Fiasko for prisfaldsgaranti
Andelsboligforeningen Slettegården i Vanløse indførte i foråret en garantiordning, så man kunne købe en andel uden risiko for at miste penge på den, men ikke en eneste køber har slået til.
Det blev en kæmpe fiasko. I samarbejde med Realmæglerne indførte andelsboligforeningen Slettegården i foråret en garantiordning, hvor man kunne købe en andelsbolig med garanti for ikke at miste penge på den, men det virkede ikke.
– Vi har ikke solgt en eneste lejlighed med den ordning, siger Gitte Persson fra Slettegårdens bestyrelse.
Vil hellere have nedslagDer er syv ledige andele i foreningen, men selvom garantiordningen stadig fungerer, så regner Realmæglerne, som lavede den nytteløse garantiordning sammen med Slettegården, ikke med, at der er nogen, der slår til.
– Det regner vi ikke med, som tingene er nu. Folk vil hellere handle prisen på andelen ned, end de vil købe en bolig med garanti, siger Kasper Christensen fra Realmæglerne til Andelsportal.dk.
Finanskrisen har spillet indOrdningen betød, at en køber indenfor to år kunne sælge boligen tilbage til foreningen, hvis den var faldet i pris. Men af flere årsager har købere ikke fundet det interessant.
– Jeg tror, at finanskrisen har spillet ind, og så har boligerne stadig ligget på et for højt prisniveau, siger Kasper Christensen, der ikke tror, at den kreative ordning nogensinde vinder indpas.
– Nej, det tror jeg ikke. De fleste køber også en andel for at bo der i mere end to år, så det er ikke så vigtigt for dem, om de kan sælge den uden tab indenfor et par år, siger han til Andelsportal.dk.
Ordningen kunne ellers have sikret eventuelle købere mod prisfald, for Slettegårdens cirka 200 andelslejligheder er faldet i pris, siden ordningen blev indført i april måned.