt regnvandsanlæg på markedet. Og her har produktchef Henrik Rasmussen store forventninger til fremtiden:
“Vi tror, at den slags krav vil brede sig til flere kommuner, ligesom vi har store forventninger til især det tyske og det belgiske marked,” forklarer Henrik Rasmussen.
Kilde: Jyllands-Posten