Fællesarealet: Knudepunktet for hverdagsfællesskabet

Solen skinner ned over byens gader, og du har lige stillet cyklen efter et smut i det lokale supermarked. Den perfekte dag til grillpølser og en kold øl. Ud af vinduet spotter du nabobørnene, der løber og leger i gården og den ledige grillplads. Hvorfor sidde inde og stege i en varm lejlighed, når du kan bruge det indbydende fællesareal i gården? Hvis du også går med tanker som disse, er du langt fra den eneste. Andelsboligforeningens fællesareal spiller nemlig en vigtig rolle i foreningslivet, som samler foreningens beboere og styrker naboskabet.

Derfor vælger flere foreninger at flytte deres fællesaktiviteter udenfor hjemmets fire vægge og ud i fællesarealerne. Vi giver dig en rundtur gennem fællesarealets udvikling og den voksende vigtighed for de beboere, der benytter dem.

Et rum med plads til forskelligheder

Fællesarealet har en helt speciel betydning for landets boligforeninger. Med plads til boldspil og madlavning er et fællesareal noget, som mange beboere holder af at benytte. Men fællesarealet spiller også en større samfundsmæssig rolle. I en velfærdsstat som den danske bidrager fællesarealet nemlig også til et inkluderende boligmarked:

“Fællesarealet i landets boligforeninger er med til at sikre, at boligområderne bliver inkluderende for alle, og at boligsektoren kan blive ved med at rumme det fællesskab, der er vigtig for fremtidssikringen,” fortæller Mette Mechlenborg, som er bolig- og kulturforsker og Ph.D. ved Statens Byggeforskningsinstitut, Aalborg Universitet.

Og fællesarealets betydning har da også ændret sig gennem årenes løb. Som Mette Mechlenborg beskriver det, har gårdmiljøet gennemlevet et regulært paradigmeskift.

Den flade græsplæne og de praktiske fællesfaciliteter

Det har langtfra altid været legestativer og grillpladser, der har præget udsigten, når landets andelshavere kastede et blik ud af vinduerne til foreningens gård. I efterkrigstiden bestod mange boligforeningers fællesareal typisk af en flad græsplæne, som var til fri afbenyttelse for alle foreningens beboere. Uanset om der skulle holdes familiefødselsdage, eller om børnene ville lege på græsplænen, havde alle mulighed for frit at færdes på de grønne, men tomme arealer.

Derudover blev fællesarealerne i mange af landets andelsboligforeninger ofte benyttet til praktiske anliggender. I foreningernes kælderrum kunne beboerne vaske deres tøj, som kunne hænges til tørre i dertil indrettede tørrerum eller på stativer i foreningens gård. Desuden delte mange beboere bade- og toiletfaciliteter, som også var placeret her.

“Mange foreninger havde fællesvaskeri, fælles tørrerum eller fællesbad, så på den måde mødte du som beboer automatisk din nabo i disse fællesrum,” fortæller Mette Mechlenborg, som forklarer, at datidens fællesarealer betød, at beboerne fik et specielt forhold til hinanden.

De hjemlige sysler tages med ud i gården

Nu til dags er det nogle andre tendenser, der gør sig gældende i brugen af andelsboligforeningernes fællesarealer. Specielt fokus på foreningernes uderum er et område, som har fået særdeles stor opmærksomhed inden for de senere år:

“Fællesskaber og sociale aktiviteter er en megatrend, når vi snakker uderum. Og særligt synligheden omkring fællesskabet er vigtig. Man skal kunne se, at her i foreningen er fællesskabet prioriteret,” beretter Mette Mechlenborg og uddyber, at det er en helt bestemt type aktiviteter, der spores i landets foreninger:

“Måden fællesskabet typisk synliggøres er gennem legestativer, hvis der er mange børnefamilier. Samtidig er udekøkkener, hvor beboerne kan sætte sig ned for at grille eller bare sidde med deres hjemlige sysler, også en måde at fremhæve det på.”

En stor trend, der har vundet indpas særligt i de senere år, er begrebet ‘urban gardening’. Og interessen for de urbane urtehaver er ikke opstået ud af det blå.

“I virkeligheden kommer mange af de her aktiviteter fra parcelhuskvarteret. Det er alle de her ting fra folks private haver, som er flyttet ud i gårdene hos mange boligforeninger,” fortæller Mette Mechlenborg.

Et skift i samværsformen

Udover at de fysiske rammer for fællesarealet har ændret sig over årene, har måden, hvorpå vi deler fællesskabet med hinanden, også ændret sig. Nu, hvor mange af disse fællesfaciliteter som toilet og bad er rykket op i folks egne boliger, er der ikke samme anledning og behov for at omgås sine naboer.

“Den nødvendighed, som var en stor forudsætning og et vilkår for det fællesskab, der tidligere har været, skal fremprovokeres på en anden måde. Derfor vil de fællesfaciliteter, vi ser i dag, også have karakter af at være nødvendige uden rigtigt at være det,” forklarer Mette Mechlenborg.

Grillpladsen og urtehaven kommer således til at fungere som den nødvendighed, der skal fremme fællesskabet. Og siden folk stadig har deres eget køkken i boligen, giver grillpladsen en valgfri situation, hvor fællesskabet ikke bliver tvunget ned over hovedet, men i stedet ligger som et frit valg for alle beboerne i foreningen. Det frivillige fællesskab betyder også, at samtalen i foreningernes gårdhave har ændret karakter over årene:

“Det er ikke den store politiske klinge, som det for eksempel var i 70’erne, hvor man gerne ville omvælte samfundet, skabe nye familieformer eller sætte en helt ny samfundsstruktur. Når vi snakker fællesskab i dag, er det meget tæt på hverdagslivet med respekt for den enkelte familie og den enkelte families privatliv,” siger Mette Mechlenborg.

Fællesskabsfølelsen styrker foreningen

Fællesskab er mange ting. Fælleskabet beboerne deler i landets andelsboligforeninger er eksempelvis en helt anden type samvær, end hvad der opleves i det offentlige rum. I andelsboligforeninger har beboerne nemlig typisk allerede et prædefineret fællesskab:

“Fællesarealerne i andelsboligforeninger skal ses som semiprivate rum. Når jeg kommer ned i gården for at spise min aftensmad, og der allerede sidder andre dernede, så har jeg en klar forventning om, at dem, der sidder dernede, er mine naboer. Derfor har jeg på forhånd et prædefineret forhold til dem, alene fordi jeg ved, at vi bor samme sted,” fortæller Mette Mechlenborg. Men det er dog ikke kun matriklen, der bliver delt af beboerne i landets andelsboligforeninger. Beboerne deler nemlig også på forhånd et helt specielt værdisæt, der er med til at skabe en fællesskabsfølelse:

„Beboerne har en næstefølelse, du ikke finder i en park, for der ved du ikke, hvem du møder. Men med dine naboer i andelsboligforeningen har du et værdifællesskab, fordi du betaler den samme husleje og måske mødes til bestyrelsesmøder. Derfor er der en forventning om, at vi indtræder i et socialt rum med respekt for hinanden og plads til hinandens forskelligheder,“ slutter Mette Mechlenborg.

Fællesarealets betydning for andelsboligforeninger skal derfor ikke undervurderes, da det er med til at styrke naboskabet, som danner grundlag for fællesskabet i foreningen. Et fællesskab, som er nødvendigt i andelsboligforeninger, hvor man sammen træffer mange beslutninger, store som små.