Internet-telefoni stor succes
Danskerne har i stor stil kastet sig over billige telefonsamtaler via internettet – også kaldet IP-telefoni. Selv om Danmarks største teleselskab, TDC, ikke er gået i luften med IP-telefoni til private endnu, forhindrer det tilsyneladende ikke folk i at finde vej til besparelser på telefonbudgettet.
Flere end 200.000 danskere har på kort tid kastet sig over IP-telefoni, viser den første officielle opgørelse på området udarbejdet af IT- og Telestyrelsen.
»IP-telefoni er det seneste år opnået stor udbredelse, ikke bare i virksomheder og i det offentlige, men også blandt privatpersoner,« siger Jørgen Abild Andersen, adm. direktør i IT- og Telestyrelsen.
Men styrelsens undersøgelse viser samtidig, at starten nu er gået til opgøret med det mere end 150 år gamle telefonnet, som TDC sidder tungt på.
I løbet af de kommende seks måneder ventes det, at yderligere 660.000 danskere vil skrotte den gammeldags stuetelefon og i stedet skifte til samtaler via internettet.
Lavere priser
For forbrugerne er gevinsten lavere priser, idet flere af de mindre og mellemstore udbydere af IP-telefoni opererer med minutpriser på få øre. Til sammenligning koster et minuts samtale fra en TDC-fastnettelefon i dagtimerne 25 øre, mens prisen i aften- og nattetimerne er det halve.
Danmarks største fastnetselskaber, TDC og Tele2, kan derimod se frem til en sand kundeflugt, hvis undersøgelsens resultater holder stik. Tilsammen har de to selskaber knap 2,3 mio. fastnetkunder, som de kommende år vil kigge langt efter IP-udbydernes lokkende tilbud.
Mens TDC’s fastnetselskab flere gange har udskudt IP-lanceringen, går TDC Kabel-TV i luften med internettelefoni næste måned. Dermed får de mere end en million danskere med kabel-tv leveret af TDC mulighed for fremover at føre telefonsamtaler via kabel-tv-stikket.
I første omfang vil tilbuddet givetvis friste de mere end 200.000 TDC-kunder, der allerede har købt en internetforbindelse via kabel-tv-nettet. Det kan nemlig se frem til årlige besparelser på minimum 1.500 kr. ved at skrotte fastnettelefonen, idet en IP-løsning via kabel-tv ikke længere gør det nødvendigt at have et fastnetabonnement hos f.eks. TDC til 119 kr. om måneden. De senere år er antallet af fastnetkunder faldet kraftigt. Tal fra IT- og Telestyrelsen viser, at der i dag er godt 2,5 mio. danskere med en fastnettelefon. Det er 300.000 færre end i begyndelsen af 2000.