Fiasko for byggeportal
Byggevareforhandlerne har boykottet portalen byggevarepriser.dk, som nu lukker helt. Konsekvensen kan blive højere priser. Internetportalen byggevarepriser.dk lukker efter boykot fra landets forhandlere af byggevarer. Portalen, som er finansieret af Erhvervs- og Byggestyrelsen, skulle ellers presse de høje priser i branchen ned.
“Vi kan konstatere, at de toneangivende forhandlere ikke ønsker åbenhed og prissammenligninger – de ønsker ikke at deltage på siden. Derfor er vi tvunget til at lukke siden nu”, siger vicedirektør Jesper Rasmussen fra Erhvervs- og Byggestyrelsen til Politiken.
Han tilføjer, at man sammen med Konkurrencestyrelsen vil følge og vurdere udviklingen, om det er nødvendigt med nye tiltag for at få priserne ned.
Politikerne er klar til at gribe ind for at gøre det lettere for forbrugerne at sammenligne priser.
“Alle undersøgelser og sammenligninger har vist, at Danmark er et af de dyreste steder at købe byggevarer. Det er noget skidt, at forbrugerne nu mister muligheden for at sammenligne forretningernes priser. En løsning kunne være, at vi gør det obligatorisk, at forhandlere skal indberette deres priser, når de nu ikke gør det frivilligt,” siger Morten Homann (SF).
Kilde: Politiken