Ejere af andelsboliger i lånerus
Ny lånelov for andelsboliger er blevet en gigantsucces. Andelshavere har på bare tre måneder lånt 2,5 mia. kr. for bl.a. at holde inkassofolk fra døren og for at forøge deres pensioner. Den nye lov om pant i andelsboliger har på rekordtid udløst et udlånsboom så stort, at det har fået selv garvede bankfolk til at spærre øjnene op.
På bare tre måneder har ejerne af landets godt 190.000 andelsboliger pantsat deres boliger for op imod 2,5 mia. kr. Det svarer til knap en tiendedel af den samlede friværdi i boligerne, der ud fra forsigtige vurderinger udgør godt 26 mia. kr. Gennemsnitligt 200.000 kr.
Andelsboligbogen ved retten i Århus, der skal registrere samtlige pantsatte andelsboliger, har siden 1. februar registreret gæld i op imod 12.000 boliger.
De gennemsnitlige lån er på knap 200.000 kr. Men da sagsgangen for sådanne lån kan vare uger, er det samlede lånebeløb sandsynligvis en del højere. Ifølge bankerne er pengene bl.a. blevet brugt til at indfri gammel gæld og til at forhindre, at offentlige og private inkassofolk har kunnet gøre udlæg og i værste fald kunnet smide ejerne ud af deres boliger. Frem til 1. februar i år kunne der ikke gøres udlæg i andelsboliger, som derfor udgjorde effektive kreditorly.
Kilde: Jyllands-Posten