Hvor kriminelt er dit kvarter?
Man kan følge forbrydelserne næsten helt ned på gadeplan i Rigspolitiets nye statistik, der lanceres 2 maj. Er der grund til at kigge sig en ekstra gang over skulderen, hvis man skal ned efter en liter mælk efter mørkets frembrud? Fra den 2. maj kan du ved få klik med computerens mus få svaret, når Rigspolitiets nye super-detaljerede kriminalstatistik går i luften.
Ved et hurtigt klik på et kort fra Kort & Matrikelstyrelsen får du overblik over forbrydelserne i lige præcis dit kvarter. Helt ned til en kvadratkilometer af et område kan du se antallet af anmeldelser af alt fra røverier til hærværk, butikstyverier, narkokriminalitet og indbrud.
– Vi ønsker at komme fru Jensen i møde med faktuelle oplysninger om kriminaliteten. Med denne side kan hun hurtigt og præcist få et overblik over forbrydelserne i hendes kommune eller boligområde, siger politimester Lene Frank fra Rigspolitiet til Politiken.
Rigspolitiets nye initiativ kan få store konsekvenser for boligpriserne, forudser kommunikationschefen Preben Angelo fra ejendomsmæglerkæden Home.
– Hjemmesiden vil ikke være salgsfremmende i områder med høj kriminalitet. Nogle boligkøbere vil undgå disse områder, så her falder prisen. Til gengæld vil det tiltrække andre kunder, siger han til avisen.
Hidtil har det kun være muligt at finde oplysninger om forbrydelser i den enkelte politikreds. Med det nye statistikmodul kan man sammenligne antallet af forbrydelser med resten af kommunen, andre kommuner og resten af landet.