Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Bykærs Anlæg ApS

Københavns andele gør Århus dyrest

I mange år har Københavns ejerlejligheder været dyrere end dem i Århus, men det er slut nu.

Ifølge tal fra Den Offentlige Informations Server (OIS) er kvadratmeterpriserne på mindre lejligheder i Århus nemlig 3000 kroner dyrere, end de er i Hovedstaden. Det skriver B.T.

Det skyldes blandt andet, at Københavns mange andelslejligheder holder ejerlejlighederne nede i pris. Omvendt er ejerlejlighederne i Århus blevet dyrere i kvadratmeterpris.

For fire år var lejlighederne i København 4500 kroner dyrere pr. kvadratmeter end dem i Århus, men nu er de århusianske lejligheder altså væsentlig dyrere.

– Århus løber fra København med syvmileskridt, når man kigger på kvadratmeterpriserne for mindre lejligheder. Efter i årevis at have ligget langt efter København i kvadratmeterpriser på mindre lejligheder, har Århus for alvor overtaget førertrøjen, siger Uffe Vind, der er kommunikationschef i Danbolig, til B.T.

Han påpeger flere årsager, der kan have medvirket den store omvæltning i priserne. Blandt andet mener han, at forældrekøb har oplevet et sandt boom i Århus, som også er blevet overrendt af studerende, og det har naturligt nok øget efterspørgslen efter de mindre lejligheder.

– Tre ud af fire boliger, vi har solgt i den seneste tid, har været forældrekøb, fortæller han. Desuden er der mange andelsboliger i København, som er med til at holde priserne på ejerlejligheder i ro, siger Uffe vind til B.T.