Er jeres andelsforening klar til sne og minusgrader?
Vinteren har ladet vente på sig, men ifølge DMI ”ligger Kong Vinter på lur lige uden for Danmark”. Det kan betyde frost og sne i en længere periode og jeres andelsboligforening bør derfor undersøge om I har styr på snerydningen. Vinteren kan føles ekstra lang, hvis foreningens bygning ikke er ordentlig isoleret og frost og blæst kan sætte deres spor på varmeregningen. Overvej derfor om foreningens bygninger trænger til isolering. Vintermånederne er ikke de mest optimale til udendørs vedligeholdelse, men til gengæld kan I bruge de kolde måneder til indendørsopgaver, som eksempelvis renovering af trappeopgangen.
Forbered foreningen på sne og frost
Andelsboligforeningen er selv ansvarlig for at holde fortov og fællesområder fri for både is og sne. Derfor er det vigtigt at man i forening får styr på snerydning, når vinteren og snesæsonen går i gang, så man kan få ryddet fortovet og gårdanlægget til fordel for beboere og forbipasserende fodgængere.
I den forbindelse kan foreningen eksempelvis tage kontakt til et ejendomsservicefirma, som man indgår en samarbejdsaftale med om snerydning i vintermånederne. Ifølge loven om vintervedligeholdelse skal alle husejere og herunder også boligforeninger nemlig sørge for at den faldne sne ryddes hurtigst muligt.
Vær i øvrigt opmærksom på, at man også har pligt til at salte eller gruse vejen og fortov foran foreningen, således at man undgår glat føre på foreningens arealer og dermed begrænser risikoen for ulykker for forgængere, cyklister og bilister.
Isoler jeres bygning
I en andelsboligforening er der flere relevante steder at isolere ejendommen. Isolering af etageadskillelser og kældre, hvor kulden typisk siver ind er ofte tiltrængte. Derudover er en isolering af bygningens endegavl ofte en fordelagtig investering, da man herved undgår kuldenedfald i ejendommens lejligheder.
Isolering af taget kan ligeledes forbedre foreningens indeklima og energiregning. Man kan isolere taget på flere måder, blandt andet ved at isolere loftsgulvet eller putte isolering op under taget, hvor man isolerer loftsrummene.
En hulmursisolering er et nemt og enkelt indgreb i ejendommen. Hulmuren fyldes med isolering ved at fjerne en mursten, hvorefter kuldebroer og utætheder fjernes. En hulmursisolering sænker i gennemsnit varmeregningen med ca. 15-25 procent.
Derudover er facadeisolering en af de mest effektive måder at holde kulden ude og dermed sænke varmeregningen. Facadeisolering kan sænke varmeregningen med op til 30-35 procent og har derfor en kort tilbagebetalingstid.
Renover trappeopgangen i vinterhalvåret
Det er oplagt at renovere trappeopgangen i vinterhalvåret. En gennemgående renovering af opgangen er som regel en af de mere overkommelige opgaver i en andelsboligforening, hvad enten det gælder tidshorisonten eller prisen. Og for mange ældre foreninger kan det være relevant at komme i gang med renovering af opgangen – både for- og bagtrappe. Er der tale om en større renovering, så er det først og fremmest vigtigt at prioritere at male bagtrappe. Inden da er det en god idé at putte nyt filt på væggene, og derefter male alle vægge og lofter. I samme omgang vælger mange foreninger at få malet dørene til opgangens lejligheder. Det er klogt at få malet med højglans, da det er nemt at vaske af, og samtidig bruger man typisk i dag miljøvenlig maling. En sådan omgang maling holder omkring 15 år.
Med hensyn til gulvet, er det en god idé at lægge linoleumsgulv i mørke nuancer, så det ikke så nemt bliver beskidt. Man kan dog også vælge at få slebet det gamle trægulv, men det er knap så praktisk. En samlet pris på en gennemgående renovering af opgangen med maling, nyt gulv, slibning af gelænder koster omkring 130.000 kroner i en 4-5-etagers opgang. Kan blive omkring 30.000 kroner dyrere, hvis der skal nyt filt på væggene.