Generic filters
Exact matches only
Search in title
Search in content
Search in excerpt
Tømrermester RFA

Gratis inspiration til energirigtig renovering

Etageejendomme rundt om i landet kan nu hente inspiration til grønne løsninger i et nyt idékatalog

Ingeniørhøjskolen i Århus og Arkitektskolen Aarhus har sammen udarbejdet et idékatalog og nogle IT-værktøjer, der skal fungere som inspiration til energirigtige renoveringer i etageejendomme rundt om i landet. Det skriver det digitale fagblad teknikogviden.dk på deres hjemmeside.

Idékataloget, der blev udviklet i forbindelse med projektet, indeholder beskrivelser og illustrationer af løsninger inden for energirenovering af bygninger fra forskellige årtier med fokus på sundhed og indeklima.

– Især i ældre danske etageejendomme er der et enormt potentiale for at spare energi, fordi varmen ofte populært sagt forsvinder op i den blå luft. Vi vil give kommuner og boligforeninger inspiration til, hvordan de kan renovere bygningerne med eksempelvis bedre isolering og optimering af installationerne, siger lektor Jørgen Lange fra Ingeniørhøjskolen i Århus.

Udenlandsk inspiration

Idékataloget og IT-værktøjerne er udarbejdet med inspiration fra udenlandske analyser lavet af en række internationale eksperter.

– Danmark kan med fordel lade sig inspirere fra udlandet, når det handler om energirenovering. Især i Tyskland er man langt fremme med renovering af etagebyggeri. Mange steder har man formået at nedbringe energiforbruget med en faktor 10 i bygninger ved blandt andet at øge isoleringen af lofter og facader. Det kan vi lære en masse af i Danmark, siger Elsebeth Terkelsen fra Arkitektskolen Aarhus og tilføjer:

– Ikke mindst fordi energirenovering af ældre ejendomme ofte giver et bedre indeklima, som gør boligerne sundere at bo i. Dermed medfører renoveringen ikke bare et mindre energiforbrug, men også en bedre sundhed for beboerne.

Udover samarbejdet mellem Ingeniørhøjskolen og Arkitektskolen er det ingeniørfirmaerne Esbensen og Ellehauge & Kildemoes samt en finansiel støtte fra Indenrigs- og Socialministeriet på 400.000,- kroner, der har bidraget til projektet.