Ejer billigere end andel
Trods massive prisstigninger på ejerboliger de seneste år, er det i mange tilfælde billigere at købe en ejerbolig end en andelsbolig. Det viser en analyse, som Finanshuset i Fredensborg har lavet for Industriens Dagblad. Analysen viser for eksempel, at en andelsbolig til 400.000 kroner med en månedlig andelsydelse på 6.000 kroner er lige så dyr at sidde i som en ejerlejlighed til godt 1,7 millioner kroner.
Hvis finansieringen af ejerlejligheden endda baseres på markedets laveste kontantlånsrente, variabelt forrentet og med 10 års afdragsfrihed, så er alternativet til andelsboligen en ejerlejlighed til 3,1 millioner kroner.
– Overvejer man at erhverve en andelsbolig er det en god idé at være opmærksom på, hvordan ejendommen er finansieret, for ofte kan det halte med fuld åbenhed herom, siger cand.merc. Peter Kjølbye, cheføkonom hos Finanshuset i Fredensborg.
– Det skal sammenlignes med køb af en ejerlejlighed, hvor der er fuld åbenhed omkring finansieringen, idet man selv skal træffe nogle valg, der er afstemt efter ens behov og risiko som for eksempel tilbagebetalingstid på lån, fastforrentet eller variabelt forrentet, ligesom afdragsfrihed eller ej kan overvejes, siger Peter Kjølbye.
Kilde: Jyllands-Posten