Godtgørelse for ulønnet arbejde stiger markant i 2026
Fra 2026 hæves den skattefri godtgørelse for ulønnet arbejde til 10.000 kr. årligt. Ændringen gælder også andelsboligforeninger, som med en generalforsamlingsbeslutning får bedre muligheder for at kompensere bestyrelsesmedlemmer for bestyrelsesarbejdet.
Fra 2026 bliver det muligt for andelsboligforeninger at udbetale en væsentligt højere skattefri godtgørelse for ulønnet arbejde. Det maksimale beløb hæves til 10.000 kr. årligt, hvilket giver foreninger nye muligheder for at kompensere bestyrelsesmedlemmer og andre frivillige for deres indsats.
Godtgørelsen skal dog, som det også har været tilfældet tidligere, vedtages på en generalforsamling, og arbejdet skal være reelt og ulønnet.
Hvad er godtgørelse for ulønnet arbejde?
Bestyrelsesarbejde i en andelsboligforening indebærer ofte mange opgaver. Det kan være møder, opkald til administratorer og håndværkere, opdatering af foreningens hjemmeside, håndtering og arkivering af dokumenter samt løbende kommunikation med andelshaverne. Alt sammen arbejde, der kan medføre udgifter til fx telefoni, internet, kontorartikler og mødeomkostninger.
Foreninger har mulighed for at kompensere disse udgifter via skattefri godtgørelser, så længe reglerne overholdes.
Fra faste satser til én samlet beløbsgrænse
I 2025 var godtgørelsen opdelt i faste satser, blandt andet 1.700 kr. årligt til mødeomkostninger og kontorartikler samt 2.800 kr. årligt til telefoni og internet.
Fra 2026 ændres modellen markant. Ifølge BDO samles de tidligere satser i én samlet beløbsgrænse på 10.000 kr. årligt, hvilket gør reglerne både enklere og mere fleksible for foreningerne. Det betyder, at man ikke længere skal forholde sig til flere delbeløb, men i stedet kan udbetale godtgørelse inden for én samlet ramme.
Hvad betyder det for andelsboligforeninger?
For andelsboligforeninger betyder de nye regler, at det fra 2026 bliver muligt at udbetale op til 10.000 kr. skattefrit pr. bestyrelsesmedlem pr. år som godtgørelse for ulønnet arbejde.
Godtgørelsen er fortsat ikke løn eller honorar, men en skattefri kompensation for arbejde udført for foreningen. Det er en forudsætning, at udbetalingen vedtages på en generalforsamling, og at der er tale om konkret og reelt arbejde, som udføres uden ansættelsesforhold. Foreningen bør samtidig være opmærksom på, at godtgørelsen ikke får karakter af skjult løn.
Dokumenterede og udokumenterede udgifter
Godtgørelsen kan dække både dokumenterede og udokumenterede udgifter. Uanset om en udgift kan dokumenteres eller ej, skal den vedrøre arbejde udført for foreningen og være godkendt af foreningen, før den udbetales.
Hvis den faste skattefri godtgørelse overstiger den tilladte beløbsgrænse, bliver hele beløbet skattepligtigt. Alternativt kan foreningen vælge at refundere de faktiske udgifter mod dokumentation i form af kvitteringer, fakturaer eller andre bilag.
Hvad med honorarer?
Foreningen kan også vælge at udbetale honorar for udført arbejde, fx til bestyrelsesmedlemmer eller andelshavere, der udfører konkrete opgaver for foreningen. Honorarer er skattepligtige, og der skal derfor betales både A-skat og arbejdsmarkedsbidrag af beløbet. En beslutning om honorarer skal træffes på generalforsamlingen.
Skattestyrelsen stiller krav om, at arbejdet er frivilligt og reelt, og at beløbsgrænserne overholdes. De gældende regler for skattefri godtgørelse kan læses på Skattestyrelsens hjemmeside.