Køber katten i sækken
Køberne kan ikke gennemskue de truende huslejestigninger- Jeg frygter, at mange folk ikke har plads i budgetterne til en sådan rentestigning, der øger deres husleje med en tredjedel, siger direktør Jan Hansen fra Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation.
Han oplever, at de fleste købere opfatter andelsboliger som en tryg boligform, hvor de ikke behøver at være opmærksomme på hverken rentestigninger eller andre trusler mod deres økonomi. Og det har bygherrerne høstet store gevinster på, mens renten har været lav.
– I mange nye andelsboligprojekter er prisen per kvadratmeter højere end på ejerboliger. Men finansieringen er skruet sammen, så folk ikke opdager, at de køber katten i sækken. Det er et kæmpeproblem. Køberne kan ikke gennemskue det, men kigger kun på den månedlige ydelse i salgsmaterialet, fastslår han.
Som eksempel fremhæver Jan Hansen lejligheden i Odinsgade 2.th. i København. Her ville huslejen på 5824 kroner stige med 3100 kroner, hvis ejendommen var finansieret med et fastforrentet 4 procents kontantlån.
– Det er jo en fandens til forskel for at få sikkerhed for huslejen. Det viser, hvor meget der skal til for at være på den sikre side, siger han.
Gode råd
Undersøg, hvem der hæfter for usolgte lejligheder. Er det andelsboligforeningen eller dem, som udbyder projektet?
Vær opmærksom på hele ejendommens og den enkelte lejligheds pris, så du kan sammenligne med en tilsvarende ejerbolig i samme område. Mange nystiftede andelsboliger er de senere år solgt til samme eller højere pris pr kvadratmeter end tilsvarende ejerboliger.
Gamle andelsboligforeninger, hvor lejerne køber deres ejendom, prissættes som udlejningsejendomme. Helt nye og nybyggede andelsboligprojekter prissættes som ejerboliger.
Økonomerne forventer, at renten vil stige yderligere 0,5-0,75 procentpoint i år. Bankernes officielle prognoser rækker ikke længere end 12 måneder frem. Men renten kan realistisk set stige et procentpoint om året de næste to år. Altså samlet to procentpoint som de to regneeksempler.
Kilde: Ekstra Bladet